Vi skal forstå maskuliniteten som en urkraft. En kraft som altid vil være til stede i verden, så længe der findes mænd. Psykologerne Carl Jung og Sigmund Freud satte for lidt mere end 100 år siden ord på, hvad der kendetegner urkræfter og evige menneskelige længsler.

Nemlig, at de simpelthen kræver at sætte sig igennem; på den ene eller den anden måde. Bliver undertrykkelsen af dem for stor, vil de vende tilbage i en endnu mere aggressiv/ekstrem udgave.

Det er det, vi har set i det postmoderne Vesten.

Progressiv plage
Medierne, uddannelsesinstitutionerne og kulturlivet er over en bred kam blevet progressive og har ladet kulturradikale og feministiske ideer brede sig. Resultatet er en fortrængning af maskuline begreber og maskulin organisering af samfund. Ord som pligt, autoritet, arv, konsekvens er i stort omfang forsvundet fra hverdag, kulturliv og kerneinstitutioner som familien og skolen.

Tager man skolen, kan man spørge: Hvor er læreren som autoritet? Hvor er skammekrogen som konsekvens? Hvor er morgensangen som udtryk for kulturarv?

I kunstneriske sammenhænge fremstilles mændene oftere som svage og overfladiske hyklere end dygtige og ansvarlige forbilleder. Jeg var for nylig i Operaen i København og se Adam Price-udgaven af operetten Den glade enke. Påfaldende var det, at det eneste ikke-satiriske moment under den toogenhalv time lange forestilling, kom helt til slut, da stykkets mandlige karakterer blev udstillet som kujoner og måtte nedværdige sig til at hylde branchens homseksualitet, kærlighedens grænseløshed og kvindernes uovertrufne kompetence. Selvfølgelig.

Har man som ung mand i dag ikke haft en tydelig faderfigur at læne sig opad i sin opvækst, er det med andre ord umådelig svært at finde ham i dagens samfund.

Ensomme og suicidale
Statistikkerne taler også sit tydelige sprog. I en ny spørgeundersøgelse svarer knap en fjerdedel af unge mænd i Danmark, at de er ensomme. I et bredere perspektiv fortæller undersøgelser, at flere mænd i Vesten end nogensinde er ensomme og går med selvmordstanker. En Gallup World Poll-analyse fra 2025 viste, at 25 pct. af unge amerikanske mænd (15-34 år) følte sig ensomme i høj grad. En global undersøgelse fra 2023 viste, at 17 pct. af mænd fra min egen generation Z havde haft seriøse selvmordstanker inden for det forgangne år.

Den kulturelle og institutionelle fortrængning af maskuline begreber, jargoner og dyder, har faciliteret en såkaldt “manosfære”, som vestlige medier for tiden flyder over med af artikler og udsendelser om. Begrebet “manosfære” dækker over digitale hjemmesider og platforme, hvor frustrerede og ængstelige mænd finder sammen for at dele deres erfaringer og tanker vedrørende dem selv og det feminiserede samfund, de oplever at befinde sig i. Platformene kan både være opbyggelige og skadelige.

Ansvar hinsides dig selv
Der er eksempelvis kæmpe forskel på den canadiske psykolog, Jordan B. Petersons enormt succesfulde Youtube Lectures, målrettet unge mænds eksistentielle kvaler, og så decideret hadefulde og radikaliserende fora. Forskellen kommer bl.a. til udtryk ved, at Peterson placerer individet med et ansvar for andre end sig selv. Fænomenet er overordnet set udtryk for en uholdbar polarisering mellem kønnene, og det konservative svar på udfordringerne må være i tråd med Petersons.

Vi skal ikke isolere maskulinitets-krisen som en selvstændig udfordring, men integrere den i en sund, konservative kulturkamp. Således at faderfiguren revitaliseres som et element i en tilbagevenden til autoriteter, ligesom dyder som mod og handlekraft hævdes og trænes som vigtige i dannelsesinstitutioner som idrætsforeninger og skoler. Vi er virkelig kommet langt, hvis vi formår at tildele unge mænd et ansvar for at bevare danske traditioner og dansk kultur. For som Jordan Peterson ofte nævner, så er der ikke noget “unge mænd i dag tørster mere efter ansvaret for en større sag".

Retningsgivende normer
Det er bl.a. derfor, unge mænd i Vesten rykker til højre mod nationalt sindede partier. Vi mænd vil gerne gives noget, vi kan kæmpe for. Det ligger simpelthen i den maskuline natur, gerne at ville beskytte dét, han har kært, og derefter høste anerkendelse for det.

Borgerligheden skal derfor til at opfatte vores vestlige, kristne kulturs imperativer som sunde, retningsgivende skabeloner, man kan læne sig ind i, frem for som undertrykkende. Når vi taler uddannelse, familiestiftelse og livsstil har unge mænd behov for lidt mindre “du vælger selv, hvad du har lyst og ret til” - og lidt mere “du skal og sådan gør du". Det skaber en symbiose mellem mandens biologiske tilbøjeligheder - det mandlige kønshormon, testosteron, fremmer mandens modstandsdygtighed og skærper hans fokus - og eksistentiel mening.

Bliver mænd ikke givet en opgave, et ansvar for en større sag, kan der typisk ske to ting: De begynder at mærke ligegyldighed og synker måske ned i en depressiv tilstand. Eller man kan gøre sig selv og sin personlige “succes” til mål i sig selv, frem for middel i en større sags tjeneste. Det er her, der er tale om en narcissistisk glidebane. Figurer som Andrew Tate, og andre af hans slags, taler nemlig til den unge mand i en anderledes overfladisk og individualistisk tone.

Tag ansvar - og stå ved dig selv
Her er det den enkeltes selvoptimering og frembrusen i verden, der tales op. Det gælder om at være ligeglad, holde fokus på sig selv, og forsøge at hæve sin “score” på parametre som indtægt, krop, udseende, karisma mm. Jeg kan godt sætte mig ind i, at en sådan stræben kan være tillokkende for unge, der måske aldrig har haft rollemodeller. For det giver noget at gå efter, det kan tænde en ild i dem, og i nogle tilfælde måske endda nære en følelse af at ville hævne sig på det samfund man er en del af. Men der er ikke meget ærefuldt i en sådan tunnelsynet selvoptimering.

Det risikerer desuden at bidrage til øget individualisering - med en svækkelse af civilsamfundet til følge. For dér vil Tate-disciplene næppe være at finde. Den gode borgerlige vision på dette felt, er altså én, der tør betone, at de to køn er forskellige og er skabt til at arbejde sammen med hinanden. Vi skal ikke udviske forskellene mellem dem, men bruge dem i et fælles kulturkonservativt forsvar.