I den forløbne uge har islamo-marxistiske folkemængder i den vestlige verden fejret massemordet den 7. oktober 2023 på 1200 israelere. Ved samme lejlighed tog Hamas 251 gidsler, hvoraf 83 omkom af sult, tortur og voldtægt i Gazas kz-tunneler.

I den moderne antisemitiske verden var der ikke tale om massemord og terror, men om en militæraktion rettet mod israelske stillinger og poster. Den statskontrollerede egyptiske avis Maspero kalder 7. oktober terroren for ’Al-Aqsa Flodbølgen’ for at minde om Al- Aqsa moskeen i Jerusalem, som muslimer mener, at Israel vil ødelægge og fjerne for at bygge et nyt jødisk tempel på stedet.

Maspero nævner ikke med et ord de myrdede israelere, men skriver at kampenheder fra Hamas lykkedes med at besætte bosættelser i Israel og dræbe hundredevis af zionistiske officerer og soldater.

Den arabiske avis Al Ghad i Jordan kører videre i samme spor: ”Om morgenen den 7.oktober, 2023 overraskede Hamas Israel med et uventet angreb på 11 militærbaser og 22 bosættelser, der resulterede i mange hundrede israeleres død og tilfangetagelse”.

Ifølge Al Ghad skete angrebet for at gøre en ende på Israels uretfærdige isolation af Gaza og for at sikre islams suverænitet over Al-Aqsa moskeen.

Folkemordsbeskyldningerne var en del af PR-arbejdet
Allerede den 8. oktober 2023 angreb det Iran-styrede Hizbollah Israel med en sværm af missiler og få dage efter dukkede de første beskyldninger om ’ folkemord’ op i den internationale presse. Især CNN, New York Times og BBC labbede kritikløst i sig, hvad den iranske propagandamaskine serverede gennem Hamas’ pressebureau.

I den arabiske verden og i de vestlige medier har man vedtaget som sandheden, at Israels militæraktion i Gaza kostede 74 000 palæstinensere livet med 100 000 sårede. De israelske myndigheder har for længst dokumenteret, at disse tabstal er uden forbindelse med virkeligheden, men det er der ingen, der gider høre på.

Tilmed har Sydafrika slæbt Israel for ICC-domstolen i Haag anklaget for folkemord. Det skal nok lykkes at få en dom fra ICC, nu da Nobel-komiteen har tildelt fredsprisen til den sydafrikanske jurist Navi Pilay, der står bag en FN-rapport, der konkluderer, at Israel har begået folkemord i Gaza.

Folkemordet, der blev væk
Ifølge FN’s Folkedrabskonvention skal der foreligge et omfattende drab på en befolkningsgruppe eller påføre gruppen levevilkår beregnet på at bevirke gruppens ødelæggelse. Før Israels invasion i Gaza var befolkningstallet vurderet til 2,2 millioner. Nu tre år efter er der ifølge de seneste AI-opgørelser stadig 2,2 millioner palæstinensere i området.

Hvis folket stadig er intakt, hvor blev folkemordet så af?  I FN’s historie er der jo ganske andre vaskeægte folkemord at tage fat på, men som er gledet ubemærket ind under historiens gulvtæppe.

Siden 1949 har den kinesiske regering ifølge en fransk redegørelse myrdet 60 millioner af sine egne borgere uden et kvæk fra den ’regelbaserede verdensorden’.  Folkemordet i Rwanda kostede 1 million ofre og Biafra-massakrerne omkring 3 millioner døde.

Ifølge Open Doors er 350 millioner kristne ofre for islamisk forfølgelse og undertrykkelse. Tusindvis af kristne er myrdet af islamiske terrorkorps i Nigeria. Ingen gør noget ved myrderierne, som i Vesten slås hen som stridigheder om land mellem bønder.

Det var Stalin, der sagde, at” ét menneskes død er en tragedie. En million menneskers død er statistik”. Det fik han jo ret i.

Vestlige medier falder i den velsmurte løgnemaskine
Vestlige medier og politikere er gang på gang faldet i Irans og Hamas’ velsmurte løgnemaskine uden at tage ved lære af deres erfaringer. Da israelske styrker invaderede Gaza diskede folkemordsmafiaen op med historien om, at Israel havde bombet Al Ahli Arab Hospitalet, hvor hundrede af civile var omkommet.

Israel kunne dog dokumentere, at det var Hamas, der havde dummet sig og havde sendt et missil ind i deres eget hospital heldigvis med ingen eller meget få ofre. Forinden havde flere vestlige medier slugt historien med hud og hår.

Så fulgte anklage på anklage om israelske grusomheder. Hvem husker ikke billedet af den lille pige, der tårevædet, men forgæves rækker sin madskål frem mod uddeleren, der ikke har noget at dele ud af. Et senere foto viser dog den samme pige, der som andre i madkøen får sin ration og går roligt bort.

Og så var der den ulykkelige mor, der viser sin benrad af en søn frem, et offer for den israelske hungerkrig mod palæstinenserne. Det billede gik verden rundt. Det viste sig dog, at der var tale om et beskåret foto, der ikke viste skeletbarnets velnærede storebror, som ellers stod lige ved af.

Det syge barn var ikke udsultet, men led af cerebral parese. Den kunne man ikke smøre af på israelerne, men det lykkedes jo alligevel.

Deres egne lederes svigt
Hvis Israel havde planer om folkemord, har de haft god lejlighed til at sætte det i værk. I 2005 forlod alle israelere Gaza og efterlod til palæstinenserne et moderne landbrug og gartnererhverv med avancerede drivhuse, der kunne have været rygraden i Gazas økonomi under den nye arabiske administration.

Palæstinenserne smadrede drivhusene og lod markerne ligge brak. Hvis Israel pønsede på folkemord, hvorfor blev der så leveret mere end 94 millioner tons fødevarer til Gaza siden invasionen.

Det svarer til 3200 kalorier om dagen pr. person, mere end rigeligt. Når der alligevel var sult i Gaza – og det var der - skyldtes det inkompetente FN, der stod for uddelingerne og Hamas, der konfiskerede enorme mængder, som senere blev solgt på det sorte marked til skyhøje priser.

Krigen er vundet, men fortællingen er tabt
Døde civile, især kvinder og børn er godt tv. Det kunne Hamas levere i passende mængder ved at anbringe deres missilbatterier på tagene af skoler hospitaler, boligblokke og moskeer, der også tjener som kommandocentraler og torturcentre.

Israel vandt krigen, men tabte historiefortællingen, som uanset kendsgerningerne dømmer Israel som folkemorder. Det er derfor, at den 7. oktober blev fejret som en sejr ved 262 arrangementer i de vestlige demokratier, hvor deltagerne kunne råbe ’død over Israel’ og kræve Israels udslettelse i råbekor. ”From the River to the Sea”.

Den norske Nobelpris-komité har med årets tildeling af Fredsprisen tilsluttet sig tidens antisemitisme, som er blevet hvidvasket og omdøbt til antizionisme, hvad der ikke gør nogen forskel.

I Israel rider man stormen af i visheden om, at fred i Mellemøsten ikke skabes i vestlige medier eller i hysterisk islamo-marxisme. Fred og samarbejde forudsætter et regimeskifte i Iran. Og kun det.

Israel er halvt i mål og klarer nok også den sidste halvdel. Til glæde for sig selv og for os alle sammen.