De må have god tid i Kulturministeriet. For efter at have brugt oceaner af kræfter på at flintre landet rundt og optælle statuer og kunstværker, udført af kvindelige kunstnere, og ved samme lejlighed banket de sidste museumsdirektører på plads, som stadig led af den vildfarelse, at kunstnerisk kvalitet gik forud for kvantitet og kvoter, så er man nu klar til næste afgørende skridt i indsatsen for kulturens fremme. Nu som et korstog på ord.
Loven om ophavsret skal nemlig gøres kønsneutral og væmmelige ord som ”formand” og ophavsmand” må lade livet til fordel for ”forperson”, så paragraffer i loven ikke ved et hændeligt uheld kunne opfattes som udelukkende gældende for mænd. Siger ministeren. Gravalvorligt og belagt med teflon.
Når nu man som kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der ellers er et både begavet og arbejdsomt menneske, er kommet til at stille op for Moderaterne og dermed skal lefle for woke-bevægelsens evindelige insisteren på den politiske korrektheds tyranni, så kan det nok i en snæver vending føles lækkert i maven med omtalte initiativ.
Vi andre, derimod, kan godt få det lidt stramt med den type totalt overflødig, men alligevel skelsættende bureaukrati, som Holberg uden tvivl kunne have skrevet en fremragende komedie over. Især fordi politisk absurd-teater af den kaliber ofte anvendes som en sløringsmanøvre, så vi har noget ufarligt at tale om, mens regeringen forsøger at surfe stille gennem endnu en midtvejskrise.
I bund og grund tyder dette træk på, at vi alle sammen anses for at være dummere end loven tillader. Bogstaveligt talt. Og derfor skal nogen nu bruge tid og skattekroner på at skrive den om, så ingen kan misforstå eller – nok snarere – føle sig stødt af den.
En fiks idé fra EU
Kulturministerens beslutning får med rette politiske modstandere op af stolen. Det handler ikke længere kun om, hvad en lille flok støjende og jævnt anstrengende elementer i den offentlige debat finder kulturelt og socialt acceptabelt, som i tilfældet med kagemænd og -koner eller adskillige virksomheders ulyksalige, men dog ikke lovbestemte, beslutning om fælles toiletter for mænd og kvinder.
Nu rykker det groteske flueknepperi helt ind i lovgivningen – og det er sandsynligvis kun begyndelsen.
Jeg har ikke helt luret, hvilke afarter af neurodivergens, der har siddet i Kulturministeriets rundkreds og udtænkt dette lovforslag, og jeg er godt klar over, at det oprindeligt bygger på en fiks idé fra EU. Hvilket jo sjældent gør noget bedre og billigere.
Jeg tillader mig blot at lade tanken flyve, og komme med den vurdering, at en sådan type sterilisation af offentlige tekster let kommer til at danne præcedens for yderligere neutraliseringstiltag, og alene inden for kulturområdet kan der jo opfindes uanede muligheder for ministeriel beskæftigelsesterapi.
Tag nu bare Højskolesangbogen – eller Bibelen
Tænk blot, hvor mange statslige akademikere, man kan få lov at projektansætte, når ikke kun lovtekster, men også f.eks. Højskolesangbogen skal følge med tidens tand og tilpasses woke-entusiasternes særlige sans for sprog. Så skal vi måske vænne os til at synge ”Vær velkommen, nogens år” og ”Frue Gud, dit dyre navn og ære” for slet ikke at tale om den i forvejen udskældte ”Den danske sang”, der skal udskifte en unge, blond pige med en midaldrende, leverpostejsfarvet person med forvirret kønsidentitet, for ikke at fornærme nogen. Jeg glæder mig allerede til versefødderne.
”I Danmark er jeg født” må forbydes, for det er vi jo langt fra alle, og ”Jeg er havren” må samme vej, da den kunne fremelske traumer blandt dem, der hver morgen vågner og ikke helt ved, hvad de er.
I samme ombæring må Bibelen rettes til, som et stærkt patriarkalsk og langt fra kønsneutralt stykke litteratur. Alene 1. Mosebogs postulat om at Gud ”...skabte mand og kvinde..” kan jo få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver med et skarpt blik for identitets-semantisk asymmetri - ligesom H.C. Andersens eventyr nok må tilpasses i enkelte titler, så ”Den lille havperson”, ”Statsoverhovedets nye klæder” og ”Hyrden og skorstensfejerinden” for fremtiden minder os om, at vi alle er lige og kan bestride de samme poster i samfundet.
Verden har brug for noget fornuft at holde fast i
Sagt på jysk, så er krigen på køn, race og diverse selvvalgte identiteter ved at være en smule træls. Den sikreste vej til ikke at opnå lighed på, er ved at fortsætte ufortrødent af det sidespor, der gerne vil søge retfærdighed for fortidens uret, men som oftest ender med at få overbalance af indignation og i bedste fald får lokalt irriterende virkning; i værste fald sender os i hver sin skyttegrav.
Ellers går det fremad med ligestillingen; jeg læste så sent som for et par dage siden, at der nu diagnosticeres langt flere kvindelige psykopater end tidligere, så det må da glæde feministerne, at vi sådan møver os ind på et ellers mandsdomineret område.
Hvis vi nu lige et øjeblik antager, at størstedelen af befolkningen – trods tidens dannelsesmæssigt trange kår – stadig er i besiddelse af blot gennemsnitlig hjerneaktivitet med tilhørende abstraktionsniveau, så må kulturministeriets manøvre siges at være skønne, spildte kræfter. Sandheden er jo, at mulighederne for at føle sig stødt på manchetterne er endeløse, når man vælger at leve blandt artsfæller.
Samfundet og vi, der færdes i det, er rundet af vores mere eller mindre fælles fortid; historien og dens pragt, fejl og mangler præger naturligvis stadig både sprog og social omgang, giver os noget at hænge hatten op på, og kan alt efter smag og behag være genstand for beundring eller forargelse. Men den sørger for, at alt ikke flyder og forfladiges, men opretholder substans og kulør.
Den vej Kulturministeren nu går ad, minder mig om Orwells ”1984”, hvor et nedsat udvalg arbejder på at udrydde de ord, der på nogen måde kunne anspore til selvstændig, kritisk tænkning eller som bærer den mindste rest af historien i sig:
»In the end we shall make thoughtcrime literally impossible because there will be no words in which to express it.«
Set fra min observationspost er det en farlig vej. Verden har ikke brug for mere begrebsforvirring og behagesyge. Den har brug for noget fornuft at holde fast i.
