Debat

Vi har brug for digternes stemmer fra natten

01. aug. 2021

En styrkelse af demokratiet går ikke altid af moralismens lige vej, skriver Kasper Støvring om tekstfragmenter i litteraturen. En overset genre, der ofte spiller sammen med en konservativ livsforståelse, selv når forfatterne er venstreorienterede.

Der findes en særlig type kulturkritik, der altid har fascineret mig. Det er en hybridgenre af refleksion og fiktion. På dansk grund er formen relativ ukendt, men især i tysk litteratur præger den værker af Ernst Jünger, Botho Strauss, Walter Benjamin, Adorno og Nietzsche, altså digterfilosofiens billedrige fragmentstil.

I min nye bog, Fragmenter fra malstrømmen, har jeg givet mit eget bud inden for genren. Bogen er en samling af tekstfragmenter udformet som en type kulturkritik, der imidlertid ikke kun handler om politik, men også om blomster og fugle, om kunst, teknologi og kristendom, alt sammen isprængt naturbeskrivelser.

Noget af det mest værdifulde ved genren er, at den i modsætning til den klassiske debat- eller fagbog kan rumme mange typer erkendelser og udtryksmåder.

Ofte finder man, som hos Jünger, prosastykker af epifanisk karakter: Noget vigtigt er erfaret i et øjebliks åbenbaring, men præcis hvad det er, er sværere at sige. Det enigmatiske er en del af genren, ligesom man ofte finder forfinede og fortættede refleksioner som hos Adorno og Benjamin, aforismer som hos Nietzsche, og allegoriske fortællinger som hos Strauss. Det stimulerer fantasien og indlevelsesevnen.

Trods fragmenternes umiddelbart forvirrende, kalejdoskopiske udtryk gemmer de ofte på en dybere orden. Det kan ses i det mønster, man som regel kan ane overalt. Min egen bog er for eksempel ordnet i tre dele, fra præsentation over konflikt til soning. Fra det konkret-aktuelle til det mere abstrakte-tidløse, fra politik til natur, religion og myte. Organiseringen består i skjulte forbindelser via association mellem fragmenterne.

En af de bedste bøger i genren, Ernst Jüngers Det eventyrlige hjerte, handler bl.a. om nærstudier af naturfænomener, men indlejret i en overordnet, vitalistisk metafysik om kraften og formen, hvor skønheden er tæt forbundet med det farlige. Et fragment hedder ‘Tigerliljen’ og lyder i sin helhed således i René Jean Jensens fine oversættelse:

”Lilium tigrinum. Meget stærkt tilbagebøjede kronblade af en sminkelignende, voksagtig rød, der har stor lyskraft, men er spættet fint med talrige ovale, sortblå pletter. Disse pletter er fordelt på en måde, der tyder på, at den levende kraft, som frembringer dem, gradvist bliver svagere. De mangler således helt ude ved spidsen, mens de nær bægerbunden er så kraftigt fremspringende, at de står på høje, kødfulde udvækster som på stylter. Støvdragere med den narkotiske farve af mørkerødbrunt fløjl malet til pudder. Ved synet opstår en forestilling om et indisk gøglertelt, i hvis indre der lyder en sagte, forberedende musik.”

Andre elementer, der bidrager til en orden bag mangfoldigheden, er ledemotiver og gennemgående symboler og metaforik. I min bog er det dels hvirvlens mønster, dels vandets element med symbolske bibetydninger af kaos og undergang, men også skabelse. Edgar Allan Poes fortælling Nedfart i malstrømmen spiller en afgørende rolle gennem hele bogen.

Med vandet som billede på den dynamiske kraft, det skabende og omskabende, følger også indtrykket af intensitet og accentueringen af pludselighed, uforudsigelighed og acceleration. En kernetanke er idéen om peripeti: vendepunktet, skæbneomslaget, hvor maskerne falder, sandhedens øjeblik, de voldelige omslag.

Fordi fragmentformen kan rumme den slags erfaringer, giver den et emotionelt stærkere, mere livsnært indtryk, end man kender fra mange andre genrer.

Når fragmentgenren ofte er knyttet til en konservativ livsforståelse – selv hos erklæret venstreorienterede forfattere som Benjamin og Adorno – skyldes det, at forfatterne udfolder det, jeg har kaldt ”mytisk modernisme”. Formsproget er nyt og eksperimenterende, men det er anskuelserne ikke.

Det, disse forfattere viser, er, at vores tid er gammel; den er fyldt med det, vi troede, var overvundet. Deraf kommer de mange åbenlyse og skjulte henvisninger til gamle myter, begivenheder, figurer og klassiske værker, allusioner, skjulte henvisninger og citater.

Vi er på en måde i et tidløst rum, i den evige genkomst af det samme. Deraf brugen af tunge og usamtidige ord som ”skæbne” og – især hos Jünger og Nietzsche – et indtryk af heroisk fatalisme og resignation samt spændingen mellem øjeblikkets kaos og en tidløs orden. Forfatterstemmen er derfor ofte lakonisk: distanceret, melankolsk og dunkel.

Tilsvarende er tonen også afgørende. Man finder ofte et udtryk, der er båret af anelser, jærtegn, varsler, som understreger en fornemmelse af vildrede, men også af det sted, man kan bringes til at iagttage fra et højere punkt.

Med sigte på Botho Strauss’ forfatterskab har Søren Ulrik Thomsen træffende karakteriseret stilen som en forening af politisk radikalitet og poetisk underbestemthed. For sandt er det, at disse forfattere ofte er radikale i deres kulturkritik, fordi genren indbyder til det.

Det får mange til at afvise disse forfattere som illiberale. Men her skal man huske, at det langtfra altid er den erklæret humanistiske og samfundskritiske litteratur, der politisk set er mest interessant. Det er tværtimod ofte den skandaløse litteratur, der strider mod den gode moral. For her formuleres vigtige erfaringer.

Milan Kundera skriver et sted, at umodne mennesker ofte gør sig til dommere over den skandaløse litteratur, den konservative, ”upolitiske” litteratur, uden at være klar over, at takket være dette skandaløse indhold rummer netop denne litteratur en eksistentiel viden, som ville gøre umodne læsere mere voksne.

Politiske moralister, der er talrige i vores cancel culture-tider, går glip af denne viden og dermed de læreprocesser, der er forbundet med den. Det er, hvad der ligger i begrebet om ”den farlige tænkning”. Forfattere som Ernst Jünger bekender sig slet ikke til en oplyst, demokratisk holdning, og forfattere som Strauss forsøger ikke hele tiden at forsikre læseren om sit demokratiske sindelag. Det, de formulerer, er ikke så meget anti-demokratiske positioner, men snarere dissonantiske, tvetydige erfaringer.

De oplyst liberale har betænkeligheder ved at blive ført hen i disse zoner. Men en styrkelse af demokratiet går ikke altid ad moralismens lige vej, men ad krattets mørklagte, skeptiske, vilde stier. Man lærer ofte mere af uforudsigelige og uforsonlige outsidere, der lader sig lede af stoffet, af en søgen efter sandhed, snarere end af gode og skønne idealer.

Det var de totalitære stater, der forbød kunstens autonomi og den frie, vilde og farlige tænkning, men det var også disse stater, der manglede et selvkorrektiv og derfor brød sammen. De lod kun de erfaringer, der bekræftede selvforståelsen, komme til udtryk.

Også derfor har vi brug for disse randeksistenser, stemmerne fra natten, som jeg kalder dem i min bog.

Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årlig betaling

23 kr./uge



1.200 kr./året.

Månedlig betaling

10 kr./uge

de første fire uger.

Derefter 119 kr./måned. Kan kun købes indtil 26. september.

Månedlig betaling

28 kr./uge



119 kr./måned.