Forleden kom en melding fra sundhedsmyndighederne om, at der blev lukket for såkaldte drop in-vacciner i København. Det var kommet Region Hovedstaden for øre, at der var opstået kø-problemer. På sociale medier beretter folk om, hvordan de har måttet vente i timevis, når de vil vaccineres mod corona. Der er noget, der ikke fungerer.
På hjemmesiden vacciner.dk fungerer det heller ikke. Også her må folk vente i kø i uhørt lang tid for at få lov til at booke en vaccine. Skal man tro på de historier, kan der ofte gå lang tid, før der i det hele taget er en ledig tid at booke. Og flere brugere bliver angiveligt mødt med fejlmeldinger, hvor de får at vide, at de slet ikke er en del af vaccineprogrammet. Ja, der er noget, der ikke fungerer.
Faktisk en hel del. Det er lige nu, som om vi bare lader, som om at vi tager coronaen alvorligt.
Send børnene hjem og i skole
Da Mette Frederiksen i sidste uge tonede frem på skærmen med sin efterhånden alt for karakteristiske alvorlige mine, var budskabet mudret. Trods høj vaccinationsgrad og et lavt antal indlæggelser skulle Danmark igen lukkes ned. Eller rettere. Det skulle Danmark ikke. Vi skulle undgå nedlukningen ved at lukke ned. Vi skulle altså gøre de ting, vi plejede at gøre, da der var lukket ned – navnlig ingenting – sådan at vi kunne undgå at sidde en hel vinter uden at kunne foretage os noget.
Nå, i det mindste har kirkerne fået lov til at være åbne. Indtil de laver det om. Barer og værtshuse er også åbne. Men kun til midnat. Det er der vel en vis ræson i, hvis man antager, at disse lokaliteter faciliterer et umådeholdent alkoholindtag. Efter sigende får det folk til at kaste hæmninger og corona-forholdsregler overbords for i stedet at give sig hinanden og livet i vold – hvad man jo ikke må her under en nu igen samfundskritisk pandemi.
Børnene derimod, de skal sendes hjem fra skole. De smitter nemlig. Det er godt nok i høj grad hinanden, og de bliver ikke for alvor syge af det, men hvorfor nøjes med livrem og seler, når man også kan gå med kyskhedsbælte.
Ja, nu er det jo godt nok ikke længe, de skal være hjemme. Et par dage ekstra. Hvis omikron havde forestillet sig at boltre sig i smittemuligheder torsdag og fredag, kan den tro om igen!
Eller måske ikke.
For børnene vil i stort tal være på deres skoler alligevel. Der er nemlig nødpasning, og hjemmearbejde er ikke en mulighed for alle. Selv offentlige arbejdspladser forsøger trods Mette Frederiksen bekymrede miner og dystre alvor at holde folk på kontoret frem til juleferien. Så nu skal børnene altså i nødpasning. Det sker typisk samme sted, de går i skole. Men måske smitter corona kun i skolen og ikke i fritidsordningen?
Det er ligesom med julefrokosterne. De er kun farlige, hvis de foregår i regi af arbejdet. I privaten derimod! Så længe man husker at spritte af, forstås. Men så er det jo godt, at der er snaps. Som sagt: Vi leger, at det er alvor.
Omikron-mummespil
Det er svært at ryste fornemmelsen af sig, at denne vinteroffensiv mod omikron har karakter af et mummespil. Der er gået ritual i vores forholdsregler. Det er ikke, fordi jeg ikke tror, at det kan virke med alle disse masker og alle disse ikke nedlukkende nedlukninger. Hvis de ikke formår at dæmpe smitten, formår de i det mindste eftertrykkeligt at dæmpe mit humør. Ikke at det i øvrigt er en politisk opgave at holde det højt.
Problemet er netop, at vi tager corona meget alvorligt, bortset fra når vi ikke gør. Deri ligger mummespillet, det rituelle.
Bevares! Det kan godt være, det virker. Lidt har også ret, og så har meget lidt jo meget ret. Og hvis antallet af intensivindlæggelser forbliver så lavt, som det er nu, hvor man skal være ualmindelig eksponentielt tænkende for at begribe problemet, ja så kan man i hvert fald altid sige, at det hele gik, og at det nok skyldes, at børnene var i nødpasning i stedet for i skole, og at vi da i det mindste stod i kø til vaccinen.
Det er ligesom en tvangsneurotiker, der kan glæde sig over, at himmelen heller ikke faldt ned i dag, fordi han huskede at åbne døren ved at dreje fire gange på håndtaget, bukke, gnide hænder og gå baglæns ind i stuen.
Coronaens gullaschbaroner
Bag ved denne nagende tvivl om, hvorvidt vi nu også tager omikron så alvorligt, som vi påstår, at vi gør, ligger en anden og dybere tvivl. Handler det her overhovedet om corona længere? Eller er vi gået ind i en ny fase, hvor vi bruger værktøjerne fra pandemiens kritiske fase til at håndtere almindelige strukturelle problemer i sundhedsvæsenet, hvor antallet af intensivpladser er helt i bund?
En ting er sikkert. Sygeplejerskerne har ikke holdt sig for gode til at bruge en samfundskrise til at styrke deres hånd i forhandlingerne med de offentlige arbejdsgivere. Da vi satte samfundet på pause, gjorde vi det for at hjælpe sundhedsvæsenet til at hjælpe os.
Her har en kritisk masse – eksemplificeret ved den gedigent ulækre karakter Luca Pristed – kvitteret ved at tage samfundet som gidsel og truet med at lamme sundhedsvæsenet. Også her leger man vist bare, at det er alvor. Det eneste, der er alvor, er vel lønkravet? Er det på grund af disse – coronakrigens gullaschbaroner – at vi nu skal lukke ned igen?
Eller er det måske sværmen af bindegale anti-vaxxers – disse hysteriske sociopater, hvis eneste håb for et normalt liv er at lade sig marinere i valium? Eller måske en bredere befolkning, der er så forbandet træt af det hele, at de vil lade sig slæbe i mål på hvilken som helst restriktion, der nu vil bære dem? Eller måske et offentligt system, der er blevet vant til at gribe til den store hammer, når selv de små søm skal hamres i?
Jeg aner det ikke. Men der er noget, der ikke rigtig fungerer.
