Debat

18.11.21

De borgerlige er selv skyld i venstrefløjens intellektuelle dominans

Christian Egander Skov udlægger, hvorfor de borgerligt sindede ikke går ind og præger de institutioner, der danner og uddanner mennesker. Der lader til at være en særlig mekanisme på spil i det moderne velstående samfund, skriver Skov.
Aarhus Universitet, set fra parken (Foto: Mikkel Houmøller, Creative Commons).
Aarhus Universitet, set fra parken (Foto: Mikkel Houmøller, Creative Commons).

Hvor bliver de borgerlige intellektuelle af? Er det venstrefløjen, der holder dem ude af universiteterne? Er de for dumme, eller er der en helt tredje forklaring?  

Det var Weekendavisen, der forleden rejste det spørgsmål. Anledningen var, at avisen for nyligt havde fejret sin transformation fra Berlingskes Aftenavis til Weekendavisen, en proces der i høj grad skyldtes en borgerlig intellektuel – nemlig redaktøren og litteraten Henning Fonsmark. Han var i øvrigt også i sin samtid et unikum. Litteraturprofessor Nils Gunder Hansen udtrykte det meget rammende i artiklen. 

”Fonsmark var i dansk sammenhæng en ener som åndstype. En litterat, der var borgerlig! En borgerlig, der kunne tænke! Man vidste snart ikke, hvad der var mest forbløffende.”

Kasper Støvring blev spurgt i samme interview. For nyligt uddybede han sine svar her på Kontrast, hvor han også konstaterede: ”De venstreorienterede har erobret dannelsesinstitutionerne: uddannelserne, kirkerne, højskolerne, medierne og kulturlivet. Alle sammen afgørende institutioner, der former borgernes hjerter og sind.”

Debatten er væsentlig og interessant, så jeg vil også give mit besyv med. Jeg vil med det samme understrege, at det følgende i virkeligheden mere er en skitse til et svar end et egentligt svar. Sagen er, at spørgsmålet, som kan spidsformuleres til ”hvor fa’en er de borgerlige henne?” også har optaget mig – af den simple grund, at jeg jo har brugt en væsentlig del af mit dog endnu relativt korte liv inden for murene i diverse åndelige fæstninger. 

En populær forklaring på dele af højrefløjen går på det, man kalder den lange march gennem institutionerne. Her har venstrefløjen arbejdet målrettet på at overtage de bærende institutioner. Teorien er guf for den konspiratorisk anlagte. Den kan støtte sig på, at idéen om den lang march faktisk stammer fra venstrefløjen selv. Nærmere bestemt den venstreradikale tyske studenteraktivist Rudi Dutschke. (Hans søn, med det farverige navn Hosea-Che, er i øvrigt i dag en højtstående kommunal embedsmand. Marchen er tilsyneladende et generationsfænomen, men slægter skal som bekendt følge slægters gang.)

Når forklaringen ikke rigtig giver mening, skyldes det, at den forudsætter en venstrefløj, der agerer samlet og under et. Den lange vej gennem institutionerne var en venstreradikal drøm, ikke en beskrivelse af, hvad der faktisk skete. 

Det er muligvis et flagellantisk træk i min sjæl, men jeg tror, at forklaringen i høj grad peger mod de borgerlige selv. I Weekendavisen udtrykte jeg det på den måde, at de borgerlige ikke er interesserede i at tænke. De vil hellere lave noget andet. 

Det er faktisk ikke ment nedladende. Sagen er bare den, at borgerlige – af en eller anden grund – vælger at investere deres ressourcer i andre brancher end dem, der knytter sig til forskning, undervisning og åndsliv. 

Kort sagt vil borgerlige hellere tjene penge. Også dette lyder som en anklage. 

Måske er det også en anklage. Lidt.

Men på den anden side er det fuldt ud forståeligt. Penge er rare, og det er jo ikke bare det. Man kan vel trække på skuldrene over forsøget på at fylde tilværelsens tomhed med en ophobning af stadig flere genstande, men det er jo ikke hele historien bag de borgerliges valg. Folk får faktisk en del mening af arbejdet derude i virkeligheden. Det er ikke bare, at det er bedre lønnet end en løbebane i åndslivet. Det er også det, at det faktisk giver mening. Tro det eller lad være. Dertil kommer, at den materielle sikkerhed giver borgerlige mulighed for at realisere deres borgerlighed i det private. En akademisk løbebane er derimod langt hen ad vejen et usikkert og familiemæssigt uansvarligt valg. 

Det er for selvpinere.

Borgerlige vælger altså aktivt åndslivet fra til fordel for noget andet.

Tilsyneladende er der en helt grundlæggende sociologisk mekanisme på spil. Når samfund bliver velstående og moderne, opstår der en klasse af intellektuelle, hvis værdier vender sig mod det fundament, som egentlig har skabt velstanden. Man kan vel sige, at de bliver fremmedgjorte. Det er økonomen og politologen Joseph Schumpeter, der i mellemkrigstiden postulerede denne sammenhæng. Siden har udviklingen vist kun bekræftet den. 

Her finder vi, tror jeg, motoren bag den afkobling af borgerlighed fra dannelsesinstitutionerne, som vi har oplevet. Denne sociologiske regel forstærkes imidlertid af ideologierne selv. Så snart det bliver tydeligt, at det, der udgår fra de intellektuelle, mestendels er mærkværdigheder, kommer de borgerlige ideologer nemt til at positionere sig som affejninger af abstrakt tænkning i det hele taget.

Konservatismen har nærmest dette indbygget i sig. Liberalismen også, så snart dogmatikken er etableret og den liberale tænkning derfor er nået til sin endestation. Den borgerlige selvforståelse bliver kort sagt, at man netop er de praktiske, de pragmatiske og dem, der forholder sig til virkeligheden, mens de andre går rundt med hovedet oppe i skyerne og fatter hat og briller af det hele. 

Borgerligheden bliver her en slags appel til den almindelige sunde fornuft. Det kan man godt vinde valg på. Der er så bare det, at opfattelsen af, hvad der er almindelig sund fornuft, skifter. Det ene øjeblik er kernefamilien sund fornuft. Den anden dag diskuterer vi juridiske kønsskifte til småbørn.

De borgerlige spiller på en boldbane, hvor nogle andre ikke bare ændrer spillereglerne, men også banens form og kridtstregernes forløb. Det er prisen for den intellektuelle apati. 

Dermed er vi tilbage ved institutionerne. Der var ikke en lang march, men når selve opfattelsen af, hvad der er relevant at forske og undervise i, hvilke perspektiver der kan lægges ned over hvilke genstande, ja så kommer institutionerne naturligvis med tiden til at fremstå som stadig mere knyttede til venstreorienterede dagsordener end borgerlige. 

Og de folk, der vover sig ind i åndslivet, lærer at tænke gennem netop disse modeller, lærer at stille netop disse spørgsmål og efterstræbe netop disse svar. Dette bliver såvel dannelsens som uddannelsens mål og succeskriterium. 

Så har vi balladen. Men den har vi selv valgt, fordi vi hellere ville noget andet end at tænke. 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter