29. september 1943 brænder jorden under danske jøder. Et opråb ser dagens lys. På foranledning af biskop Hans Fuglsang-Damgaard forfatter danske præster en erklæring med historisk vingesus.
Besættelsesmagten er klar til at massedeportere jøder, og Folkekirken trækker tungt skyts frem. I dens brev står: ”Overalt, hvor der rejses forfølgelse af jøder som sådanne af racemæssige eller religiøse grunde, er det den kristne kirkes pligt at protestere”.














