I sangen "Et sted hvor vi de første" tager Aphaca os med i en drøm. Drømmen er ikke fremmed for os — med ét er vi der. De fremstiller den drøm, vi allerede drømmer. For drømmen bevæger sig i danskernes kollektive underbevidsthed. Men hvad er det for en drøm, der forener os som ét folk? Hvad er det for en fremtid, vi synger om i ét fællesskab, når vi hører denne sang?
“Et sted hvor vi de første” udtrykker et ønske om forandring. Først udtrykker sangen ønsket om forandring fra det feminine perspektiv i en symbolsk forstand. Vi hører om en pige: “Hun er fra en / by ude mod vandet / der hvor bølgerne larmer / men tit så larmer stilheden mer’.”
Hun befinder sig i naturen. Naturen er i en symbolsk forstand forbundet med ‘det feminine’. Den er mystisk som en uendelig hemmelighed, og opleves i kontrast til kulturen som ‘det ukendte’. Naturen er et sted, vi ofte søger hen, når vi er blevet nedslidte af by og kulturliv. Naturen vækker vores kreative evner, og søger vi forandring eller fornyelse, så er naturen det bedste sted at virkeliggøre det.
Larmende og ubærligt
Men billedet, vi får, er ikke idyllisk, det er nærmere forstyrret, larmende, ubærligt. Hvor ‘det feminine’ normalt opfattes som positivt og skabende, er det negativt ødelæggende. Vi ser en pige, der forstyrres af den femininitet, hun står i. Larmen ødelægger freden. ’Det feminine’ er overstyret, ude af balance.
