Mosebøgernes fjerde bud lyder, at vi skal ære vores far og vores mor. Radikalismens trodsige protest lyder, at vi skal fælde alle autoriteter, fordi de gør os reaktionære, når vi i stedet skal være progressive. Radikalismen har sejret ad helvede til på universitetet og ødelagt det indefra ved at tømme det for dannelse, autoriteter og disciplinering af friheden.
Det er radikalismens fristelser, som har ført til humanioras fald. Radikalismen er først og sidst fjendtlig overfor den bestående orden og ønsker at ramme den så dybt og fatalt som mulig og bemægtige sig den. Det konservative modsvar er at se kulturen som et lager af moralsk viden og dømmekraft, der nedarves fra generation til generation via historie, kunst, litteratur, musik.
Den socialkonstruktive teoridannelse udspringer fra humaniora, men breder sig til resten af universitetet, statens institutioner og sågar børnehaver. Kriterierne for god forskning bliver social opbakning, ikke evidens og argumentation. Dermed degenererer forskningsmiljøet til et ekkokammer, der er immunt for kritik udefra.
"Det skal være svært at komme igennem studiet af historie. Vi vil have færre kandidater ud i det danske samfund, men til gengæld er der garanti for, at de er virkeligt dygtige." Dette bliver sagt af ældre professor i Morten Uhrskovs fiktive beskrivelse af historiestudiet i 2030 - efter den borgerlige reform af humaniora.
Det afgørende spørgsmål bliver: Hvad vil dette værk lære mig? Denne holdning fordrer ydmyghed. Den studerende må træde ind i værket med erkendelsen af, at Homer og Dante, Shakespeare og Dostojevskij muligvis ved mere om den menneskelige tilstand end en tyveårig i 2025. At de har noget at sige, vi har glemt. At de kan forme os, hvis vi lader dem.
Mange fag, discipliner og fakulteter inden for akademia er blevet voldsomt molesteret af woke. Men et af de steder, hvor det står allerværst til, er indenfor kunst- og kulturvidenskaben. Kodeordene bør i stedet være: subjektivitet, inderlighed, autonomi, dannelse, det sublime, det æstetiske og skriftlighed. Snarere end begreber som: politik, kultur, diskurs, magt, køn, etnicitet, kommunikation osv.
Hvordan kan man reformere fagene, så de befries fra pseudofaglighed, aktivisme og politiske og ideologiske ideer, der tilsidesætter klassisk akademisk lærdom? Hvis humaniora version 2.0 skal begynde forfra, så skal det ligne humaniora version 1.0, i den forstand, at de respektive fag skal være det akademiske formål i sig selv. Fortiden oplyser fremtiden.
Universiteternes opgave er ikke længere at videregive erfaring, men at frisætte moderne mennesker og bejae det nye. Før denne omvæltning eksisterede en anden forståelse. Kasper Støvring viser vej til denne forståelse, som kan være med til at genføde universitetet som universitet.
