Debat

12.10.22

Premium

Valgsprog: Hvem vandt i høvdingebold?

Helle Birk skriver om, hvordan en identitetspolitisk pil pegede på Søren Pape Poulsen i sagen om høvdinge og indianere. Og hvorfor den er skudt til hjørne.
Søren Pape Poulsen til Folketingets åbningstale 2022. Her modtog han også identitetspolitisk kritik for at omtale grønlændere negativt. (Screenshot fra Folketingets TV)
Søren Pape Poulsen til Folketingets åbningstale 2022. Her modtog han også identitetspolitisk kritik for at omtale grønlændere negativt. (Screenshot fra Folketingets TV)

I USA – epicentret for wokeismen – kan man hurtigt komme i fedtefadet, hvis man siger et forkert ord. Der er dem, der forsøger at profitere på woke-vinden, dem, der lægger sig fladt ned, retter ind og undgår såkaldt kønnet sprog og en sprogbrug, der kan forlene dem med epitetet racist. Og så er der dem, der forsøger at mane til fornuft og desværre ofte ender som en undskyldning for sig selv. 

Endelig er der dem, der giver los og mener, at vi lever i en klovneverden af bavl og ordskvalder og nægter at konvertere og underkaste sig det moralske sprogpoliti, ligegyldigt hvor mange gange de bliver kaldt for sexist, racist, boomer. Der ser ud til at blive flere og flere af sidstnævnte, om end det stadigvæk er op ad bakke. 

To nyere eksempler viser et broget billede af den nye woke verden.

Donald Trump kaldte i kølvandet på 2020-valget senator og demokratisk præsidentkandidat Elizabeth Warren for Pocahontas (1/1024th). Warren har nemlig flittigt identificeret sig som cherokee-indianer i uddannelsessystemet og i en kogebog, hvor hun lavede, ikke indianergryde, men mexicansk suppe. 

Hun er 1/64 til 1/1024 Cherokee. Det viste en DNA-test efter beskyldninger om kulturel appropriation og for at have udnyttet USA’s særdeles lukrative affirmative action-særregler for minoriteter. Warren har efterfølgende undskyldt over for the Cherokee Nation, men ak, for sent. De lånte fjer har skadet både omdømme og politisk karriere.

Washington Redskins var engang navnet på et amerikansk fodboldhold ejet af George Preston Marshall. Det blev det helt tilbage i 1933. Angiveligt for at ære træneren og fire af spillerne, der var indianere. Navnet nåede at blive fornyet igennem 30 år, inden det blev kontroversielt i halvfjerdserne og under præsident Obama, der mente, de skulle overveje at skifte navn. Det var i 2013. Det kommer aldrig til at ske, lovede den daværende ejer. 

Men han gjorde regning uden vært. Eller rettere sagt uden Antifa og Black Lives Matter-bevægelsen. For i 2020 hvor statuer af amerikanske koryfæer blev vandaliseret, røg også en af Marshall. Så blev Washington Redskins navnet ændret til The Washington Football Team og nu til det lidt mere slagkraftige The Commanders.

En rem af huden her i Danmark
Identitetspolitikken har kronede dage på landets universiteter. Først kom den efter eskimologi. På Københavns Universitet kan man ikke mere læse eskimologi, men grønlandske og arktiske studier.

Eskimo er et racistisk ord, måtte man forstå. Isen af samme navn kom på, nå ja, glat is. En nanok-is kan man vist stadigvæk få. På Nationalmuseet hedder eskimo inuit.

Nu er der også bud efter indianske sprog og kulturer. Men det er straks værre, for oprindelige amerikanere smager jo lidt af Guds Eget Land, og indianere kommer jo også fra Syd-, Mellem- og Latinamerika. Så der disputeres blandt de lærde om, hvad man dog skal gøre ved det.  Ja, det er et værre hyr at være identitetspolitisk korrekt – og gud ske tak og lov for det.

Men det var i det klima, at Pape formastede sig til at bruge en parafrase over det gode, gamle danske idiom om, at der er for mange høvdinge og for få indianere i ældreplejen. 

Og så var der ellers nogle, der kom op i det røde felt. Anført af sundheds- og sekunderet af ældreministeren. Det var nedladende af den blå statsministerkandidat, søn af en sosu-assistent, eller med hans egne ord hjemmehjælper, at sige indianer, måtte man forstå.

Ser man på substansen, og ikke ordvalget, er det jo den skinbarlige sandhed, at der er brug for flere sosu-assistenter, sygeplejersker, lærere og pædagoger, politi- og fængselsbetjente. For det, man på amerikansk kalder for essentielle arbejdere, for frontpersonale, i offentlige institutioner. Bare se under coronanedlukningen. Det var ikke konsulenter, rådgivere og kommentatorer, samfundet skreg på.

De alt for mange høvdinge
”Det er vel ikke et mål i sig selv at administrere, tænker jeg,” sagde Pape under Folketingets åbningsdebat.

Vis mig bare en politiker, der vil bestride ordenes visdom og ikke give Pape ret. I teorien i hvert fald. Alligevel får vi flere og flere høvdinge og færre og færre indianere for nu at blive i terminologien. Og hvorfor nu det? Det har i årevis været på valgplakaten, at det er et kæmpe problem. Der skal gøres op med bøvl og bureaukrati, har man haft som erklæret mål på både midten og til højre og venstre.

I praksis er situationen beklageligvis en helt, helt anden. Der er stadigvæk alt for mange spindoktorer og rådgiver og kommunikationsmedarbejdere, skrivebordsgeneraler, papirnussere, bureaukrater, pseudoarbejdere og konsulenter i dagens Danmark. Bevares, der er brug for bureaukrater. Men antallet betyder noget. Selvfølgelig gør det det. Bureaukratiet er muteret til et utal af varianter af new public management-pseudoarbejde. Offentlige institutioner drives som private, og konkurrerende, virksomheder. 

Så nej, hr. statsministerkandidat, det er bestemt ikke et mål i sig selv at administrere, men det er beklageligvis et mål for mange at blive administratorer. 

For det er hårdt arbejde at være frontpersonale. Og det bliver ikke mindre hårdt år efter år, hvor der er stigende – lad os da bare bruge politiker-lingo og kalde det for – udfordringer i folkeskolen, på sygehusene og plejehjemmene. I fængslerne og i visse kvarterer. Og det er en af grundene til, at flere og flere vælger at blive mellemledere, konsulenter, spindoktorer, kommunikations-medarbejdere, talspersoner og rådgivere udi diverse. Og så, naturligvis, fordi de kan.

Og I politikere har ikke knækket koden. Når arbejdsstyrken bare stiger og stiger i det offentlige, er det i bøvl- og bureaukrati-segmentet – ikke i syge- og ældrepleje-ditto.

Hvem vandt i høvdingebold?
Forargelse over sine politiske modstandere og at score billige point på sin påståede moralske overlegenhed er blevet en nationalsport i dansk politik. Nogle partier er bedre til det end andre.

Sosserne slap ikke så godt fra det denne gang. Var Papes sprogblomster blevet plantet på Københavns Rådhus, var det sikkert blevet til en rigtig møgsag, der var gået i udvalg og havde resulteret i endnu en sprogpolitik for, hvilke idiomer og talemåder der er kosher, og hvilke der er fy, fy skamme.

Men nu arbejder Pape ikke på rådhuset, men på Christiansborg. Og borgfreden er genoprettet – hvad hans brug af metaforer angår (brug af analogier er en anden sag). Måske fordi cowboydere og indianere er en elsket børneleg her i Danmark, mere end det er en politisk varm kartoffel. Måske fordi den brede befolkning, vælgerne, er dødtrætte af identitetspolitik. I øvrigt er, eller rettere var, en landshøvding en embedsmandstitel – på Grønland (sic!), og hvad er mere dansk end Gøngehøvdingen.

Papes bemærkning – om proportionerne mellem indianere og høvdinge i velfærdsstaten – var velanbragt. Så de rødes forsøg på at antænde woke-bålet blev skudt til hjørne. Og som en ekstra fjer i hatten demonstrerede det, at i Danmark er vi ikke så woke, at det gør noget. 

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

48

Årlig betaling

550

Hvorfor blive medlem og betale? Fordi det er medlemmerne, der betaler for indholdet.
Vi har gjort det så billigt, at alle kan være med.

Kontrast stræber efter at blive:

Dit borgerlige anker i en woke tid

En autentisk borgerlig stemme

En borgerlige modvægt

Debat med bid, vid og humor

Dit borgerlige fællesskab