Otte danske biskopper har irettesat Mette Frederiksen. De harmes over palæstinensiske ofre og ignorerer belejligt, hvordan totalitære ideologier fra tronstolen i Teheran i snart et halvt århundrede har lagt sig i selen for at ødelægge Mellemøsten og ikke mindst Israel.
I skrivende stund har også over 200 skuespillere og 600 filmfolk rettet en sammenbidt henvendelse til regeringen om at standse Israel. Den er stort set en kopi af den erklæring, flere hundrede forfattere sendte afsted til Christiansborg for nogle uger siden.
Det er udelukkende Knesset, der må rette ind. Størstedelen af den intellektuelle elite befinder sig tilsyneladende i massehypnose af utilsløret had til IDF, zionister og jøder.
Intellektuelt sammenbrud
Det er et intellektuelt sammenbrud i uskøn udfoldelse. Et fald fra tinderne, jeg ikke kan se som andet en antisemitisme i ny udklædning. Det er så skamfuldt. Det er så flovt nedslående. Det er et massivt totalophør, der for altid vil placere dansk åndsliv på den mørke side af månen og på den forkerte side af verdenshistorien.
Det går upåagtet hen, når muslimer slår hinanden ihjel i tusindvis i Afghanistan, Libyen, Syrien og Sudan. Israel skal udskammes. Jeg må dermed ubærligt bittert konstatere, at størstedelen af danske kunstnere, der lever af ytringsfrihed og åben dialog, i deres breve får favoriseret Israels modpart. Hamas, Hizbollah og houthierne excellerer ikke just i betingelsesløs meningsudveksling.
En hånd fra USA til Jina Amini
Efter 2 døgn i koma, 16 september 2022, omkom 22 årige Jina Mahsa Amini i moralpolitiets varetægt. Hendes forbrydelse bestod i ikke at påføre sig den hijab, Sharia i Iran kommanderer kvinder til at bære. Ifølge de iranske myndigheder døde hun af hjertestop. Men øjenvidner fortæller, at hun blev tæsket ihjel. Israels og USA's definitive anslag mod Irans tyranner rækker også en hånd ud til Jina.
Højtstående teologer i Iran kalder sig ”retslærde”, men deres paragraffer er ikke opstået ud af respekt for menneskerettigheder eller en Genévekonvention. Den er dikteret fra styrets hotline til Gud. Mullaherne gør nemlig krav på at være de eneste, der har taletid hos de højere magter. Det er ikke Karnovs lovsamling, der er den gældende. Det er et såkaldt ”Guds mirakel”, der informerer, at nu må domstole henrette enhver kvinde, der tillader sig at slå håret ud.
Det er samme selvudråbte åbenbaring, der velsigner den dødsdom over forfatter Salman Rushdie, der har forfulgt ham siden 1989. En fatwa, der var tæt på at koste ham livet, da han blev overfaldet af en ung jihadist med kniv i 2022. Allah er det eneste doktrin, Ali Khamenei opererer efter, og det er bare ikke særligt betryggende, når feberfantasier råder over en atombombe.
Præster i alliance med terrorceller
Jina Mahsa Amina er ikke alene om et hjertestop. Ayatollaherne har tilført Iran blodstyrtning siden revolutionen i 1979. En hel nation har siden trukket vejret fra en respirator. Islamisme er kunstigt åndedræt.
Iran har aldrig været i stand til at konkurrere med Saudi Arabien som den muslimske verdens dominerende magtfaktor. Så for at piske kaos og frygt frem hos naboerne, har Teheran været nødt til at alliere sig med terrorceller, ulovlige militser og lejesoldater i fej stedfortræderkrig. Den bestræbelse er regeringerne så heller ikke lykkedes med. Israel har nu fået bugt med en plageånd, der har haft frit lejde til vanvid utåleligt længe.
Last og brast med Israels fjender
Israels og USA's koalition mod Iran kan skabe en helt ny politisk situation, hvor Saudi Arabien igen kan indlede en normaliseringsproces med Israel; En plan, ”Abrahamaftalerne”, oprindeligt iværksat af Donald Trump. De Forenede Arabiske Emirater og Israel indgik forhandlinger i 2020 og var på vej til at sikre hinanden historisk dynamisk sameksistens.
Det kunne Iran ikke acceptere. Det ville forringe deres i forvejen helt forkvaklede forsøg på betydning i området. Iran har siden 1990erne støttet Hamas med økonomi og træning, og det er bestemt ikke usandsynligt, at præstestyret var medvirkende, da Hamas i 2023 begik drab på jøder i et omfang ikke set siden holocaust. Helt åbent er det, at Iran stod bag Hizbollah, da de dagen efter massakren nådesløst begyndte at sendte missiler over grænsen mellem Libanon og Israel. Iran står last og brast med Israels fjender netop for at forpurre Saudi Arabiens bro til Netanyahu.