I juni 1969 forlod en 23-årig mand fra landsbyen Bhatian i Punjab sit hjem. Han havde turbanen bundet og næsten intet andet med sig. 17 måneder senere stod han i Herlev. Han skulle blive i Danmark i fire årtier og arbejde sig ind i landet med sine hænder. Han er min far.
Jeg skriver ikke for at bede om medlidenhed. Det vil han aldrig tilgive mig. Jeg skriver, fordi jeg tror, at det borgerlige Danmark har noget at lære af hans liv - og noget at huske. Han kom ikke for at få. Han kom for at give.
Min fars liv handlede ikke om rettigheder. Det handlede om arbejde. Om at møde til tiden. Om at gøre sig fortjent til sin plads. Han levede efter noget, som vi i dag har svært ved at sige højt: at et fællesskab ikke er noget, man får tildelt. Det er noget, man bygger.
