Nutiden kender nok Søren Krarup bedst som politiker og intellektuel kuglestøber for Dansk Folkeparti. Men allerede inden sin entré i Folketinget i 2001 havde Krarup skrevet 26 bøger og markeret sig som en af de helt store skikkelser i det borgerlige Danmark.
Med tilladelse fra familien vil vi her på Kontrast gerne genudgive stof fra det krarupske arkiv. Vi starter med prologen fra Loven, der er udkommet på Lindhardt og Ringhof.
Denne bog er skrevet på bagkant af 70’erne, der ligesom vores egen tid havde frisættelse på dagsordenen, og hvor Søren Krarup var blandt dem, der kunne og ville tale tidsånden imod. Derfor syntes vi, det var værd at få lidt af den gamle tekst udbredt til nutidens øjne.
Men døm selv, her hvor vi giver ordet til Søren Krarup – anno 1980.
*
En yngre præst blev en dag opsøgt af et yngre ægtepar. Det var manden, der havde ringet og bedt om en samtale, og nu kom han sammen med sin kone for at bede præsten hjælpe dem. De var begge to ulykkelige. Konen virkede mærkeligt stivnet, har præsten fortalt, og manden talte hektisk og springende og forsøgte ved trediemands hjælp at vinde ørenlyd hos sin kone.
De var blevet gift i begyndelsen af 1960’erne – unge og forelskede. Men efter nogle års ægteskab ville manden prøve nye muligheder og have nye oplevelser. Hans arbejdskammerater havde fortalt om spændende selskaber med konebytning og pirringer, og manden fik da lyst til noget tilsvarende.
Han indledte et forhold til en anden kvinde, og da konen tog sig det nær, blev han forarget over hendes snæversyn og opfordrede hende til at gøre det samme. Hun havde slet ikke lyst, for hun holdt af sin mand og ville holde sammen med ham, men drevet af sin sorg og fortvivlelse prøvede hun at følge hans opfordring. Hun ækledes ved situationen og sig selv og blev grebet af en dyb tristhed.
Manden, der trods sine eskapader holdt af sin kone, kvittede da det uægteskabelige forhold, og de fik et barn sammen. Men det varede ikke længe, før det atter trak i ham. Var det måske ikke i orden at få oplevelser med flere end een? Var det ikke et udtryk for frisind og fordomsfrihed at kende andre kvinder end sin kone? Ejer vi måske hinanden?
Så lå han igen i med andre piger, og da det igen smertede hans kone, blev han vred og opfordrede hende til påny at følge hans eksempel og finde sig en fremmed mand at dyrke oplevelser med. Overladt til sig selv, ene og nedtrykt, gjorde konen som han sagde, og nu fandt hun en mand, som hun kom sammen med i lang tid.
Men da reagerede hendes ægtefælle. Sådan var det heller ikke ment. Han holdt stadig af sin kone og ønskede ikke, at hun skulle knytte sig til en anden. Han lovede bod og bedring og bad hende bryde med ham, hun havde fundet.
Men krukken kan kun gå så længe til vands, at den kommer hankeløs hjem. Skaden var sket. Forholdet var lagt øde. Eller var det ikke? Derom tiggede og tryglede manden nu sin kone, men han kunne ikke udslette de mange års hensynsløshed og kulde. De varme følelser var blevet dræbt. Den kærlighed, der havde forenet dem, var blevet ombragt af ligegyldigheden.
En handling trækker altid sine konsekvenser med sig, og konsekvensen af mandens handlinger var hans kones mistro og afstand. Stivnet og bleg lyttede hun til hans mange og indtrængende bønner om at give ham og deres forhold en chance. Det er for sent, sagde hun tonløst. Jeg kan ikke mere. Og hans gråd og fortvivlelse var ikke i stand til at bryde igennem den mur, han selv havde bygget op.
Præstens rolle måtte blive begrænset, for muligheden for at virke med ord var ringe, men medens han lyttede til den oprivende beretning, var det nær ved at gråden stod også ham i halsen. Der var noget uendeligt trist over forløbet. To mennesker, der holdt af hinanden og som dog skulle miste hinanden på grund af sjusk og umodenhed.
Han har fortalt mig, at han gav manden en skideballe. De har opført Dem som et forkælet barn, sagde han. De har optrådt hensynsløst og barnagtigt. De har selv ladet Dem glide af hænde, hvad De nu græder over at have mistet. Og manden nikkede og gav ham ret: han ville give hvad som helst for at kunne gøre det gjorte om.
Men vendt til dem begge sagde præsten videre, at det i al sin meningsløshed forekom ham som et billede på den situation, der var fælles for deres og hans generation. Vi troede, at alt var muligt og derfor tilladt, og vore omstændigheder syntes at give os ret.
Der var tilsyneladende ubegrænset økonomisk vækst, da vi stiftede bo. Alt syntes at være gratis eller i hvert fald yderst billigt. Hus og bil og rejser. Investering og planlægning og udvidelse. At strække hånden ud og få den fyldt. Og i sammenhæng hermed en hektisk trang til eksperimenter med sig selv og sit liv. Nye oplevelser, nye pirringer, ny bevidsthedsudvidelse.
Og legesyge som forvænte børn og med en mere eller mindre bevidst trang til at trodse sig ud over alle sine grænser greb vores generation efter mulighederne og ville prøve alt. Vi var som vægtløse væsener og legede med os selv og hinanden. Vi ville ikke vide af nogen begrænsning.
Hvad er det, vi har glemt? Er det ikke loven – den livets lov, der siger, at som man sår, skal man høste? At som man råber i skoven, får man svar? At man kan ikke kaste en sten i vandet uden at der breder sig ringe fra den? At det alligevel ikke er muligt for os at trække os selv til vejrs ved håret?
Denne lov har vi villet glemme eller hæve os over, men så sætter den sig så meget desto smerteligere igennem. Jeg synes, det er en tragedie, De har fortalt mig i aften, fortsatte præsten, og jeg synes, at De i en besindelse på tragediens karakter skulle forsøge at overvinde tragedien og prøve på at klinke, hvad der ligger i skår. Her så han hen på konen – men hun rystede på hovedet. Det er for sent, sagde hun lige tonløst. Det er for sent.
De gik. Ensomme og gjort fremmede for hinanden af års mishandling af deres kærlighed. To mennesker, der havde ødelagt det for sig selv, og som nu skulle leve med deres ulykkes bitre frugter.
