Da WHO's forfatning blev underskrevet i 1946, var verden netop kommet ud af en af historiens mest ødelæggende perioder. Europa lå i ruiner, millioner kæmpede for at overleve, og en ny international orden var ved at blive bygget op.
Det var i denne situation, at den nyoprettede Verdenssundhedsorganisation indførte en definition, som ikke blot skulle ændre forståelsen af medicin, men efterhånden også selve forståelsen af mennesket.
Sundhed var ikke længere blot fravær af sygdom. Det blev defineret som "en tilstand af fuldstændigt fysisk, mentalt og socialt velbefindende". Ved første øjekast var det et ædelt humanitært ideal. Men bag den tilsyneladende uskyldige formulering lå en omfattende antropologisk, politisk og kulturel forandring.
Fra behandling til forvaltning af livet
I århundreder havde den hippokratiske medicin forstået sundhed som en balance i organismen. Sygdom var en forstyrrelse, som skulle behandles med omtanke. Men sygdom og menneskelig skrøbelighed blev ikke betragtet som onder, der kunne udryddes. Sårbarhed hørte til menneskelivet.
WHO's nye definition brød med denne tradition. Medicinens opgave blev ikke længere alene at behandle sygdom. Den kunne nu også rette sig mod menneskelivet som helhed. Bag den nye definition stod bestemte tænkere og politiske forestillinger om statens og medicinens rolle.
