De etablerede kristne kirkelige samfund i Europa engagerer sig nu på elitens side i kampen mod det nye højre. Man kunne måske have forventet, at den kristne kirke var mere bekymret for islams fremtrængen på bekostning af kristendommen end over de bevægelser, der sigter mod at bevare Europa som en kristen civilisation.
Men sådan opfatter man ikke sin opgave i de kirkelige organisationer. Der er man angiveligt mere bekymret for, om højrefløjen i fremtiden vil respektere demokrati og retsstat, end for at sharia aktivt modarbejder begge dele.
I den tyske delstat Saxen-Anhalt har den katolske kirke lanceret en række initiativer under sloganet ’Ansvarlig valgdeltagelse’, hvor man afholder kurser for at imødegå ’højre-ekstremisme’ og workshops, hvor man kan læse at argumentere imod højreorienterede værdier. Initiativerne er rettet imod det tyske højreparti AFD og dets stigende popularitet.
I Holland udgav det protestantiske kirkeråd i sidste måned en 10 siders rapport, der anviser, hvordan man i kirken kan imødegå højreorienterede synspunkter. Det har givet en vis debat i Holland, fordi højreorienterede debattører samtidig oplever at blive udelukket fra møder i kirkeligt regi.
I Danmark tog biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen bladet fra munden i Altinget og advarede imod, at debatten om danskhed er ved at løbe løbsk: ”Når nationalitet bliver benyttet til at deklassere andre og udelukke andre med, så bliver det farligt”, sagde han i et interview med Altinget.
Den europæiske elite og de traditionelle magtpartier i EU har efterhånden indset, at indvandringspolitikken har slået fejl: ”Wir Schaffen das nicht” kan man omskrive den tidligere tyske kansler Angela Merkels herostratiske sætning til.
Men det afholdt ikke Europa-Parlamentet fra tidligere på måneden at uddele en pris til netop Angela Merkel for hendes unikke bidrag til Europa. Fortrængningen af Merkel, som kansleren der åbnede Europas porte for muslimske migranter på den ene side og afviklede atomkraft til fordel for afhængighed af russisk gas på den anden side, var total.
Og det er den samme fortrængning, der træder igennem i forhold til at sikre Europa mod tab af civilisation og sammenhængskraft. For i stedet for at lægge kursen om og reparere på de fatale fejltagelser i migrationspolitikken, samler man sig om at udskamme og udgrænse de politiske kræfter, som forsøger at levere løsninger på de konsekvenser, som den utæmmede indvandring forårsager.
Skræmmebillederne fra Europas fascistiske og nazistiske fortid bliver trukket skarpt op, når det nye højre skal beskrives. Man bygger samtidig brandmure for at kunne fortsætte med at regere uden indblanding fra de folkelige protestbevægelser fra højre. Herhjemme har vi en politiker kropsliggjort i Lars Løkke Rasmussen, der har gjort det til sit personlige politiske projekt.
