Debat

22.04.22

Forsvar for ytringsfriheden skal være svært

Chefredaktørens Blok: Hvis man aldrig oplever, det giver en ubehagelig følelse at forsvare en vidtgående ytringsfrihed, er det formodentlig, fordi man kun forsvarer den for ligesindede. Miltons forbandelse er på spil, også i Danmark.
Foto: FunkMonk / Creative Commons
Foto: FunkMonk / Creative Commons

Forleden var Jacob Mchangama gæst hos den amerikanske debattør Coleman Hughes til en snak om sin nye bog, Free Speech: A History from Socrates to Social Media. En bog, vi også har vendt med Mchangama på Kontrast

Det var som vanligt en begavet og skarp samtale, hvor jeg særlig hæftede mig ved en pointe fremsat af Hughes: Forsvaret for ytringsfrihed skal af og til føles ubehageligt. Hvis man altid føler det ubesværet, vil det formodentlig være, fordi man udelukkende forsvarer ytringsfriheden for dem, der mener ting, man enten er enig i eller finder ukontroversielle.

Derfor, fremhævede han, bør man som forsvarer af en vidtgående ytringsfrihed af og til sidde tilbage med samme fornemmelse, som når man giver en person, man er uenig med, en fortjent undskyldning, selvom man så afgjort hverken har lyst til at erkende en fejl eller give den anden part en indrømmelse.

Det er en skarp pointe, der fint understreger, hvor kontraintuitivt et koncept ytringsfrihed egentlig er. Det giver for menneskehjernen ikke særlig megen mening at tilkende folk, man betragter som modstandere eller sågar fjender, rettigheder, der går imod ens egne interesser. Hvorfor skulle man dog tillade nogen at forsøge at fremme deres sag gennem ord eller handling, hvis det risikerer at skade ens en egen?

Det er derfor, så mange let bliver ramt af det, som Mchangama kalder for Miltons forbandelse, opkaldt efter den engelske filosof og forfatter John Milton. Han blev kendt som en stålsat forsvarer af pressefrihed i 1600-tallets England, for senere at ende som censor af værker, han mente var så farlige, at der måtte være undtagelser, der belejligt nok flugtede med hans religiøse og politiske præferencer. 

På samme måde er historien fuld af eksempler på indædte principielle tilhængere af ytringsfrihed, der pludselig ender med at modsætte sig den for dem, de er særlig uenige med. 

I Danmark har Miltons forbandelse været konstant aktuel, især siden 2005, hvor det blev tydeligt, at store dele af venstrefløjen, som historisk aldrig havde forsømt en skåltale til at hylde ytringsfriheden som demokratiets salt, pludselig blev særdeles ambivalente, i forhold til om det nu også var tilladeligt at anvende den på blasfemiske og måske endda krænkende måder, hvis det kunne risikere at provokere muslimer. 

I dag ser vi både partier, debattører og prominente journalister, som i ramme alvor drømmer om at få genindført den blasfemiparagraf, der ellers indtil 00’erne primært var kendt for at blive brugt mod mere eller mindre provokerende venstreorienterede kunstnere, som gerne ville male Jesus med stiv pik eller synge om Guds lurende øje i det høje. Atter andre mener, at man skal fjerne Rasmus Paludans ret til at få beskyttet sin demonstrations- og ytringsfrihed og dermed antageligvis acceptere, at han efter alt at dømme vil blive overfaldet og det, der er værre, hvis han alligevel gør brug af sin grundlovssikrede ret.

Når det kommer til lige netop Paludan, som mange tydeligvis har udtalt politisk antipati for, og hvis aktioner gang på gang bliver brugt som undskyldning for mere eller mindre troende muslimer til at sætte kvarterer i Danmark og nu Sverige i brand, så ses Miltons forbandelse udfoldet i fuldt flor. Der er ingen grænser for, hvor mange anstrengte og elendige undskyldninger, vi skal høre på, for at lige netop Paludans ytringsfrihed faktisk ikke skal beskyttes.

Netop derfor er det vigtigt som tilhænger af en vidtgående ytringsfrihed at være opmærksom på, hvornår det er, man undlader at forsvare ytringsfriheden for dem, man er særlig uenige med. For det er selvfølgelig ikke kun på venstrefløjen, man finder nutidige eksempler på Miltons forbandelse, selvom det i Danmark anno 2022 klart er her, den er mest udbredt. Også blandt borgerlige er det er problem, når man på den ene side mønstrer et stålsat forsvar for ytringsfriheden, når det gælder Muhammed-tegninger, for få år derefter at støtte et maskeringsforbud i det offentlige rum, som alle udmærket ved er målrettet burkaer, og altså noget, der indlysende er en religiøs ytring.

Jeg er ikke nogen stor fan af den kulturradikale hoftænker Poul Henningsen, men for enhver forkæmper for en vidtgående ytringsfrihed er det afgørende at besinde sig på hans udsagn om, at “hvis der ikke foregår udskejelser og misbrug af trykkefriheden, så har vi ingen”. 

Også når det gælder dem, man bryder sig allermindst om i den offentlige debat.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter