For mange år siden - i min grønne ungdom - holdt jeg meget af at læse ugebladsromaner i Hjemmet og Familiejournalen. De kvindelige hovedpersoner var altid fattige og smukke, nogle med flere ben i næsen end andre.
Til slut fik de altid – efter mange strabadser - den flotte, velhavende og ofte adelige mand, der også var blev introduceret i første afsnit, om ikke andet så ved at blive omtalt på en måde, der vakte heltindens interesse.
Når jeg tænker tilbage på handlingerne, der mindede meget om hinanden, uanset om de foregik under hjemlige eller fremmede himmelstrøg, skulle heltinderne altid overvindes af mandens lækre maskulinitet.
For det meste endte det med et lidenskabeligt kys og et bryllup, men af og til blev de overvundet et stykke tid før slutningen, og jeg husker især én historie, hvor en yndig, uskyldig, ung pige efter et møde med en ung mand i skoven, hvor hun boede, var blevet gravid.
Hun mente ikke, at der var foregået noget derude, der kunne have afstedkommet hendes tilstand, og jeg husker, at jeg spurgte min mor, om det dog kunne lade sig gøre at være helt uvidende om det, hvilket hun tillod sig at betvivle. Min mor var ret jordbunden.
Feministernes kamp for sommerfuglestøvet
Det kan man ikke sige om nutidens feminister, der på en eller anden måde synes i ånden at leve i fordums føljetoner. Nok kæmpes der for den fri seksualitet, men samtidig også for sommerfuglestøvet på vingerne.
Metoo-kampagnen har båret præg af samme; selv modne kvinder "frøs" ved følelsen af en mands hånd på deres lår uden at være i stand til at flytte den, og så er der det, som af og til følger af mødet mellem mand og kvinde, nemlig graviditeten.
Den lader til at opstå lige så uforståeligt som for heltinden i min ungdoms ugebladsroman. Jeg kom til at tænke på det, da jeg for nylig deltog i en demo for Retten til Liv.
Det var ingen stor demonstration, vi var omkring 70 deltagere, der hyggede os, mens vi gik gennem Odense for at gøre opmærksom på problemet med den ny abortgrænse, bl.a. ved at bære skilte, hvor man ser et foster i uge 18.
Der var for mig at se ingen tvivl om, at demonstrationen rettede sin kritik mod det folketingsflertal, der har vedtaget loven, og som mener, abort er løsningen i stedet for omsorg for den gravide kvinde. De fleste virkede også meget positive overfor budskabet, når vi defilerede forbi.
Abortmodstand er blevet tabu
De fleste - ikke alle. Både under demonstrationen og efter på de sociale medier bemærkede jeg hos nogle en vrede, der virkede næsten irrationel. For det er, som om de mest ivrige aborttilhængere opererer med et kvindesyn, hvor en mand kan påføre en kvinde en graviditet nærmest uden at hun opdager det.
Mænd går simpelthen rundt og gør kvinder uønsket gravide, og derfor må de kun have en holdning til abort i det omfang, den flugter med aborttilhængernes, hvilket den gør hos en del mænd, og det problematiske i det skal jeg vende tilbage til.
Abortmodstand er kort sagt blevet et tabu, fordi retten til egen krop i tilhængernes univers er kommet til at udgøre en grundsten i demokratiet, som ikke på nogen måde må anfægtes.
Alene ved at give udtryk for deres holdning udfordrer abortmodstandere denne ret, og de påfører ikke alene kvinden skyld og skam, nej, de forsøger faktisk at bombe hele samfundsudviklingen tilbage til en tid, hvor kvinder fødte i dølgsmål og slog deres uønskede børn ihjel, fordi onde, konservative kræfter ikke ville give dem retten til abort.
Sådan ser verden ud for mange aborttilhængere anno 2026.
De gør deres egen biologi til en fjende
Den vrede, rabiate aborttilhængere giver udtryk for, er meget voldsom, og den bygger desværre også på den løgn, at mennesket er fuldstændig frit, og hvor seksualiteten som følge deraf også er det.
Men et demokrati må nødvendigvis bygge på et fællesskab, hvor vi – for at kunne leve sammen - bærer et ansvar for vor egen opførsel, og i et moderne samfund med fri seksualitet har kvinden i det omfang, hun ønsker at udøve den, enten ansvaret for ikke at blive uønsket gravid eller for at tage imod det barn, der kommer.
Ellers lægger hun ansvaret for sin opførsel hos andre. Det gjorde den unge kvinde i min ungdoms ugebladsroman ikke. Barnet kom til verden i hendes fattige hytte, hvor hun selv klarede fødslen for til slut at blive forenet med barnets far, som hun stadig gerne ville have.
Og dermed viste hun sig paradoksalt nok stærkere end nutidens kvinder, der ifølge den moderne feminisme føler, at deres egen biologi er en fjende, når den opfører sig som den nu engang fra naturens side er indrettet til.
De kvindelige tilhængere af abort har simpelthen ikke fattet, at prisen for den fri seksualitet er høj, at abort er en udspekuleret form for selvskade, hvilket jeg har tidligere har skrevet om på Kontrast, og at det har store omkostninger at give afkald på moderskabet som noget særligt, noget positivt, for kvinder.
Moderskabet er er en førstefødselsret
Netop derfor vil jeg vende tilbage til de mænd, som er stærke tilhængere af abort. Hvorfor tror kvinder egentlig, at de er det? Det er da fordi, det er nemt for dem. Den fri seksualitet har givet mænd adgang til kvinder i en grad, de tidligere kun kunne drømme om, og det har gjort kvinder sårbare i en grad, som vi nu ser konsekvenserne af.
Jeg hører ikke til dem, der mener, at kvinder nødvendigvis skal lade være med at tage en uddannelse og lade sig forsørge af manden for at hellige sig hjemmet.
Men moderskab er faktisk en førstefødselsret, som det er ualmindelig dumt at give afkald på, for når kvinder ikke kan påkalde sig moderskabet som noget særligt, men i stedet efterligner mænd både i jagten på en karriere og i udøvelsen af seksualiteten, kan alle komme og gøre krav på os.
Som nævnt er det let for mænd at komme til kvinder, der vil udleve deres trang til sex, hvilket igen fører til en del uønskede graviditeter, nogle p.g.a. stealthing. Og i disse tilfælde fremstår fortrydelsespille eller abort som en let løsning, der sjældent viser sig at være det.
Når det så lykkes en kvinde at blive mor, tvinges hun nu tidligt ud på arbejdsmarkedet p.g.a. den øremærkede barsel, som politisk elskes langt ind i den borgerlige lejr.
Man glemmer bekvemt, at den lange barsel var et hårdt tilkæmpet gode, fordi kvinder igennem generationer havde erfaret, at det kræver tid at komme til kræfter ovenpå graviditet og fødsel, og at spædbarnet i den første lange tid har brug for sin mor.
De vil have kvinder som små mænd
Da kvindelig værnepligt blev indført med et overvældende flertal i folketinget, lagde ingen skjul på, at man ønskede et bredere rekrutteringsgrundlag, og da der blev argumenteret for, at kvinder faktisk føder børn til forskel fra mænd, og at det derfor var urimeligt at pålægge dem en ekstra samfundstjans, blev man mødt af en hånlatter.
Dansk Kvindesamfund viste et øjebliks klarsyn og gjorde gældende, at kvinder ikke er små mænd, men det var for sent. Kvinder skal bare i felten nu, selv om historien, også den nærmeste, har vist, at kvinder i forsvaret er udsatte i fredstid såvel som i krig.
Ikke nok med det, så skal kvinder også give overskud til statskassen, hvad de ikke gør nu ifølge velfærdsstatens guru, Nina Smidt. I 2024 kostede en kvinde over et liv således fællesskabet små 15.300,- kr., en medgift, staten helst skal være fri for at betale.
Derfor skal kvinder ifølge Smidt være meget bedre til ikke alene at arbejde ude, de skal også have ambitioner om at nå de højtlønnede stillinger. Det er et kvindesyn, der på sin egen, forskruede måde minder om kulturer, vi ellers ikke bryder os om at blive sammenlignet med, for det accepterer ikke kvinders biologi eller frie valg.
Et lykkeligt kvindeliv
Det er paradoksalt, at kvinder således bliver mindre frie af den ekstreme ligestilling, og derfor er der brug for en borgerlig kvindesag, der taler både kvinder og moderskab op, hvilket jeg tidligere har efterlyst andetsteds.
Som en modvægt til aborttilhængernes destruktive vrede og Nina Smidts antikvindelige, sociale ingeniørkunst vil jeg citere Carl Nielsens beretning - fra før aborten blev fri - om sin mor, der gav ham og hans søskende en lys og lykkelig barndom:
"Når min mor sad med den mindste ved brystet, var hun i reglen glad og næsten lystig. Det kunne så falde hende ind at tage den lille væk, lege lidt med brystet og så putte det i munden på en af de lidt større og sige: »Skal du også have lidt, min dut?« Jeg har stået oprejst i mine træsko foran min mor og fået del i herlighederne."
Sådan kan et lykkeligt kvindeliv tage sig ud og tilmed skænke landet en af dets store sønner. Det er da værd at kæmpe for.










