Da statsministeren udskrev valg, kom hun for skade at nævne utryghedsskabende adfærd, og hun leverede et eksempel på noget, som hun mener, at folk oplever ude i virkeligheden.
“Vi vil huske på dig, der ikke tør gå ned i vaskekælderen på grund af nogle utilpassede unge, som forpester din hverdag,” sagde Mette Frederiksen.
Men, måtte man forstå på Twitter, så var det helt skørt, og Ekstra Bladet samt Berlingske kunne da også straks rapportere fra vaskekældre, hvor alt heldigvis åndede fred og ro. Selve idéen om at nævne problemer med vaskekældre måtte man forstå var en slags verdensfjern populisme uden hold i virkeligheden, og måske endda lidt komisk.
Historien er sådan set banal og velkendt. Hvis en person, der bliver betragtet som hørende til den værdipolitiske højrefløj på et givent emne, siger noget, der kan tolkes som kritisk over for en adfærd angiveligt typisk begået af indvandrere, vil dette per definition blive mistænkeliggjort.
Man så det samme, da Inger Støjberg på Facebook problematiserede unge indvandreres adfærd i biografer, hvorefter man måtte forstå, at dette ligeledes var et non-issue. Et par år senere erkendte nogle af de unge, som Støjberg skrev om, dog, at de havde opført sig præcis på den problematiske måde, Støjberg beskrev. Men det var alligevel ret træls, fordi noget med racisme, der faktisk var det reelle problem.
Det samme så man, da Palads tilbage i 2012 gjorde opmærksom på støjende adfærd i forbindelse med fejring af den muslimske højtid eid, hvilket blev udskreget som racisme. Senere er vagter i forbindelse med eidfejring naturligvis noget nær standard i en række byer på grund af præcis de problemer, som Støjberg beskrev. Nu er det blot en del af new normal. Intet at se her.
Så modus operandi kan nogenlunde koges ned til, at problemet ikke findes, og hvis det gør alligevel, så er problemet faktisk racisme.
Det sjove er, at både blandt medier og Twittører er anekdoktiske beretninger om, hvor fredelige folk synes deres vaskekældre er, åbenbart en meget troværdig kilde til information. Og i andre mere politiske korrekte sager er forfærdelige hændelser faktisk også noget, man hellere end gerne må udlede en generel tendens af. Sådan var det for det bestialske kvindedrab i Aalborg tidligere på året, som angiveligt viste, at kvinder er voldsomt udsatte i nattelivet (selvom de fleste, som bliver dræbt og udsat for vold her godt nok er mænd). Men det gælder ikke i debatten om vaskekældre.
Som lektor i retsfilosofi Jakob Holtermann ironisk konstaterede på Facebook.
“De cirka samme mennesker, der mener, at #textmewhenyougethome er en sober og passende beskrivelse af et altdominerende utryghedsproblem i dagens Danmark, mener, at enhver snak om utryghed ved at gå ned i sin boligforenings vaskekælder er full-blown fear-mongering populisme.”
For hvis medierne havde gidet lave en smule research, ville de faktisk kunne se, at der er ganske mange eksempler på utryghedsskabende adfærd i vaskekældre. Det kræver kun ganske få sekunders simpel googling, inden man falder over en kvinde i Nørresundby, der for kort tid siden blev overfaldet med kniv i sin vaskekælder. I Viby blev en 12-årig i 2021 udsat for grov vold mens en kvinde, der kom ham til hjælp, blev slået ned, også i en vaskekælder. I januar 2021 blev en mand blev slået ned efter at have hentet vand i en vaskekælder.
I 2017 blev en bombe, der var formodet som led i en verserende bandekonflikt, fundet i en vaskekælder i Aarhus. I 2013 blev en gravid kvinde overfaldet i en vaskekælder, og i Greve blev en mand i 2017 også udsat for vold i en vaskekælder. Og i en særdeles omtalt sag fra 2010 blev en kvinde fundet myrdet i en vaskekælder i Herning.
Et af de mere interessante journalistiske produkter, som statsministerens bemærkning har affødt, er en reportage som TV2 Lorry har fra Mjølnerparken, hvor de taler med en beboer, som forklarer, at afdelingens døre står ulåste, fordi de ellers bliver sparket ind, og fortæller om en oplevelse fra sin vaskekælder.
“I sommer gik jeg herned. Der var meget få ledige maskiner – og mange af mine naboer. Normalt hilser vi, men denne dag blev jeg ignoreret på det groveste. Der var både kvinder og mænd, der stod og så til, at tøjet blev vasket ordentligt. Jeg havde kun en lille top på, fordi det var varmt. Det var tydeligt at se, at nogle ikke brød sig om min påklædning. Men direkte utrygt var det ikke.”
Beboeren ønsker – af uransagelige grunde – ikke at stå frem med sit rigtige navn eller billede. Om det skyldes hensyntagen til det gode naboskab eller andet, fremgår ikke.
Betyder det, at vaskekældre dermed er utrygge? Det skal jeg ikke kunne sige. Men det er temmelig tydeligt, at hvis man villig til med samme ildhu at fokusere på anekdotiske eksempler som belæg for en generel tendens, som man anvender i andre sammenhænge, er det meget svært at komme uden om, at rigelig taler for, at vaskekældre i en række sammenhænge og med god grund ikke er blevet oplevet som videre trygge steder.
