Debat

12.02.22

Venstre til trojansk hest: Nej, hvor ser du sød ud!

Tobias Petersen: Ekstreme identitetspolitiske idéer vinder frem under dække af tiltag som seksualundervisning, der ser harmløse og oplagte ud på overfladen. Senest er ellers borgerlige stemmer fra Venstre gået i aktivisternes snedige fælde.
Illustration: Vectorstock og billeder fra Steen Brogaard/Folketinget, redigeret.
Illustration: Vectorstock og billeder fra Steen Brogaard/Folketinget, redigeret.

Seksualundervisning er det nye sort. Mens gymnasieelever strejker for obligatorisk seksualundervisning i gymnasiet, godt hjulpet på vej af interesseorganisationerne på området, står politikere på begge fløje i kø for at give de unge, hvad de vil have.

I en pressemeddelelse fortæller børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om en pulje på to millioner kroner, som har til formål at styrke seksualundervisningen på ungdomsuddannelserne og den forberedende grunduddannelse (FGU). Hos Sex & Samfund jubler man over initiativet, og det samme gør man hos Det Kriminalpræventive Råd.

Hos Venstre er holdningen også klar. Tidligere på ugen argumenterede to af partiets kvindelige folketingsmedlemmer for obligatorisk seksualundervisning i gymnasierne.

”Emnet er simpelthen for vigtigt til at lade være. Dertil foreslår vi, at der indføres seksualundervisning på ungdomsuddannelserne. Det skal naturligvis være undervisning med et tidssvarende og relevant indhold herunder emner som eksempelvis basal viden om seksuel sundhed og beskyttelse mod kønssygdomme, krænkende adfærd på de sociale medier og hævnporno og viden om egne og andres grænser,” lød det fra Karen Ellemann og Ellen Trane Nørby i et fælles læserbrev i Avisen Danmark.

De to venstrekvinder afsluttede læserbrevet med en hilsen til Socialdemokratiet, hvilket muligvis indikerer, at de godt vidste, hvilken vej vinden blæste, da de skrev det.

”Der er ikke copyright på politik. Af samme grund skal den socialdemokratiske regering være mere end velkommen til at lade sig inspirere af vores forslag.”

I hvert fald endte regeringen få dage senere omtrent det samme sted.

På overfladen lyder det hele tilforladeligt. Kun den mest formørkede sjæl kan være imod, at unge lærer om køn og seksualitet. Samtidig virker det fornuftigt, at seksualundervisningen udvikler sig væk fra kun at handle om menstruation og evnen til at sætte et kondom på en penisattrap til også at handle om grænser, samtykke og lyst. Tager man jahatten på, er der meget glæde sig over.

Smilet stivner imidlertid hurtigt, hvis man lægger hatten fra sig og ser mere nøgternt på, hvad der foregår. Debatten om seksualundervisning følger de efterhånden kun alt for kendte regler fra andre debatter på det identitetspolitiske område. Regler, der kan skitseres som følger:

1. De identitetspolitiske aktivister udvælger et ord, som beskriver noget, de fleste har en klar holdning til. Enten noget, de fleste er imod (fx sexisme eller racisme), eller de fleste synes om (fx seksualundervisning).

2. Herefter skaber aktivisterne en ny betydning af ordet, som er indlejret i en bredere samfundsopfattelse (fx at sexisme er rodfæstet i det patriarkalske samfunds strukturer).

3. Herefter forfølger aktivisterne en todelt strategi. De markedsfører deres aktivisme ud fra den oprindelige betydning af ordet, men bruger den nye i deres indhold, fx undervisningsmateriale.

4. Herved opnår aktivisterne tilslutning til udbredelsen af deres idéer og politikker, da de fleste misforstår, hvad de støtter. De tror, de støtter det, ordet oprindeligt betød (fx kampen mod racediskrimination), ikke det, ordet betyder i aktivisternes redefinition (fx at alle hvide mennesker er racister).

I forhold til seksualundervisning er den oprindelige betydning at lære eleverne om reproduktion, prævention, sex, kønssygdomme osv. I en nutidig udgave også grænser, samtykke og lyst. Udtrykt med filosoffen Nicholas Shackel kan det kaldes aktivisternes motte. Det er det ukontroversielle, som er let at forsvare, og som de færreste har noget imod.

Bagved ligger det kontroversielle, det Shackel kalder argumentationens bailey, og som jeg kalder aktivisternes nye eller redefinerede betydning af ordet. I forhold til seksualundervisning er det den tilgang, der kaldes normkritik. Normkritikken er i familie med intersektionel feminisme og queerteori og har ifølge sine tilhængere til formål er at synliggøre, kritisere og forandre strukturer og normer, som hævdes at være begrænsende for personer, der ikke tilhører majoriteten i samfundet. 

I praksis bliver normkritikken hurtigt til et angreb på det eksisterende samfund og de kategorier, det hviler på. I sin kamp for dem, der står uden for normaliteten, angriber normkritikken selve idéen om det normale. I stedet for at argumentere for, at ord som ”normal” og ”almindelig” beskriver statistiske forhold og ikke skal forstås normativt, kæmper normkritikkerne for at nedbryde kategorierne. Lykkes det, er kampen for de ”unormale” vundet. For hvis intet længere er normalt, er der heller ikke længere nogen, der er unormale.

Normkritikken hviler på idéen om privilegier baseret på blandt andet køn, klasse, etnicitet og seksualitet. I Sverige sendes skoleelever i normkritikkens navn på såkaldte privilegiepromenader, hvor eleverne tildeles forskellige roller og skal forholde sig til forskellige påstande. Et eksempel på en rolle er: ”Du er 16 år. Du er hvid. Du er en dreng. Du spiller tennis i fritiden.” Et andet eksempel lyder: ”Du lever som gemt flygtning. Du bor sammen med din familie i en lejlighed.” Med rollerne på plads skal eleverne forholde sig til udsagn som: ”Jeg har mere frihed end mine søskende på grund af mit køn.” Eller: ”Ingen har sagt noget negativt til mig om min seksuelle orientering.”

I coronatiden blev der tillige udviklet særlige privilegiepromenader med fokus på corona. Her lød en af påstandene: ”Den information, som findes om corona, er på et sprog, jeg forstår.” En anden lød: ”Jeg kan spise mig mæt, selv om jeg ikke får frokost i skolen.”

Normkritikken er altså andet og mere end en legitim og fornuftig kamp for, at der skal være plads til alle, også dem, der adskiller sig fra flertallet. Normkritikken ønsker at opløse det eksisterende samfund med udgangspunkt i dets kategorier og er baseret på en privilegieteori med moralske og politiske undertoner, som søges indlejret i eleverne i forbindelse med undervisningen. 

Intet af det bør komme som en overraskelse for nogen. Det er tilladt at google, hvis man er i tvivl om, hvad normkritik er. Så meget desto mere er det til gengæld en overraskelse, at Venstre ikke har blik for, hvad det er, partiet støtter.

Tror man i Venstre, at de normkritiske aktivister vil afholde sig fra at bruge seksualundervisningen til at udbrede det syn på mennesker og samfund, de brænder for? Forstår man ikke, at det er lige præcis det, der kommer til at ske? Har man tænkt over, hvilke politiske konsekvenser det vil have, at en generation af unge bliver marineret i privilegieteori og foragt for det eksisterende samfund?

Jeg tror det ikke. Jeg tror, man har tænkt, at mere seksualundervisning lyder fornuftigt. Jeg tror også, man har vejret stemningen og vurderet, at man ikke må komme til at virke gammeldags og umoderne i de unges øjne. Intet er jo i dag farligere end at blive betragtet som en boomer.

Ja, sådan tror jeg, det er gået til. I mødet med den trojanske hest har Venstre kun set hesten. Det er derfor, Venstre, da det skete, kun havde ét at sige: Nej, hvor ser du sød ud!

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter