De franske økonomer Emmanuel Saez og Gabriel Zucman er blandt verdens mest indflydelsesrige forskere i økonomisk ulighed. Sammen med deres landsmand Thomas Piketty har de leveret en stor del af det videnskabelige grundlag for den politiske fortælling om, at kapitalismen koncentrerer rigdommen hos de få, mens resten af befolkningen sakker bagud.
Det har givet venstreorienterede overalt i den vestlige verden masser af skyts. Nu er deres forskning kommet under beskydning i en hidtil uset omfangsrig og dybdegående analyse – foretaget af tre AI-modeller.
En anonym forsker har ved hjælp af kunstig intelligens gennemgået 138 arbejder af de to økonomer og mener at have fundet 2.035 fejl og problemer. Ifølge undersøgelsen peger overvældende 97 pct. af de væsentlige fejl i samme retning. De understøtter forskernes egne konklusioner om og holdninger til økonomisk ulighed.
Den amerikanske økonom Tyler Cowen omtalte undersøgelsen på sin blog Marginal Revolution i går den 28. oktober og mener, at resultaterne nødvendiggør en grundlæggende revurdering af de to økonomers forskning.
Undersøgelsen er endnu ikke uafhængigt efterprøvet, men den får én til at tænke, hvad der mon sker med videnskaben, når kunstig intelligens gør det muligt at efterprøve årtiers forskning på ganske kort tid?
Den aktivistiske forskning
Universiteterne har i det seneste årti været præget af en voksende politisering. Særligt inden for humaniora og samfundsvidenskaberne har woke-aktivisme, identitetspolitik, kønsforskning og postkoloniale teorier fået en fremtrædende plads.
I disse forskningsmiljøer synes udgangspunktet ikke længere at være en higen efter indsigt, men en politisk og moralsk overbevisning, der skal bekræftes. Vi, der er kritiske overfor den udvikling, har givet det fællesbetegnelsen WOKE-forskning.
Det gælder eksempelvis forestillingen om, at vestlig velstand først og fremmest bygger på udbytning af fattigere lande, at sociale forskelle grundlæggende skyldes undertrykkende magtstrukturer, eller at historien bedst forstås som en kamp mellem undertrykkere og undertrykte.
Også i klimadebatten er grænsen mellem forskning og politisk aktivisme blevet uklar. Der er afgørende forskel på at dokumentere menneskeskabte klimaforandringer og at hævde, at videnskaben dermed foreskriver en bestemt samfundsmodel eller økonomisk politik. Alligevel engagerer videnskaben sig i policy-udvikling og i aktiv påvirkning af både medier og politikere.
Selvfølgelig må forskere have politiske holdninger. Det er ikke det, der er problemet. Men når holdningerne får lov til at bestemme hvilke resultater, der tillægges betydning, bliver forskningen spændt for en politisk vogn og degenererer til aktivisme.
600.000 videnskabelige artikler under lup
Min bekymring er ikke et udslag af min konservative mistro til universiteternes venstreorienterede forskere. Man kan se det dokumenteret, hvis man leder efter det. For eksempel i en undersøgelse offentliggjort i marts 2026 i det videnskabelige tidsskrift Theory and Society.
Her anvendte forskeren James Manzi kunstig intelligens til at analysere sammendragene af næsten 600.000 engelsksprogede samfundsvidenskabelige artikler fra perioden 1960 til 2024.
Omkring 90 pct. af de politisk relevante artikler blev klassificeret som venstreorienterede efter en nutidig amerikansk målestok. Samtlige elleve undersøgte fagområder havde bevæget sig mod venstre siden 1990. Udviklingen var særlig tydelig inden for forskning i kultur, identitet og sociale forhold.
Venstreorienterede konklusioner kan naturligvis i teorien være fuldstændig korrekte, men undersøgelsen dokumenterer en markant ideologisk skævhed i den publicerede forskning og rejser spørgsmålet om, hvorvidt universiteterne har bevaret den intellektuelle spændstighed, som er nødvendig for en levende videnskabelig debat.
Samme data, forskellige sandheder
Endnu mere tankevækkende er en undersøgelse offentliggjort i Science Advances. Her analyserede økonomerne George Borjas og Nate Breznau et eksperiment, hvor 158 forskere fordelt på 71 hold fik nøjagtig det samme datamateriale.
Opgaven var at undersøge, hvordan indvandring påvirker befolkningens opbakning til velfærdsordninger. Resultaterne varierede voldsomt. Forskere, der i forvejen var positive over for indvandring, nåede gennemgående frem til mere positive resultater. Forskere med en mere indvandringskritisk holdning nåede oftere frem til negative resultater.
Forskellene opstod gennem valget af statistiske modeller. Det er i det rum, at politisk bias bliver vanskelig at opdage. Forskeren behøver ikke forfalske et eneste tal. Det kan være tilstrækkeligt at vælge den analysemetode, der forekommer mest overbevisende ud fra ens eget verdensbillede.
En norsk undersøgelse fra 2022 viste tilsvarende, at samfundsforskere vurderede et forskningsdesign mere positivt, når den præsenterede konklusion stemte overens med et venstreorienteret syn på forholdet mellem majoritet og minoriteter. Den politiske påvirkning kan altså finde sted både under forskningens tilblivelse og i den efterfølgende faglige bedømmelse.
AI som videnskabens vagthund
Alt dette er ikke ny viden. Vi ved det godt, men alligevel fortsætter det. Den aktivistiske forskning gemmer sig bag forskningsfriheden og forlader sig på såkaldte peer-reviews, hvor deres forskning bedømmes af fagfæller. Fagfæller som desværre ofte lider af samme venstreorienterede bias.
Her kommer kunstig intelligens ind i billedet. Hidtil har en grundig efterprøvning af omfattende forskningsarbejder krævet specialister, store ressourcer og ofte års arbejde. Det har ikke været muligt for folk udenfor det samme forskningsmiljø at deltage.
Den mulighed får vi nu. AI kan på få timer gennemgå enorme tekstmængder, sammenholde kilder, kontrollere beregninger og identificere selvmodsigelser. Den kan også undersøge, om forskere systematisk har overset oplysninger, der taler imod deres egne konklusioner.
Det betyder ikke, at AI selv er fri for bias. Den kan begå fejl, misforstå argumenter og være påvirket af de samme ideologiske forestillinger, som findes i dens træningsmateriale. Men teknologien åbner for noget hidtil uset. Videnskabelige publikationer kan udsættes for en omfattende, systematisk og forholdsvis billig kritisk kontrol.
Det vil ændre magtforholdet mellem forskeren og den kritiske offentlighed – altså, sådan nogen som mig.
En renæssance for humaniora?
Kunstig intelligens bliver ofte fremstillet som en trussel mod de humanistiske fag. Maskinerne kan skrive, oversætte, sammenfatte og analysere tekster med en hastighed, som intet menneske kan konkurrere med. Det udfordrer de forskere indenfor humaniora, som lever af at læse, hvad andre har skrevet og fortolke det på ny, måske kombineret med nogle nye empiriske undersøgelser. De ser AI som en trussel mod deres virke. Måske med god grund.
Omvendt kan det tænkes, at AI i stedet bliver humanioras redning – for alle os andre og for vores higen efter indsigt og sandhed. For de humanistiske videnskabers vigtigste bidrag er ikke at producere stadig flere tekster. Det er at forstå mennesket, historien, kulturen og samfundet gennem kritisk undersøgelse og intellektuel redelighed.
Når AI gør det vanskeligere at skjule selektiv kildebrug, ideologiske forudsætninger og svage argumenter bag akademiske titler og videnskabelige tidsskrifters autoritet, kan det blive de aktivistiske forskeres død.
Vi vil læse deres publikationer mere kritisk og i højere grad betragte nogle af dem som partsindlæg i en løbende debat. Det vil ikke være den humanistiske videnskabs nederlag. Tværtimod. Det kunne blive begyndelsen på en renæssance.
Kilder til artiklen:
Tyler Cowen, Marginal Revolution, 28. oktober 2026 – omtalen af AI-revisionen af Saez og Zucman.
James Manzi, Theory and Society (2026) – analysen af næsten 600.000 samfundsvidenskabelige artikler.
George J. Borjas og Nate Breznau, Science Advances (2026) – eksperimentet med 158 forskere og politisk bias i statistiske analyser.
Ideological biases in research evaluations? (2022) – undersøgelsen af ideologiske præferencer ved forskningsbedømmelse.
Læs også
