Det var en underlig oplevelse at overvære optøjerne i Washington den 6. januar. Det var ikke et rigtigt statskup. Den brogede flok, nogle klædt i mærkelige kostumer, andre iført nazistiske symboler, forsøgte ikke for alvor at tage magten. Det virkede snarere, som om målet var at skabe kaos og tage selfies.

Men det ville være forkert blot at betegne det som en blanding af teater og trolling. Det var et voldeligt angreb, der stoppede den ceremonielle ratificering af et demokratisk valg. Politi blev slået ned med Stars and Stripes-flag, blod blev spildt, og tilråbet "Hæng Mike Pence!" rungede gennem gangene i verdens vigtigste parlament.

Trumps tilhængere har forklaret, at vi skal tage Trump alvorligt, men ikke bogstaveligt. Ræsonnementet lyder, at selvom Trump muligvis har visse karakterbrister og et lettere lemfældigt forhold til sandheden, så kæmpede han for de rette værdier. Visse fremhævede sågar Trump som en gave til demokratiet og et udtryk for en revitaliseret borgerlighed som forstår folkedybets bekymringer og ikke dyrker verdensfjerne principper.

Det er i mine øjne en fejlslutning. Trump forværrede tværtimod det der i forvejen er råddent ved vores vestlige samfund. Det illustrerede angrebet på Kongressen på værste vis – det var det skøre, symbolske klimaks på Trumps præsidentperiode.

Trumps fantasiverden

Bedrag og løgne er blevet brugt som middel til at nå politiske mål siden historiens begyndelse. Alligevel var Trump usædvanlig. Hans løgne, vrøvl, pral og fornærmelser skabte ikke blot en forvrænget udgave af virkeligheden, men en absurd fantasiverden. En fantasiverden understøttet af både sociale og traditionelle medier, hvor soundbites, nostalgi og realityshow-vulgariteter trumfer debat, historiebevidsthed og borgerdyder.

Trump kan betragtes som kulminationen på den udvikling, som filosoffen Jean Baudrillard beskrev for 40 år siden. Baudrillard hævdede – længe inden Facebook og Twitter udløste totalt epistemisk anarki – at vi er så omringet af skærme, symboler og simulationer, at vi oplever en uvirkelig verden som ikke kan skelnes fra virkeligheden. ”Vi lever i en verden med mere og mere information, og mindre og mindre mening,” skrev Baudrillard.

Fantasiverdenen er banalt sagt en måde at håndtere dette på. Det er en måde at håndtere den strøm af information, vi møder hver dag – ved at fokusere på det, der passer til, hvordan vi gerne vil have, at verden skal se ud. På den måde bliver fantasiverdenen et sted uden plads til besværlige nuancer og et sted præget af indbildsk navlepilleri, hvor vores eget medierede selv troner øverst. 

Ikke overraskende ødelægger det vores fælles ordforråd og måden, vi forholder os til hinanden på. USA er selvfølgelig skrækeksemplet. De forskellige grupper i det amerikanske samfund føler sig ikke knyttet til hinanden i et skæbnefællesskab, og den besungne demokratiske samtale overdøves af støjen fra skærmene. Det handler ikke bare om små ekkokamre og filterbobler, men om hele fantasiverdener – eller for at appropriere Baudrillards ord – en slags hyperrealitet, hvor grænsen mellem virkelig og uvirkelig er udvisket.

Stormen på Kongressen blev således fremprovokeret af måneder, hvis ikke år, med falske proklamationer om udbredt valgsnyd, blandet med lidt QAnon-konspirationer, og forstærket af Trumps insisteren på, at vicepræsident Pence kunne ændre valgresultatet. ”En retssag ved kamp,” krævede Trumps advokat Rudy Giulian. Kun i en fantasiverden giver det mening. Det var som en skør Facebook-kommentartråd vækket til live. Denne 2021-udgave af Frankensteins monster smadrer ikke bare vinduer i en parlamentsbygning – den smadrer demokratiske fællesskaber. Det er selvsagt ikke en gave til demokratiet.

Tyrannen Trump

Men Trump er ikke kun en løgner, der skabte splittelse. Som påpeget af den politiske kommentator Andrew Sullivan er Trump en tyran. Men ikke i den forstand, som mange måske forestiller sig. Tyran skal nemlig ikke forstås som en undertrykkende hersker, men som en særlig psykologisk patologi beskrevet i Platons Staten.

Det kræver lidt forklaring. Platon fremførte, at sjælen består af tre dele – fornuft, følelser og begær – og hver har de en opgave at udføre: fornuften teoretiserer og tøjler, følelserne skaber motivation, og begæret indordner sig. Den gode, retfærdige person afstemmer de tre dele af sin sjæl som tre toner i en musikalsk skala, så der skabes en indre harmoni.

Tyrannen har ingen sådan harmoni. Tyrannen lader sit begær herske. Han er en skabning af rå impuls, overvældet af lidenskab og frygt, uden evnen til at begrænse og moderere. Vi forestiller os ofte tyranner som brutale bøller, der hundser rundt med andre, men ifølge Platon er det tyrannen, som er slave, jaget som ”et bytte for hidsighed og vægelsind,” netop fordi hans begær styrer ham. Det gør ham til ”en plage og ulykke, først og fremmest for sig selv, men ikke mindre for sine omgivelser.”

Dette er Trump. Han overtrådte ikke demokratiske normer, fordi han planlagde at omstyrte demokratiet. Han gjorde det, fordi han ikke kunne lade være, og fordi han ikke har nogen forståelse for det demokratiske fællesskab. Han er ude af stand til at indrømme nederlag – det er en trussel mod hans inderste, hvis han ikke får det, han vil have – og han har ingen kontrol over det umættelige begær, der strømmer gennem ham. Hans ideologi var altid mere Trump First end America First.

Platon fortsatte analysen. ”Stater får deres særpræg af de mennesker der danner dem,” skrev han og tilføjede, at tyrannens ”indre forfatning ligner forfatningen i den stat, han hersker over.” Derfor vil et tyranni være præget af samme mistro, grådighed og lovløshed, som hersker i tyrannens indre. 

I Trumps tilfælde synes analogien åbenbar. Trump er skabt af og inspirerer til et samfund fyldt med ukontrolleret begær. Trumps støtter fortalte, at de følte sig oversete, at de var trætte af at få at vide, hvad de skulle gøre, og at det var tid til noget nyt. Der er reelle bekymringer bag disse udsagn, men de fortonede sig i Twitter-provokationer og eftergivenhed over for selv de værste impulser. Tyrannen Trump er således ikke en autoritær, småfascistisk figur, men et symbol på hæmningsløshed – hæmningsløshed forstået som opfyldelsen af ethvert begær, her og nu.

Trump og den borgerlige orden

Tyrannen Trump repræsenterer kort sagt en råddenskab i vores samfund. En råddenskab, der findes både til venstre og højre, og som ikke styrker det, vi kan kalde den borgerlige orden – heriblandt hverdagsnormer om ansvarlighed, dannelse og samhørighed – men tværtimod vokser ud af en afsky for det bestående.

Mens borgerlige tror på institutioner og traditioner, vil råddenskabens frontkæmpere smadre disse. Det så vi i Washington. Mens borgerlige trodser radikale ændringer og foretrækker en civiliseret debat, marcherer råddenskabens frontkæmpere med skilte, skjolde, strips og sprængstoffer. De er beruset af løgne og raseri og ønsker hæmningsløst kaos. Trump elsker dem – borgerlige bør frygte dem. Der er ingen revitalisering at finde. Ingen omskrivninger kan gøre ”Hæng Mike Pence!” til et borgerligt kampråb.

Trump er ikke alene ansvarlig for forrådnelsen. Hans hykleriske modstandere er på rigtig mange måder medskyldige – som det ofte sker, radikaliserer den ene fløj den anden. Problemerne forsvinder heller ikke, bare fordi Joe Biden, bag pigtråd og mundbind, blev svoret ind som ny præsident, eller hvis Trump mod forventning dømmes i rigsretssagen. Det er i bedste fald symptombehandling af en livsstilssygdom. Alligevel vil Trumps fantasiverden og tyranniske sjæl ikke blive savnet – han gjorde kun ondt værre.