Debat

11.07.22

Venstre: Mere frihed og flere muligheder til danskerne

Blå ambitioner: Med et folketingsvalg lige om hjørnet har Kontrast spurgt de borgerlige partier, hvordan de hver især vil ændre Danmark til det bedre. Vi lægger ud med at høre fra Venstre og politisk ordfører Sophie Løhde. Det handler blandt andet om frie valg, grønne løsninger og konsekvente krav til udlændinge.

Danmark er et land, hvor vi i generationer har arbejdet for at skabe mere frihed og flere muligheder. Det skal vi blive ved med. For det er friheden og mulighederne, der gør, at den enkelte kan forme sit liv, som man ønsker det. 

I Venstre ønsker vi at skabe et Danmark, hvor den enkelte tager ansvar for sin egen tilværelse og har frihed til selv at bestemme, hvordan livet leves bedst. Vi har som ambition, at Danmark skal være friere, rigere og hænge endnu bedre sammen. Økonomisk, socialt, mellem land og by.

Samtidig skal vi sætte fart på den grønne omstilling. Derfor vil Venstre stille sig i spidsen for en borgerlig klimapolitik, som både indfrier målet om at nedbringe udledningen med 70 procent i 2030 og samtidig giver erhvervslivet vilkår, som muliggør århundredets erhvervseventyr.

I Venstre mener vi, at vi skal være mulighedernes land. Et med reelle frie valg i velfærden fra vuggestue til plejehjem. Og hvor vi giver iværksættere og erhvervsliv endnu bedre mulighed for at folde sig ud. Vi skal være et land, hvor vi hver eneste dag arbejder for, at generationerne efter os får endnu mere frihed og endnu flere muligheder, end vi selv har haft.

Sådan er det ikke i dag. Desværre. For den nuværende socialdemokratiske regering har grundlæggende gjort det modsatte, siden de fik regeringsansvaret i 2019. Regeringen har begrænset vores frihed og skåret i vores muligheder, siden de tiltrådte. Det er blevet dyrere at være dansker. Det private initiativ er blevet indsnævret. De unge har fået indskrænket deres frie gymnasievalg. Og friskolerne presses af regeringen. 

Hvis Venstre efter næste folketingsvalg får regeringsansvaret, vil vi sikre, at vi og generationerne efter os får endnu mere frihed og endnu flere muligheder end i dag. 

Venstre har helt konkret seks klare prioriteter, som vi går til valg på, og som vil sikre, at vi opfylder vores målsætning om at skabe et Danmark, der er friere, rigere og som hænger endnu bedre sammen. 

  • Danmark skal gå forrest i klimakampen: Danmark skal være et land, der går forrest, opfinder og udvikler de grønne løsninger, der er brug for i hele verden. Vi skal skabe grønne arbejdspladser – ikke miste dem. Hvis produktionen flytter ud af landet, så gør vi ikke klimaet bedre - kun Danmark fattigere. Det kræver, at vi er klar til at prioritere den grønne omstilling, både når det kommer til mere forskning og til at hjælpe virksomheder med at udvikle og investere i nye teknologier. Det er vi klar til.

  • Et sundhedsvæsen, der sætter dig først: Danmark skal have et sundhedsvæsen, hvor patienten er vigtigere end systemet. Derfor har Venstre sikret, at du i dag kan komme i privat behandling, hvis det offentlige ikke har plads, ligesom vi har givet patienterne rettigheder og nedbragt ventelisterne og meget mere. Desværre er udviklingen gået i stå med den socialdemokratiske regering. Patientrettighederne er blevet udvandet, behandlingstiderne har været stigende, og systemet sættes over patienten. Venstre vil en anden vej. Vi vil for eksempel have forkortet ventelisterne og sikret flere læger. 

  • Mere frihed til selv at bestemme: Den socialdemokratiske regering har gang på gang vist, at den ønsker at indskrænke danskernes frie valg. Om det drejer sig om friskoler eller at vælge et gymnasie, så vil den socialdemokratiske regering altid give færre muligheder og mere ensretning. Vi vil en anden vej. Vi tror nemlig på, at du er den bedste til at træffe beslutninger for dig selv. Konkret har vi for eksempel givet som valgløfte at rulle den socialdemokratiske regerings aftale om tvangsfordeling af gymnasielever på baggrund af forældres indkomst tilbage. 

  • Konsekvente krav til udlændinge: Udlændinge, der vælger at være i Danmark, skal tage det danske samfund til sig. Integration er et personligt ansvar, og vi skal som samfund turde stille konsekvente krav. Venstre vil derfor indføre en arbejdspligt for indvandrere i kontanthjælpssystemet, ligesom vi vil straffe forbrydelser som vold og voldtægt markant hårdere. Vi vil sætte hårdt ind over for social kontrol og blive markant bedre til at udvise kriminelle udlændinge. Den socialdemokratiske regering har i stedet valgt at afskaffe kontanthjælpsloftet og hæve ydelserne til især arbejdsløse indvandrere. Det betyder, at det i mindre grad kan betale sig at skifte kontanthjælpen ud med et arbejde. Venstre vil den anden vej: Flere indvandrere skal bidrage på arbejdsmarkedet.

  • Det skal kunne betale sig at arbejde: Den socialdemokratiske regering har gjort det dyrere at være dansker – og samtidig har de gjort det mere attraktivt at vælge sofaen frem for arbejdsmarkedet. Venstre vil i stedet belønne de hårdtarbejdende danskere og sikre, at det bedre kan betale sig at tage et arbejde. Vi vil blandt andet sænke skatten for folk i arbejde, så helt almindelige familier, der går på arbejde, kan mærke det i deres økonomi, ligesom vi vil belønne unge og ældre, der vil yde en ekstra indsats. Med den socialdemokratiske regerings dagpengeaftale vil 140.000 hårdtarbejdende lønmodtagere få mindre i løn, end nogle dagpengemodtagere kan få i ydelse. Derfor vil vi rulle de højere ydelser til arbejdsløse tilbage. Det handler om rimelighed.

  • Vi skal tage større ansvar for Danmarks sikkerhed: Vi skal passe på Danmark. Vores demokratiske verdensorden er sat under pres af lande, der ser stort på de internationale spilleregler. Vi har i Vesten længe taget friheden for givet, og det er blevet udnyttet. Danmark og andre demokratiske lande skal vise, at vi står vagt om de liberale og demokratiske værdier, som er afgørende for en fredelig og tryg verden. Derfor skal Danmark også bruge 2% af vores BNP på forsvaret, så vi lever op til vores forpligtelse til NATO. Vi skal være en solid og troværdig alliancepartner og bidrage til en mere fredelig verden. 

På disse områder vil danskerne opleve helt konkrete forskelle på den nuværende socialdemokratiske regering – og så en regering ledet af Venstre. 

Et friere liv er et rigere liv. Det er derfor, vi aldrig opgiver kampen for at sikre, at der skal være mere frihed og flere muligheder i Danmark. Og det er derfor, man skal stemme på Venstre til det kommende folketingsvalg. 

Bliv klogere på Venstre:

  • Formand: Jakob Ellemann-Jensen

  • Stiftet: 1870

  • Politisk ordfører: Sophie Løhde

  • Antal mandater i Folketinget: 39

  • Få nyhedsbrev fra partiet: - link

  • Bliv medlem af partiet:- link 

  • Følg på Facebook:- link

  • Lyt til partiets podcast: link

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter