I går blev første runde i det rumænske præsidentvalg så afviklet igen, efter at være blevet aflyst i december, fordi den mest populære kandidat ikke faldt i dommernes smag. Om den nye vinder George Simon kommer til at lide samme skæbne er uvist.
Rumæniens domstolsindgreb i den demokratiske proces udløste berettiget kritik fra vicepræsident J.D. Vance i hans München-tale i februar i år. Og selvom Europas politiske elite kun reagerede med forargelse på talen, er hans kritik kun siden blevet bekræftet. Den passive accept af autokratiet i Rumænien afspejler antidemokratisk EU-skandale, som stort set går upåagtet hen.
Udelukkelsen af populære kandidater fra Rumænien og Frankrigs præsidentvalg sætter desværre en trist, antidemokratisk præcedens i Europa. En politisk elite har overskredet en grænse på vej mod autokratiet – og vore statsbetalte medier forholder sig stort set ukritisk.
I Rumænien greb et ikke-folkevalgt ”Grundlovsråd” greb ind i den demokratiske proces og erklærede, at valget var annulleret, efter at en uafhængig, nationalkonservativ præsidentkandidat ved navn Călin Georgescu vandt første runde af valget i december 2024 og stod til at vinde den anden.
Indgrebet mod demokratiet i Rumænien fandt sted, mens folket var i gang med at stemme og to dage efter, at samme råd havde talt stemmerne sammen fra første runde og konstateret, at alt var foregået demokratisk korrekt.
Dernæst fulgte en række autoritære indgreb, der minder om kommunismens værste perioder: Politiske arrestationer, forhør og ransagelser og statslige indgreb i ytringsfriheden - uden demokratisk og retsstatslig grundlag. I begyndelsen af marts 2025 kulminerede så en dyb, rumænsk stats afvikling af demokratiet med den Centrale Valgkommissions beslutning om at stadfæste forbuddet mod Georgescus opstilling ved omvalget i maj 2025.
Berettiget kritik fra J.D. Vance
I sin skelsættende tale den 14. februar i år i München kritiserede vicepræsident J.D. Vance Europas politiske elite for at have glemt, hvad demokrati og ytringsfrihed er. Vance bemærkede, hvordan ytringsfrihed og demokrati er under pres fra politiske magthavere, efterretningstjenester og retsmyndigheder i Storbritannien og Tyskland og han fordømte autoritære indgreb i den demokratiske proces i forbindelse med præsidentvalget i Rumænien.
Vance kritiserede bl.a. tidligere EU-kommissær; Thierry Breton, der: ”… gik på tv for nylig og lød henrykt over, at den rumænske regering netop havde annulleret et valg. Han advarede om, at hvis tingene ikke går efter planen, kan det samme ske i Tyskland”.
Vance kaldte EU-pamperens udtalelser for ”chokerende i amerikanske ører” og tilføjede; ”… når vi ser europæiske domstole aflyse valg og højtstående embedsmænd true med at aflyse andre, bør vi spørge, om vi holder os til en passende høj standard”.
Det aflyste præsidentvalg og en domstols indgreb i den demokratiske proces i Rumænien bygger iflg. Vance på ”… en efterretningstjenestes spinkle mistanke, et enormt pres fra kontinentale naboer” og ” på argumentet, at russisk desinformation havde inficeret de rumænske valg”.
Og Vance har desværre fuldkommen ret. Argumentet om ”russisk indblanding” i Rumænien er udokumenteret og kan på ingen måde retfærdiggøre rumænske myndigheders udemokratiske indgreb. Det tyndslidte argument om ”russisk indblanding” minder påfaldende om FBI's falske og udokumenterede påstande i den såkaldte Steele-rapport, som i 2016 skulle bruges til et tilsvarende udemokratisk indgreb i demokrati og ytringsfrihed imod Donald Trump i USA.
Flere retssager og undersøgelser har siden afsløret Steele-rapporten som et falsum og afdækket upålideligheden af Steele-rapportens kilder. Men argumentet om mystisk ”russisk indblanding” er stadig brugbart til udemokratiske indgreb.
Dansk medier er passive og accepterende
Mest foruroligende i Danmark er måske vore statsbetalte mediers passive accept af det rumænske domstolsstyres indgreb i den demokratiske proces. Ingen af DR eller TV2s tv-aviser problematiserer afviklingen af demokratiet i EU-partnerlandet og Jesper Steinmetz reportage for TV2 (03.05) var renset for kritiske forbehold:
”Det er et spørgsmål om, hvilken retning man går – om man fortsætter en pro-vestlig og pro-EU retning, eller om man vil trække sig længere væk fra Bruxelles, vil vende ryggen til de pro-vestlige værdier og flirte med Rusland – sådan som den vragede præsidentkandidat Georgescu tydeligvis gjorde” – udtaler Steinmetz fra Bukarest.
Han undlader helt at problematisere de autoritære metoder, som nu anvendes i Rumænien. Måske fordi det er en nationalkonservativ og ikke en venstreorienteret kandidat, som indgrebet går ud over? På TV2 kalder Ulla Terkelsen og David Busch (11.03) indgrebet i Rumænien for ”usædvanligt”, men tilføjer så, at Georgescu vistnok ”mistænkes for bånd til Putin”. Så er det vel i orden…?
Ritzau (09.03) gør gældende, at Georgescu er ”under efterforskning for seks mulige lovovertrædelser, herunder for at være medlem af en fascistisk organisation og for at have overtrådt reglerne for finansiering af valgkampe”, men undlader at nævne rumænske myndigheders manglende dokumentation for disse påstande.
Weekendavisens Ole Nyeng (14.03) kan ikke lide Georgescu og citerer derfor kun rumænske kilder, der mener at indgrebet i Rumænien ”kan retfærdiggøres”, bl.a. med udokumenterede beskyldninger om, at han ikke fyldestgørende nok kan gøre rede for bidrag til sin valgkamp. Hvilket man i samme stil kunne bebrejde Lars Løkke Rasmussen, hvis man ville? Det er et tyndt grundlag at retfærdiggøre aflysningen af demokratiet på.
Kun dagbladet Information (11.03) har på lederplads udtrykt en tøvende og forbeholden kritik af indgrebet i Rumænien: ”Risikoen er, at udelukkelsen vil fremstå som – eller måske ligefrem være – et antidemokratisk forsvar for demokratiet”. Afviklingen af demokratiet i Rumænien har altså den ”risiko”, at det kan komme til at ”fremstå antidemokratisk”?
Indgrebet i Rumænien er dog ikke noget ”forsvar for demokratiet”. Uanset, hvad man mener om Georgescu. Vance har fuldkommen ret: Ytringsfriheden er i dyb krise i Europa og vor politiske elite har glemt, hvad demokrati er. Det har statsbetalte medier tilsyneladende også?