Den canadiske premierminister Mark Carney blev modtaget med demonstrativ hyldest i Europa-Parlamentet og i medierne, som var han en bortført søn, der var vendt frelst tilbage til familien. Det er helt naturligt, for Canada og EU ligner hinanden som enæggede tvillinger.
Begge samfund er centraliserede formynderstater præget af ukontrolleret indvandring, subsidieret grøn omstilling og en tyngende, altid voksende byrde af skatteyderbetalte velfærdsydelser.
Hertil et pressekorps, der med politisk opbakning opdrager befolkningerne til de korrekte meninger om klima, islam, regnbuebevægelsen, jøder og Trump. EU og Canada er som fod i hose. Hvad kan man forlange mere af et venskab?
Selvforskyldte lidelser
Mark Carney holdt da også en tale for EU-parlamentarikerne, der lovede store synergieffekter i et kommende tættere samarbejde inden for handel, energi og forskning med den klare indforståelse, at alliancen mellem Canada og EU ville være en klar begmand til præsident Trump, roden til alt ondt.
Det er ellers ikke USA, der er skyld i canadiernes store økonomiske og kulturelle vanskeligheder. Det har de klaret helt fint selv. Det er ikke USA, der har tvunget landet til en indvandring i et omfang så hele 45 procent af befolkningen er enten migranter eller deres børn, hvilket har medført astronomiske subsidier og overførselsindkomster.
Det er ikke Trump, der har kommanderet canadierne til en hårdhændet satsning på upålidelige vindmøller og solceller i et land, der flyder med gas og olie. Amerikanerne har vist heller ikke noget at gøre med Canadas rekordlave fødselsrate eller verdens højeste forekomst af assisterede selvmord.
Et land i tovene
Canada er på mange måder ude i tovene og har brug for al den hjælp, de kan få, særligt fra USA. Canadas befolkning er 11,8 procent af USA’s, men dets BNP per capita er kun 60 procent af USA’s.
72 procent af Canadas eksport går til USA, men kun 15 procent fra USA til Canada. I august i år skabte USA 160.000 nye arbejdspladser. Canada tabte i samme periode 42 000.
Canada er helt afhængig af USA for at sikre sin suverænitet og grænser. Premierminister Trudeau’s mangeårige regering efterlod et afrustet Canada, der i dag kun råder over 30 gamle flådefartøjer og 89 amerikanske kampfly, der mere end 40 år gamle.
Canada valgte Kina frem for USA
For ganske kort siden var USA og Canada ved at afslutte en handelsaftale, der ville stille Canada bedre end USA’s andre store handelspartnere, som Kina og Mexico. Den løbende aftale har sikret Canada et årligt handelsoverskud med USA på 50 milliarder USD.
Den nye aftale ville gøre det endnu bedre for Canada, men ville også sætte en stopper for Kinas eksport af statssubsidierede biler og stål via Canada ind i USA. Pludselig trak Carney Canada ud af den ellers aftalte nye kontakt med USA med henvisning til, at Trump kun var ude på at gøre Canada til en vasalstat af USA.
Carney nægtede at offentliggøre den brudte kontrakt og sine bevæggrunde. Hans ministre blev pålagt tavshedspligt, og medierne fulgte lydigt trop. Forinden havde premierministeren dog indgået en omfattende samarbejdsaftale med Kina, der inkluderede rejser, visa, fødevarer samhandel og energi.
Det har åbenbart ikke generet Carney, at Kina er verdens største manipulator med valuta, statssubsidier, prisdumping og stjæler patenter og beskyttet know how med arme og ben.
Carneys anti-amerikanske strategi
De europæiske ledere og mediers hjertelige modtagelse af Mark Carney som en fremtidig samarbejdspartner og våbenbroder i kampen mod Trump viser kun, at de ikke har forstået, hvad Carneys mystiske oprør mod amerikanerne i virkeligheden drejer sig om.
Den anti-amerikanske bølge, der i disse dag skyller ind over det socialdemokratiske Canada, er behændigt iscenesat af Carney for at mase de oprørske delstater Quebec og Alberta til at forblive inden for den canadiske føderation og ikke at søge selvstændighed gennem snarlige folkeafstemninger, hvad den canadiske forfatning giver dem ret til.
De to delstater vil have langt større selvstændighed, end det centralstyrede canadiske samfund tillader i øjeblikket. For eksempel har det fransksprogede Quebec længe siddet meget løst føderationen, og Alberta vil selv bestemme sin indvandringspolitik, udnævnelse af dommere og en hel del mere.
Trussel mod formynderstaten
Hvis de kommende folkeafstemninger her i efteråret fører til den større selvstændighed, som premierminister Carney for alt i verden vil undgå, kan vi forvente at flere delstater vil følge efter. Det vil være enden på den centrale formynderstat, som Trudeau og Carney møjsommeligt har bygget op.
Fremtidens Canada vil komme til at ligne USA meget mere, hvor delstaterne netop har fuld suverænitet over egne forhold så som økonomi, domstole, politi, skolevæsen og sociale forhold, og hvor det fælles ansvar for valuta, pengepolitik, forsvar, højesteret og udenrigspolitik ligger hos den føderale regering.
Det må således siges at være noget af en billig omgang kynisk at skrotte en allerede indgået lukrativ handelsaftale, fordi man har brug for at hænge USA ud som tyran og undertrykker for at opnå et indre sammenhold, der ellers ikke ville være der.
Elefantens hukommelse
Men det er jo ikke første gang, at en konge eller hersker skaber sig en udefra kommende trussel for at holde sammen på de forvildede får.
Carney skal dog huske på, at når støvet har lagt sig efter de kommende folkeafstemninger i Alberta og Quebec, skal han forsøge at lappe på de skader, han har påført både Canada og USA ved at løbe fra sine aftaler.
Her vil han møde en Trump, der husker som en elefant, og som vil fryde sig over at se en nedbrudt Carney, EU’s bedste ven, komme krybende til Det Hvide Hus på sine grædende knæ for rørt at takke for, hvad han nu kan få.
