Regeringen, EU og techgiganterne selv synes alle at stå i kø for at gøre internettet og sociale medier mere trygge. Erhvervsminister Simon Kollerup vil sikre, at ”trygheden er intakt.” En anden socialdemokrat, Christel Sandelmose, glæder sig over, at ny EU-lovgivning vil gøre sociale medier til ”et mere trygt og sikkert univers.” Google arbejder på kunne foreslå brugerne mere trygge, woke søgeord, så ”mankind” erstattes af ”humankind” og ”housewife” med ”stay-at-home spouse”.
Barren for indhold og tale synes at skulle sænkes, så selv de skrøbeligste og sarteste iblandt os kan færdes på sociale medier uden den mindste utrygge sjælsrørelse. Autoriteterne pylrer om vores psykiske velvære. Er vi mon for infantile for dem til de sociale medier? Ingen synes at hidse sig synderligt op over disse anslag mod ytringsfriheden. Kun Elon Musk synes med købet af Twitter at trække i retning af mere og ikke mindre ytringsfrihed. Ingen synes heller at spørge sig selv, om ikke utrygheden er en del af tiltrækningen ved sociale medier. It’s not a bug, it’s a feature, som man siger.
Nej, ingen moralsk panik løber som en steppebrand gennem medierne for tiden, selvom foråret byder på lovgivningsmæssig dobbeltkonfekt. Både Folketinget og EU er på vej med næsten enslydende lovgivning mod techgiganterne, men vreden og den moralske indignation mod denne lovgivning synes næsten ikkeeksisterende. Ingen råber, at de trækker deres pistol, når de hører ordet ”tryghed” som argument for censur.
Vi kan ellers hidse os op over alt muligt andet. Hver uge spredes vores moralske panik gennem medieæteren over den ene eller anden ubetydelige ikke-begivenhed, men et solidt anslag mod ytringsfriheden, hvor kriteriet for at anmelde sociale posts er utryghed, der falder de få, spagfærdige protester i den offentlige arena nærmest for døve øren. Hvordan kan det egentlig være?
Ifølge en en rapport fra Justitia ligger Danmark ellers på andenpladsen, kun overgået af Norge, når det kommer til støtten til ytringsfriheden. Det er jo glimrende. Men når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt sociale medier bør reguleres, så er det blot 9 %, der synes, at man skal afholde sig fra at regulere. Her er vi et mulehår fra at indtage sidstepladsen som den mest censurvillige nation. I lande som Sverige, Ungarn og USA er modstanden mod regulering tre gange så stor.
Så den kommende danske lovgivning skal ikke sparke døre ind nogle steder. Den kan formentlig blive vedtaget med blot enkelte ændringer i tegnsætningen. Tilsyneladende er der en bred, samfundsmæssig konsensus om, at censur af sociale medier er vejen frem. Her til lands synes kun cerebrale typer som Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt at kunne mobilisere et principielt forsvar for ytringsfriheden. Deres argumenter bliver der nok lyttet til, men deres altid rationelle prosa får formentlig sjældent pulsen op hos deres læsere.
Fraværet af moralsk panik tyder på, at når det kommer til ytringsfriheden, så er den mere en præference end en værdi.
Hvad er forskellen mellem en værdi og en præference? Jo, man kan være vegetar, fordi man foretrækker grøntsager for kød; grøntsager er blot en præference. Da fordømmer man ikke ribeye-elskende kødædere. Men man kan også være vegetar af principielle årsager; slagtningen af dyr er mord. Kødelskere bliver da kvalmende og afskyvækkende monstre, som verden nok havde været bedre foruden.
Moralske panikker er desuden karakteriseret ved, at de kun udspiller sig omkring værdier, som der er en massiv, social konsensus omkring: pædofili, seksuel chikane, forskelsbehandling, magtmisbrug m.v. Jo mindre disse fænomener finder sted, jo mere hysteriske er vi omkring dem. Den tyske filosof Odo Marguard formulerede det som de løste problemers lov. Loven siger helt enkelt, at den negative rest har en tiltagende penetrans. Kun massiv, social konsensus fører til moralske panikker – ’troldmænd’ og ’hekse’ brændes på mediernes bål. Er der derimod samfundsmæssig uenighed om værdierne, så har vi kulturkampen.
Men vi synes hverken at have den moralske panik eller kulturkampen. Hele den danske befolkning, Folketinget og regeringen kommer altså formentlig i år til at gøre sig skyldig i det som Jacob Mchangama har døbt Miltons forbandelse – det selektive og principløse forsvar for ytringsfriheden – og som Mikkel Andersson beskrev i Kontrast i sidste uge. Men hvis den demokratiske opbakning er så massiv til lovgivningen, så er det måske ytringsfriheden som moralsk imperativ, der er på vildveje.
Er det vitterligt bedre med censur af sociale medier? Vil censuren sætte en stopper for den samfundsmæssige polarisering, fake news, hævnporno, terrorvideoer, hate speech, cancel culture, trolls, Trump, tweet wars, undergravningen af demokratiet og mediernes økonomi, algoritmisk skabte ekkokamre og filterbobler og flommen af narcissistiske, sardoniske og selvfede posts? Er førnævnte – eller bare noget af det – ikke ret beset simpelthen for utrygt?
Måske. Manna fra himlen er det da ikke ligefrem. Men når vi er i tvivl, bør vi altid vælge ytringsfriheden, selvom der er meget, vi må tåle. Tryghed som kriterium for tilladelige ytringer på sociale medier synes i al fald oplagt til at blive et historisk nederlag for ytringsfriheden og en tanketorsk af dimensioner.
Sarte borgerlige vil fx aldrig blive færdige med at skulle stikke venstreorienterede til techgiganterne, når de igen og igen lufter politiske forslag, der med sikkerhed vil gøre vores børns hverdag og fremtid fattigere, mindre fri og perspektivløs. Ingen spreder vel så meget utryghed som netop de, der er til venstre for midten. Det er selvfølgelig ikke en del af deres selvforståelse, men regeringens socialdemokrater burde da tænke sig grundigt om. Hvis de politiske vinde en dag skifter til stiv kuling fra højre, så kan et tryghedskriterium for ytringsfrihedens grænser så sandelig også anvendes til at censurere det meste af deres politik på sociale medier – fra makrelmadder til Arne-pension. Hitler brugte ifølge Mchangama fx Weimarrepublikkens censurlovgivning mod Socialdemokratiet og kommunisterne.
Ytringsfriheden er at foretrække for censuren. Masser af lande har på papiret haft ytringsfrihed, men det har ofte været døde bogstaver. Ytringsfriheden kan kun have sin vigtige funktion, hvis der er en kultur for ytringsfrihed. Ytringsfriheden er vores bedste værn, hvis ikke vores eneste mulighed for at blive opmærksomme på egne fejl og ubekvemme sandheder om verden. Den gør kurskorrektion mulig. Den kan gøre os i stand til at lade os lede af sand viden. Selvfølgelig kan den skabe splid, splittelse og utryghed, men en stærk ytringsfrihedskultur og institutionel opbakning for denne er et sine qua non for velstand og fremskridt på den lange bane.
I disse år, hvor der synes at blive længere og længere mellem nye videnskabelige sandheder, kan oplysningstidens motto om sapere aude (hav mod til at vide) synes et lidt tyndt argument mod ikke at censurere sociale medier. Det er vel ikke dér, at sandhederne bliver produceret. Nej, men der er masser af studier og undersøgelser, som bliver postet dér, og som ærlig talt kan skabe en del utryghed i selv robuste sjæle. Og selv nettets største nar kunne potentielt lave en post, der ramte én i et erkendelsesmæssigt solar plexus og følelsesmæssigt slog fødderne væk under én. Hvis vi har en kultur, hvor vi skal vare vores tunge og veje hvert et ord for ikke at gøre skrøbelige sjæle utrygge, da har vi ingen ytringsfrihed mere.
Sandheden er som regel ilde hørt, ubekvem og ubehagelig. Vi skal alle dø. Vi lever et tilfældigt sted i et ubegribeligt stort univers. Vi er blot en abe. En forbløffende én, ja, pelsløs og med en overdimensioneret hjerne. Vores natur omfatter det lyse, men så sandelig også det kulsorte og møgubehagelige. Det er alt sammen temmelig utrygt, både ved første erkendelse og nærmere eftertanke.
At vi har fået en kultur, der synes at prioritere trygheden over ytringsfriheden, lover ikke godt for fremtiden. Vi havde formentlig været udødelige og rejst ude mellem stjernerne i dag, hvis ytringsfriheden havde bestået ubrudt siden antikkens Grækenland, påstår filosoffen og fysikeren David Deutsch i al fald i bogen The Beginning of Infinity.
Censur kan uden tvivl skabe sjælefred i en verden, der er stor, truende og fyldt med ubekvemme sandheder og enerverende dårskab. Hvad den kommende censur af sociale medier i tryghedens navn kan komme til at koste os, vil vi aldrig vide. For vi vil have foretrukket trygheden frem for at vide besked.
