Hvem end der kaster sit blik på Trump, ser tilsyneladende ind i et troldspejl, som kun kaster ekstremiteter tilbage. En anden måde at tilgå Trump på kunne derfor være at sammenligne ham med hans forgængere. Her kan psykologene Rubenzer og Fashingbauers skelsættende studie Personality, Character and Leadership in the White House tjene som rettesnor.
I værket analyserer forfatterne samtlige amerikanske præsidenter op til G.W. Bush ved brug af videnskabelig psykometri. Én af studiets opsigtsvækkende konklusioner er, at næsten samtlige amerikanske præsidenter minder markant om mindst én anden præsident, hvorfor det er muligt at katgorisere dem efter temperament.
Dominerende, temperamentsfuld og villig til at lægge kraftigt pres på andre for at få sin vilje. Fjendtlig, ubehagelig og amoralsk. Ubeskeden, grandios og stædigt optaget af at få sin vilje. Krævende, ubetænksom og selvcentreret.
Disse ord er ikke skrevet om Trump, men om gruppen af dominators (dvs. ekstraordinært dominerende præsidenter). Præsidenterne i denne gruppe tæller blandt andre Andrew Jackson (præsident 1829-37), Lyndon Johnson (1963-69) og Richard Nixon (1969-74).
Listen fortsætter: Dominatorerne var ikke beskedne eller ydmyge. De var fremturende, krævende og optrådte som bøller over for folk omkring sig. De var fordomsfulde og utilbøjelige til at reflektere over følelser eller værdier. De nærede lidet ønske om at samarbejde med andre, men var stærkt optaget af selv at få ros og se godt ud i andres øjne. De var stridslystne og villige til at bruge unfine midler for at intimidere deres fjender.
Og historiens dom? De fleste af dominatorerne rangerer middel-til-højt i eftertidens vurdering. Jackson regnes ofte blandt de bedste 25%, og Johnson en del over middel, mens Nixon – på trods af sin åbenlyse intelligens og kompentence – må døje med et eftermæle skændet af Watergate-skandalen.
Sagen er, at mange af dominatorernes odiøse personlighedsstræk – såsom deres fremturende og anmasende stil og deres tendens til hårdnakket at tryne andre for at opnå egne mål – bør opfattes som positive, når de sættes ind i de modeller, der forudsiger præsidenters performance.
At en præsident har en flosset moralsk karakter, er i så henseende heller ikke et minus. Dominatorernes mest markante svaghed var deres mangel på åbenhed over for følelser og værdier, som gjorde det svært for dem at samle nationen om en fælles, opløftende fortælling, samt at reflektere over, hvorvidt tiden var opportun til at revurdere visse af landets traditionelle værdier.
Med andre ord: Når troldspejlets forvrængninger skrælles bort, står vi sandsynligvis tilbage med en præsident, der befinder sig et sted lidt over middel. Trump er ikke blandt de bedste præsidenter i USA’s historie, men står modellerne til troende, er han heller ikke blandt de værste.