Kort Nyt

03.01.23

Europaparlamentariker får ordførerskaber i Dansk Folkeparti

Anders Vistisen skal blandt andet være udenrigsordfører, mens Peter Kofod bliver rets- og finansordfører i DF.
Anders Vistisen var med, da Dansk Folkeparti var til regeringsforhandlinger, og nu får han også ordførerskaber i partiet. (Arkivfoto).
Anders Vistisen var med, da Dansk Folkeparti var til regeringsforhandlinger, og nu får han også ordførerskaber i partiet. (Arkivfoto).

Han er ikke medlem af Folketinget, men Anders Vistisen er alligevel blevet tildelt posterne som udenrigsordfører og udviklingsordfører i Dansk Folkeparti.

Det meddeler partiet tirsdag efter at have konstitueret sig.

Anders Vistisen har overtaget Peter Kofods plads i Europa-Parlamentet, efter at Kofod 1. november sidste år blev valgt ind i Folketinget.

Anders Vistisen sad i første omgang i Europa-Parlamentet fra 2014 til 2019, hvor han ikke blev genvalgt. Nu har han atter fået plads i parlamentet, efter at han ikke kom i Folketinget ved valget i november.

Netop Peter Kofod, som også er DF's gruppeformand, har fået flere tunge ordførerskaber.

Han er således blevet både finansordfører og retsordfører, ligesom han bliver partiets ordfører inden for sundhed, skat, fiskeri og landbrug.

Formand Morten Messerschmidt påtager sig hvervet som politisk ordfører, og han skal desuden være kulturordfører samt ordfører for kirke og kongehus.

René Christensen får til gengæld ikke ordførerskaber.

Han røg ud af Folketinget ved valget, men han er derefter blevet næstformand i Dansk Folkeparti.

Partiet gik markant tilbage ved valget, hvor det kun blev til fem mandater, mens det blev til 16 mandater ved folketingsvalget i 2019.

Så sent som ved folketingsvalget i 2015 opnåede Dansk Folkeparti 37 mandater og var dengang Folketingets næststørste parti.

Partistifter Pia Kjærsgaard skal være social- og ældreordfører samt udlændinge- og integrationsordfører og ordfører for ligestilling.

Alex Ahrendtsen skal blandt andet være forsvars-, uddannelses- og forskningsordfører samt børne- og undervisningsordfører.

Nyvalgte Nick Zimmermann skal blandt andet være beskæftigelsesordfører, klima- og miljøordfører samt transport- og erhvervsordfører.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter