Der afholdes i øjeblikket møder over hele landet om den grønne trepart – den politiske aftale, som man mener vil fjerne iltsvind og redde klimaet. Møderne handler om hvilke indsatser, der skal til lokalt for at nå de opstillede mål.

På et møde på Nordfyn forleden kom det frem, at området omkring Nærå Strand skal reducere udledningen af kvælstof med 65 tons om året.  Det er et eksempel på de urealistiske målsætninger i aftalen, for Ringe Å, der stort set er den eneste tilførsel, udleder kun 20 tons kvælstof om året.

De involverede organisationer var alligevel fulde af fortrøstning på mødet: målene er nemlig beregnede, sagde man. Og også planlagte projekter tæller med. Så man kan godt nå målet, lød det. Mon ikke det kun er på papiret og oven i deres egne hoveder.

Frustrationen breder sig
Det her er oplevelsen på blot et enkelt møde om reduktionerne. Men det er jo ikke det eneste. De foregår over hele landet og på nogenlunde samme måde. Sådanne møder efterlader stor frustration hos de mange landmænd, der i lang tid har undret sig over, hvordan de store reduktionsmål kan nås.

Måske fordi landmændene arbejder i virkeligheden og ikke blot med regnearksbaserede papirberegninger. Hvad der er op og ned på virkelighed og papir, er vanskeligt at se lige nu.

Landmanden ved jo, at for at dyrke afgrøder med tilstrækkeligt protein, så det er god ernæring for mennesker og dyr, skal der kvælstofgødning til. Sidst politikerne eksperimenterede med at sænke den danske kvælstofnorm – blev dansk korn udelukket fra verdensmarkedet, ligesom både ernæringskvaliteten og bagekvaliteten blev forringet.

Næringsindholdet falder
Samtidig steg importen fra udlandet af protein i form af f.eks. sojaskrå betydeligt for at dække nedgangen i den danske proteinproduktion. Det fandt politikerne til sidst ud af, var en rigtig dårlig løsning, og landmændene fik igen lov til at bruge deres faglighed og gøde jorden fornuftigt. Alligevel er man nu på vej i sammen retning igen i treparten.

Det vil sige, vi skal vinke farvel til masser af proteinrig hvede, der kan blive til brød, for hvis man på landsplan skal nå målet om en reduktion på 13.800 ton kvælstof, vil der være store arealer, hvor man kun kan dyrke græs eller vårbyg med udlæg.

Regnestykket er helt på månen
Men mon det er nok? En veldyrket mark udleder 7-10 kg kvælstof per hektar – et naturareal 2-3 kg. Det vil sige, at der er en reduktion på 5-8 kg kvælstof per hektar ved at ændre dyrkede marker til natur.

Politikerne har besluttet, at vi skal holde op med at dyrke fødevarer på 400.000 hektar.  5-8 kg mindre udledning per hektar betyder således en reduktion på i alt 2.000-3.200 ton kvælstof. Det er meget langt fra de 13.780 tons, som treparten angiver som mål i deres skrivebordsvisioner.

Og det vil vel at mærke først ske efter nogle år. Man får en mistanke om, at de har indrettet regnestykkerne efter det ønskede resultat med nogle modelberegninger, som kan komme til at se ud fuldstændig, som man ønsker sig?

Samtidig ligger mange af de 70.000 hektar lavbundsjord, der ifølge planerne skal tages ud af dyrkning i områder, hvor der ikke er reduktionskrav for kvælstof. Dermed tæller de nul i det store papirregnskab om kvælstofreduktion.

Alene disse to forhold viser, at man ikke kan nå målene gennem indsatser på markfladen – selv med tillæg af andre forhindringer for landmændene som f.eks. efterafgrøder.

Fra 380 til 10.000 på to år
Så kan man selvfølgelig speede voldsomt op på de såkaldte kollektive virkemidler, nok især minivådområder. Men for at nå reduktioner i den ønskede størrelsesorden, skal der etableres op mod 10.000 minivådområder. Indtil nu har man – med en meget, meget stor indsats – etableret omkring 380 anlæg.

Hvem tror på, at man på to år kan nå fra 380 til 10.000? Det er så langt fra virkeligheden, at landmændene sidder og måber over det til de møder, de indkaldes til.

Derefter render man ind i endnu et problem: Man kan jo ikke addere effekter fra dyrkningsfladen (udtagning, afgrødeomlægning, efterafgrøder og nedsat N) med kollektive effekter (vådområder og minivådområder), fordi det samme kvælstof fra den samme mark ikke kan fjernes to gange fra vandmiljøet.

Så når man laver kollektive indsatser, reducerer det effekten af tiltag på dyrkningsfladen og omvendt. Derfor vil der fra 2027, hvor indsatserne skal evalueres, næsten med sikkerhed komme krav til landmændene om endnu større dyrkningsreduktioner.

Vi ser ind i en afvikling af dansk landbrug
Det vil sige, at med det nuværende ensidige og absurde fokus på kvælstof fra landbruget vil politikerne skulle stramme endnu mere på tommeskruen – som allerede forudsagt af de radikale, socialdemokraterne og Danmarks Naturfredningsforening.

På den måde vil endnu mere jord blive frataget en rentabel dyrkningsmulighed og muligheden for tilstrækkelig gødskning. Det vil udpine den gode danske landbrugsjord. Det er uvist hvor længe EU vil give betaling til jord, der ikke kan dyrkes under sådanne danske regler?

Og så kan man stille spørgsmålet til både politikerne, L&F og de øvrige organisationer: Hvorfor er I gået med til en aftale, som er urealistisk? I ved, at målet ikke kan nås, hørte I ikke på advarslerne eller er det reelle mål afvikling af landbrugsproduktion i stor stil?

Vi skal alle sammen have noget at spise
Hvorfor har I set jer blinde på kvælstof som den eneste farlige faktor i de danske vandområder? Sådan ser man jo ikke på det i andre lande. I Sverige ser man alvorligt på fosfor som en uønsket presfaktor – den fare har man elimineret i det danske regnskab ved simpelthen ikke at medtage fosfor i de nye papir-regnskaber.

Den grønne trepart er måske et ønskescenarie for jer politikere, der er optændt af ønsket om at stå som den store kompromis-eventmager på den politiske scene – men for den fødevareproducerende landmand er det et skrækscenarie – og burde også være det for alle danskere – vi skal jo alle sammen have noget at spise.