Dan Hitchens, redaktør på det katolske magasin First Things, har skrevet et herligt essay om, hvordan Roger Scruton blev til Roger Scruton, Englands nok mest kendte konservative engelske filosof og kulturkritiker i nyere tid.

Jeg skal ikke trætte jer med et langt referat, men holde et par ting frem til læsernes beskuelse; ting, som er relevante for den situation, vores land og civilisation befinder sig i, særligt med henblik på vores skoler og uddannelse, som for længst har opgivet at være netop dét.

Det skyldes ikke bare skærmene, kunstig intelligens eller skiftende regeringers ”nedskæringer”. Det skyldes ikke blot Menaptiseringen, selv om masseindvandringen og den demografiske udvikling dræner samfundsøkonomien og sænker det faglige gennemsnit betragteligt.

Det danske skole- og uddannelsesvæsen er først og fremmest noget, vi selv har ødelagt, anført af de såkaldte elitier.

Læren fra Paris
Roger Scruton (1944-2020) så det ske – fra maj 1968 – og i resten af sin levetid, men han forsøgte i bøger, foredrag og offentlige interventioner at skabe en forståelse for, at vores skolevæsen og uddannelse hviler på den vestlige arv og tradition, og at de må sætte lærere og elever i stand til at aspirere efter at føre denne tradition videre.

Sidstnævnte står nemlig ikke ved egen kraft. Den kræver vores aktive medvirken generation efter generation.

I første omgang skal vi give nybegynderne elementære færdigheder frem for at bruge tid og kræfter på allehånde politiske projekter og teknologiske krumspring.

Ved at sørge for, at skole og uddannelse i stedet for at imitere samfundet og populærkulturen netop giver elever og studerende adgang til den fond af fag, viden og opdagelser, der gør, at de kan begynde at tænke selvstændigt og på længere sigt betale tilbage til samfundslivet.

Det vil sige: præcis det modsatte af, hvad skiftende politiske og pædagogiske eliter har gjort i mere end 50 år.

Oprører imod oprøret
Disse eliter har i stedet ladet sig distrahere af det populære, banale og den laveste fællesnævner, dvs. af tidsånden. Naturligvis i skiftende former; først som politisk bevidstgørelse, siden som ny teknologi og ubændig fremskridtsoptimisme.

Roger Scruton gik den modsatte vej og blev en ”oprører imod oprøret”. I maj 1968 fandt han ud af, at han ikke var revolutionær, da han oplevede studenteroprøret på nært hold i Paris.

Årene efter brugte han på at beskrive og modvirke den frigørelse og fremmedgørelse, studenteroprøret introducerede i kunst, kultur, skole, uddannelse og i politik, og som blev forstærket af begivenhederne i 1989 blot 20 år senere.

Med ét ord blev vesterlændingene disinherited, løsrevet fra arv og gæld. Eller som Scruton citeres for i essayet:

“I never thought there was an alternative to what we had inherited. You either learn to inherit it properly or you become disinherited.”

Denne holdning må ikke forveksles med nostalgi eller sentimentalisme. Scrutons egen barndom havde været for ulykkelig til, at han kunne eller ville idealisere fortiden. Den vestlige civilisations frembringelser var ikke slutpunktet, men udgangspunktet; de er i skole- og uddannelsesmæssig forstand pensum.

Står på skuldrene af andre
Først når man har været pensum igennem og kan færdes hjemmevant i det overleverede, kan man begynde at kombinere det med alt muligt andet, uden at det sidste bliver dilettanteri.

Hvis du vil være original og unik, skal du vide, hvad der kom før dig selv. Ellers taler, ser og virker du i blinde.

Det opbyggelige ved Roger Scruton var, at han troede på civilisationen, på at den stadig var i live, måske ikke så meget i England som i Frankrig, Tyskland og Italien.

I disse landes arkitektur, de knejsende katedraler og kirker, borge og fæstninger, i vinen, filosofien, den klassiske musik, landsbyerne, de mange regioner, sprog og folkeslag, som fascinerede ham, da han som ung mand rejste rundt i Vesteuropa på må og få, og siden da han smuglede dissident-manuskripter ud af Østeuropa.

Pandekagefolket
Alt dette blev vasket bort af fremtiden, der gjorde flertallet til sin profet. Vesteuropæerne har brugt årtier på at demokratisere og fortynde alting og røre det op med globalisering, de lave forventningers tyranni og flertallets enevælde.

Konsekvensen er, at vores åndelige modstandskraft, som politikerne ellers snakker meget om på tv og i skåltaler, er blevet devalueret i takt med masseuddannelsen, massedigitaliseringen og masseindvandringen.

Vi er, som det hedder et sted i Dan Hitchens' essay, blevet til et pandekagefolk – spredt bredt og tyndt ud over en skoldhed stegepande, hvor vi scroller gennem idiotisk underholdning, pop- og kattevideoer, porno og influencere.

Brug for nye eliter
De progressive eliter gik som sagt forrest ved at gøre oprør mod den kultur og tradition, de skyldte deres dannelse. Vi har således ikke brug for et nyt folk, vi har brug for nye eliter.

Eliter, der vedkender sig den civilisation og kristendom, de står på skuldrene af. For det er klart, at et pandekagefolk ikke evner at drive skole og uddannelse.

Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at vi har ødelagt skolen og uddannelsen indefra med politiske projekter, moralsk opvisning, frygt for den offentlige mening og et konstant og tiltagende opgør med en mere end 2000-årig civilisation i overbevisningen om, at hver ny generation er et nyt folk.

Vi har selv bragt den europæiske civilisation i knæ. Og det er kun os selv, der kan genrejse den og give de kommende generationer af vesterlændinge noget mere varigt at stå på.