Jeg havde for nylig lejlighed til at diskutere wokeismens magt i samfundet med Simon Fendinge Olsen, landsformand for Liberal Alliances Ungdom, i Kontrasts Den Blå Time. Det var interessant og lærerigt, men åbenbarede et paradoks i forhold til mulighederne for at imødegå wokeismen på forskningsmæssigt og videnskabeligt niveau:

Hvis vi vil sikre, at forskningen på universiteterne forbliver fri for politiske agendaer, kan vi blive nødt til at regulere den politisk. Det udfordrer forskningsfriheden, men forskningen bliver ufri uanset, fordi den bruges som kæphest for identitetspolitik og kulturmarxisme.

Fendinge Olsens holdning var, at selvom der unægteligt bedrives en stor mængde forskning baseret på kulturmarxistiske teorier og metoder – som til det yderste presser grænserne for, hvad vi med vores ære og forstand i behold kan kalde videnskab – kan vi ikke forhindre denne forskning uden at gøre indgreb i forskningsfriheden.

Et regulerende kriterium for forskningen, mente han, kan ikke være, om den er woke eller kulturmarxistisk. Det ville gøre det alt for nemt for anti-wokeister som mig at udpege alt, hvad jeg ikke kan lide, som wokeisme og helt udifferentieret nedskyde en enorm mængde forskning med lige så uredeligt store spredehagl, som wokeismen forsøger at nedskyde åbenbare kendsgerninger om for eksempel køn. I så fald ville vi ikke være bedre end wokeisterne, da vores borgerlige kritik så blev akkurat så kollektivistisk og gruppetænkende som deres.  

I stedet fastholdt han, at det eneste liberalt acceptable er at vurdere forskningen på videnskabens egne præmisser: Er artiklerne fagfællebedømt? Er de publiceret i anerkendte tidsskrifter? Er der tale om ’god’ forskning? 

Men problemet med det kriterium er, at det ikke kan dæmme op for det omfattende selvrefererende system af forskning, der ikke alene forudsætter sine egne konklusioner, men som også finder rygdækning ved at citere et betydeligt bagkatalog af lignende forskning. 

På RUC stødte jeg for eksempel på en artikel om hvidhed, privilegier og racisme, som tog for givet, at Danmark er xenofobisk:

”Jeg inviterer læseren med på en selv-refleksiv rejse gennem min facilitering af forumteater med unge syriske flygtninge, som fandt sted i kontekst af en barsk xenofobisk debat i Danmark.”

De syriske flygtninge var ikke dialogisk indstillede, og forskeren brugte 15 sider på at mene, at det blandt andet var hendes hvidheds skyld.

Der er gået politisk rundhyl i forskningen, og derfor kan wokeister, med formelt berettiget videnskabelig dokumentation, hævde åbenlyse usandheder, som at køn både er ’en oplevelse’, ’en social konstruktion’ og ’en gentagen handling’, eller at ’binært køn er en hvid, kolonialistisk konstruktion’. Så åbenlyst ulogisk og forkert, som det ellers er. Logik opfattes i øvrigt også som en hvid, patriarkalsk og racistisk konstruktion.

Den nye middelalder truer
Syndefaldet indtraf for alvor, da man i 1970’ernes USA lod sig presse af kvindebevægelsen til at oprette selvstændige institutter for kvinde- og siden kønsstudier, bemandet af kvinder fra engelsk og litteraturvidenskab, som intet vidste om biologi, men som havde læst Foucault og Lacan, og derfor lod kvindeforskningen udgå fra postmoderne tænkning. 

Det muliggjorde anti-biologiske tankemonstre som Butlers ’performative køn’, hvor køn blot er noget, man gør – og som derfor kan skifte, blot ved at man gør noget andet. Tager jeg læbestift på, ’gør’ jeg kvindekønnet, som intet er ud over denne gøren. 

Der findes derfor et hav af forskningsartikler, der er fagfællebedømt og publiceret i anerkendte tidsskrifter inden for den forskningsverden. Og de lever for så vidt op til kriterierne for god forskning, selvom deres analysemetode både er reduktionistisk og forudsætter sine egne konklusioner.

Så hvordan kan vi forhindre, at det bliver ’videnskabeligt bevist’, at køn er en social konstruktion, et spektrum, en følelse? – og at følelser, som engang var det modsatte af videnskab, bliver videnskab? Det kan vi ikke.

Valid, deskriptiv forskning forudsætter ikke moralske problemer og anviser heller ikke løsninger på dem. Men det princip har vi ingen mulighed for at håndhæve. Og på universiteterne, hvor stadigt flere løse fortolkninger, følelser og anelser får lov til at gælde som viden, ville man slå sig hidsigt i tøjret, hvis vi forsøgte. 

Så meget desto mere kan vi efter min mening blive nødt til at gøre det. Vi må i et eller andet omfang begrænse forskningsfriheden, hvis vi fortsat vil have forskning, der er tilstrækkeligt objektiv, til at den kan bruges til at lave politik med. 

Ellers får vi et samfund, hvor vi bruger politik til at lave forskning i stedet for forskning til at lave politik. Når vi laver forskning på baggrund af politik, kan vi igen lave politik på baggrund af forskningen, og så bliver vi fanget i en selvskabt, totalitær cirkelslutning og lever som i middelalderen under et ideologisk-religiøst paradigme, der hverken kan eller må modsiges. Så bliver forskningsfrihed et tomt begreb.

Paradokset er, at hvis vi begrænser forskningsfriheden, fordi forskningen er blevet politisk, er det så ikke også politisk? 

Svaret er ’jo’. Men det må den politiske forskning finde sig i. Hvis den vil være politisk, må den også finde sig i at blive politisk reguleret. Det spil har den selv meldt sig ind i, da den satte sig for at afsværge den objektive videnskabs åbenlyse sandheder og definitivt vende ryggen til det, som vi i århundreder har vidst om verden.

Hvad er kulturmarxisme?

Jeg taler om videnskabsteoretiske tilgange som kritisk teori, socialkonstruktivisme, diskurskritik og queer-teori, der har det til fælles, at de har til formål at frigøre mennesket fra en påstået strukturel og uretfærdig magt og derfor føler sig kaldet til at ’dekonstruere’ stort set alt, som den vestlige civilisation hviler på. Det kan være kristendom, meritokrati, ytringsfriheden, ejendomsretten, individet, biologien, kapitalismen og den objektive videnskab. Alt, hvad der på nogen måde kan opfattes som ’en begrænsning’ for mennesket – selv når det i virkeligheden snarere giver mennesket uanede muligheder for udfoldelse og trivsel.

Uanset hvad kulturmarxismen undersøger, finder den kun magtstrukturer, ulighed og privilegier – og væmmes.

Og den freder ikke andet end sig selv. Det skulle lige være individet fra dets eget ansvar. Det er altid samfundets skyld, hvis en person er ulykkelig, fattig, arbejdsløs eller i fængsel. Han er undertrykt af ulighed og magtstrukturer. Det individuelle ansvar er komplet usynligt for de kulturmarxistiske analyser. 

Denne tænkemåde er pensum på alle de humanistiske og samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser og har været det i mange år. Inden længe er alle med en uddannelse – også de borgerlige – kulturmarxister uden at vide det. Selv den sidste husmor i Vesthimmerland ville i dag udpege “nogle strukturer” som primær forklaring på enhver ulighed.  

Man skal være liberal på grænsen til kultur- og værdinihilist for at kunne leve med, at vores samfund får lov til at blive sygeliggjort og destrueret i forskningsfrihedens navn. Derfor må den vige. 

Kulturmarxismen vil blive ved med at rive ned, indtil vi stopper den. Den har intet endemål. Den spiser alt, hvad den ser, indtil den falder livløs om i et iltfrit rum af emanciperet tomhed.  

Vi er på vej ind i en ny, dogmatisk middelalder, hvor den frie tanke og den frie tale opfattes som kætteri. Og vi er på vej til at blive så kulturmarxistisk tænkende, at vi ikke selv kan se det. 

Derfor kan friheden blive nødt til at blive autoritær, hvis vi vil sikre, at de frie ikke misbruger den til at indføre det autoritære. Det er frihedens paradoks. Synden kom ind i verden ved en synd, da universiteterne tog den første bid af æblet og gjorde sandheden politisk.

Tilbage til det målbare
Hvor skal vi starte, og hvor langt er vi nødt til at gå for at sætte tanken fri?

Alle køns- og postkoloniale studier skal lukke. Center for Køn, seksualitet og forskellighed på KU og Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på RUC og alle tilsvarende centre på landets universiteter. De bedriver politik og ikke videnskab. Derfor må de udskilles fra videnskabens verden og leve videre som NGO’er, hvis de kan finansiere sig selv. Deres påståede berettigelse er ’kritisk tænkning’, men kritisk tænkning kræver, at man kan begrunde sine påstande. Og her er tale om forskere, der hader logikken, fordi de ser den som en vestlig, racistisk konstruktion.

Problemet vil dog ikke være løst med det. Mange humanistiske studier er ikke stort mere videnskabelige i deres metoder, selvom de ikke alle er lige så åbenlyst politiske. Min egen master i kommunikation fra RUC er et godt eksempel. Vi lærte for eksempel, at “neoliberale logikker skaber ulighed i sundhedsvæsenet” og at vores forskning skal “give plads og empowerment til marginaliserede stemmer i rummet”.

Måske trænger vi til at lukke humaniora helt ned. Vi trænger til et opgør med subjektivitet, fortolkninger, følelser og anelser i videnskaben. Det ville være et interessant ædruelighedsforsøg at se, hvor langt vi kan komme, hvis vi holder op med at regne subjektive vurderinger, hermeneutiske analyser og metaforisk kulturnonsens med til videnskaben. Humanioras fortolkninger, symboler, løse associationer og fortænkte billedsproglige fremstillinger af verden må vises tilbage til det litterære felt som fiktion og refleksion. De bør ikke have status af viden. 

Vi skal tilbage til det, der kan måles og vejes, og som ikke er afhængigt af følelser og ’oplevelser’.

Ikke fordi der ikke kan komme konstruktive indsigter ud af de fortolkende tilgange, men fordi fortolkningerne essentielt er subjektive og derfor ikke fælles. Videnskabens krav om objektivitet skal netop sikre, at der er klar forskel på, hvad vi føler eller synes, og hvad vi ved. Det skal sikre, at vi har et grundlæggende fælles billede af verden at gå ud fra.

Ellers bliver det, som det er tilfældet i dag, muligt for aktivistiske grupperinger at tryne omverden til at hævde åbenlyst forkerte ting – og så er det uanset hvad slut med videnskabens legitimitet. 

Samfundsvidenskaberne er heller ikke for gode. De bør som minimum pålægges at anvende kvantitativt empiriske metoder. Det skal være slut med socialkonstruktivistiske analyser af reelle problemer.