Når du hører en historie som den nedenfor, tænker du så over, hvordan du mon selv ville have reageret?

Et passagerfly fra Dubai til Tel Aviv er i luften med mere end 170 mennesker om bord. Pludselig styrtdykker det. Inde i cockpittet har andenpiloten angrebet kaptajnen med en kniv og tilsyneladende forsøgt at bringe flyet ned. På få øjeblikke falder flyet mange tusinde meter.

Den sårede kaptajn får åbnet døren til cockpittet. Passagerer trænger ind og overmander andenpiloten. En blikkenslager uden flycertifikat griber rorpinden. Flyet lander senere i Saudi-Arabien.

Man skal være varsom med at bygge store teorier om folkesjæle på en enkelt dramatisk hændelse. Men scenen er alligevel vanskelig ikke at se som meget israelsk. Noget går galt. Der er ikke tid til udvalg, procedurer eller overvejelser.

Nogen må gøre noget, og så gør man noget. Man vender sig ikke om og leder efter myndigheder eller damen fra kommunen. Israeleren handler i nuet, fordi fremtiden afhænger af, at netop du gør noget lige nu. Uden tøven.

Sabra
Den mentalitet har en historie. En historie om opbygningen af en nation. Da den moderne zionisme voksede frem i slutningen af 1800-tallet, handlede projektet ikke kun om at skabe et hjemland for jøder. Det handlede også om at skabe en anden slags jøde.

Den tysk-jødiske zionist Max Nordau talte allerede i 1898 om Muskeljudentum – muskeljødedom. Den jødiske tilværelse skulle ikke længere være præget af fysisk svaghed og afhængighed af andre. Den nye jøde skulle kunne bearbejde jorden, bære et våben og forsvare sig selv.

Ud af denne forestilling voksede senere idealet om sabraen, den indfødte israeler. Sabra er en kaktusfrugt. Hård og stikkende udenpå, men blød indeni. Det er et selvbillede, som israelerne har taget til sig, udviklet og dyrket.

Som får til slagtning
Sabraen blev et billede på den nye israeler. Ligefrem, fysisk, jordbunden, selvberoende og handlekraftig. Historikeren Oz Almog har beskrevet sabra-kulturen som en central del af skabelsen af “den israelske jøde”, bevidst stillet over for den gamle diasporaidentitet.

Holocaust gav denne selvforståelse en alvor. Seks millioner jøder blev dræbt af nazisternes dødspatruljer og regimets koncentrationslejre. I det unge Israel opstod en hård og ofte uretfærdig fortælling om Europas jøder som mennesker, der var blevet ført “som får til slagtning”.

Historisk er billedet fortegnet. Jøder gjorde modstand på mange måder, men som israelsk selvfortælling fik kontrasten enorm betydning. Det skulle aldrig ske igen. Og næste gang skulle jøder ikke vente på, at andre kom og reddede dem.

Fauda
Det er også noget af det, der gør den israelske serie Fauda, som jeg anmeldte forleden, så fremmedartet set med danske øjne. Personerne bruger ikke meget tid på at spørge, hvem der burde have forhindret katastrofen. De spørger, hvad der skal gøres nu.

De improviserer. De bryder regler. De begår fejl. De overvurderer ofte deres egne evner. Det er ikke altid kønt, men der bliver taget affære, og hvis det går galt, forsøger man bare igen, og igen. Man overgiver sig aldrig til apati eller andres vilje.

Og hvad med os?
I sidste uge blev danskerne spurgt, om de ville være klar til at gå i væbnet kamp, hvis Danmark blev invaderet af en fremmed magt. 34 pct. svarede ja. 50 pct. svarede nej. 15 pct. vidste det ikke. Målingen blev foretaget af Megafon for TV 2.

Det er naturligvis noget andet at svare på et spørgsmål i en meningsmåling end faktisk at stå med fjenden ved grænsen. Mennesker kan overraske både sig selv og andre, når situationen bliver virkelig. Tallene bør alligevel give anledning til eftertanke.

For Danmark er i disse år i gang med den største militære oprustning i årtier. Vi diskuterer milliarder, kampfly, missiler, ammunition og brigader. Men forsvaret af fædrelandet skal i sidste ende ske i kraft af levende menneskers indsats.

Hvordan er disse levende danskeres mentalitet? Hvordan vil vi beskrive os selv sammenlignet med israelerne?

Maskuliniseret og feminiseret
Israel har siden den moderne zionismes grundlæggelse opdyrket et borgerideal med egenskaber, vi traditionelt vil kalde maskuline. Handlekraft, fysisk mod, risikovillighed, konkurrence og villigheden til om nødvendigt at bruge magt.

Israel er ikke nødvendigvis et mere mandsdomineret samfund. Man kunne snarere kalde det et mere maskuliniseret samfund. Kvinderne blev ikke fritaget for de hårde pligter. De blev i ligestillingens navn i betydelig grad optaget i dem.

Kvinderne blev allerede i den tidlige zionisme trukket ind i dette maskuliniserede ideal. De arbejdede på markerne i kibbutzerne, deltog i opbygningen af landet og blev omfattet af værnepligten. Ligestillingen bestod ikke kun i retten til at få del i samfundets muligheder, men også i pligten til at bære nogle af dets tungeste byrder.

Den feminiserede velfærdsstat
I Danmark har bevægelsen på mange måder gået den modsatte vej. Vores borgerideal er i stigende grad blevet formet af værdier, vi tidligere ville have kaldt feminine. Vi vægter omsorg, tryghed, dialog, forhandling og konfliktdæmpning. Det er velfærdsstatens ideal.

Manden forventes at være empatisk, lyttende og samarbejdende. Hvor den israelske kvinde blev omfattet af et maskuliniseret ideal, er manden i Danmark blevet omfattet af vores feminiserede ideal.

Vi ser med mistro på handlekraft, som ikke er velovervejet og kalkuleret. Vi bliver nervøse, når nogen forlader den udstukne vej, og vi af venter hellere på andres indgriben end handler selv – sådan hårdt trukket op.

Og hvis det er sådan, vi er blevet, så er det vel ikke så underligt, at kun halvdelen af os er parate til at forsvare landet mod en invaderende fjende. Det må de vel kunne klare oppe på kommunen?