En juntadomstol under militæret i Myanmar vil fredag i denne uge afsige den endelige dom over den fængslede civile leder Aung Suu Kyi.
Det sker efter en 18 måneder lang retssag, siger en kilde i retssystemet til AFP.
Suu Kyi har været fængslet, siden militæret væltede hendes regering i februar sidste år. Derved blev landets korte periode med demokrati bragt til en afslutning.
Den 77-årige modtager af Nobels fredspris er tidligere blevet fundet skyldig i 14 anklagepunkter - blandt andet korruption og læk af klassificerede oplysninger. Hun afsoner en dom på 26 års fængsel.
Både anklagemyndigheden og forsvaret har mandag afsluttet proceduren, siger kilden, som tilføjer, at der vil blive afsagt dom fredag den 30. december.
Kilden siger, at Suu Kyis helbred øjensynligt er godt.
Menneskerettighedsgrupper kalder retssagen for en ren skueproces.
FN's Sikkerhedsråd opfordrede i sidste uge indtrængende juntaen til at løslade Suu Kyi. Det skete i den første resolution om situationen i Myanmar siden kuppet den 1. februar 2021.
Kuppet fandt sted efter et valg, hvor Suu Kyis Nationale Liga for Demokrati havde vundet en jordskredssejr.
I de første uger efter kuppet demonstrerede folk i Myanmar i stort antal. Men de omfattende protester stilnede af, i takt med at sikkerhedsstyrker slog stadig hårdere ned på demonstranter.
I resolutionen i sidste uge opfordrer FN's Sikkerhedsråd "indtrængende" militærstyret til "omgående at løslade alle vilkårligt tilbageholdte fanger". Herunder Suu Kyi og den tidligere præsident Win Myint.
Suu Kyi førte i november 2015 partiet NLD til en jordskredssejr i Myanmars første frie valg i 25 år.
Hun modtog i 1991 Nobels fredspris for sin kamp for demokrati i Myanmar.
Internationalt blev hun tidligere set som et fredsikon. Men efter at Myanmars militær i 2017 indledte det, der af FN er blevet betegnet som et muligt folkedrab mod det muslimske rohingya-mindretal, er hendes stjerne falmet markant på grund af beskyldninger om manglende indgriben.
/ritzau/AFP
Kilde: