Knap fire måneder skulle der gå fra udhængningen af Martin Brygmann, som indtil videre er endt med at koste ham hans professionelle liv, til en nye MeToo-agtig sag er eksploderet. Denne gang med tv-kokken og manuskriptforfatteren Adam Price i ufrivilligt centrum. Anledningen er hans ekskæreste, klummeskribenten Katherine Diez’ nye bog, som bl.a. handler om deres samliv gennem halvandet år – med videregivelse af meget private detaljer fra deres intime liv i dobbeltsengen.
Selvom jeg nok er mest kendt for at forsøge at se på disse sager ud fra den udhængte mands perspektiv, har jeg denne gang lyst til at vende kikkerten rundt og se det fra den udhængende kvindes vinkel, i dette tilfælde Diez’. Så vidt jeg kan se, er der ikke andre, der har anlagt den tilgang.
MeToo-kvindens perspektiv
Jeg har ikke læst selvbiografien I egen barm, der også handler om den plagiatsag, som i begyndelsen af året endte med at koste Katherine Diez karrieren i medieverdenen, herunder på diverse SoMe-platforme. Men jeg har læst de fleste af de avisindlæg, der har været om sagen. Herunder dem, hvor Adam Prices reaktion er gengivet.
Han er, forståeligt nok, stærkt indigneret over, at hans tidligere kæreste på den måde hænger deres privatliv offentligt til tørre. Som han skriver i et opslag på Instagram: ”Jeg er ikke den rette til at gøre mig klog på Katherines bevæggrunde for at skrive, som hun gør, jeg kan blot konstatere, at hun bevidst har valgt at krænke privatlivets fred i forhold til mig.”
Det er da også den vinkel, medierne indtil videre har valgt at fokusere på. Fx har Ekstra Bladet en større artikel, hvor den kuldsejlede kærlighedshistorie rulles op i dramatiske gevandter, der både involverer afbrudt svangerskab og en fortørnet Price-bror. Og Jyllands-Posten bringer et interview med juraprofessor Sten Shaumburg-Müller, som anbefaler, at sagen prøves ved domstolen. Med henvisning til en spektakulær finsk sag fra 00’erne, som ekselskerinden til den daværende finske statsminister endte med at tabe i stor stil, hedder det, at der måske er ”grænser for, hvor meget man må fortælle. Jeg siger måske, fordi det faktisk ikke er prøvet i dansk retspraksis.”
Men hvordan ser det egentlig ud, hvis vi et øjeblik ser hele striden fra Katherine Diez’ stol?
Payback time
Det er jo ikke noget nyt fænomen, at kvinder efter at være blevet vraget eller dumpet af en kendt mand bagefter har lyst til at hævne sig for bruddet ved at sparke tilbage med en udhængning spicet op med seksuelt ladede detaljer fra deres private samliv.
Selv husker jeg fx, hvordan Jean-Marie Le Pens hustru og mor til hans tre døtre, Pierrette, efter deres skilsmisse lod sig afbillede i den franske pendant til Ugens Rapport, mens hun kravlede rundt på gulvet med støvsuger og støvekost iført lårkort stuepigeuniform og ikke ret meget andet. Billedserien, hvor der også fremvistes bare bryster indsmurt i sæbeskum, var en – lidt mere humoristisk kan man sige – payback-reaktion på eksmandens kommentar om, at ”hun jo bare kunne gå ud og tage sig et rengøringsjob”, da hun spurgte ham, hvad hun så skulle leve af, nu hun ikke længere kunne leve af hans penge.
Humor er der bestemt ikke meget af i Diez-angrebet på hendes eks. Og man kan også spørge, hvem hun egentlig rammer mest? For jo, ingen tvivl om, at Adam Price er ramt af sagen her og nu. Men som MeToo skrider frem med sin ødelæggelsesmaskine, er der jo efterhånden ikke mange kendte mænd tilbage, der ikke har været i sigtelinjen for rundbarberingen.
Dermed aftager effekten selvsagt også, fordi snart sagt ingen tager det alvorligt længere. Enhver ved, at der som oftest ligger alle mulige andre slibrige motiver bag end at fortælle om en faktisk krænkelseshistorie. Og dem går Diez-bogen behændigt udenom. Sikkert godt styret af forlaget og den advokat, der er blevet hyret allerede på forhånd til at sørge for, at virksomheden og forfatteren kommer til at tjene de penge, man har håbet på og kalkuleret med – uden at få røven på retslig komedie.
Konen i muddergrøften
At have lyst til at gå bersærk efter at være blevet ”fyret” af en mand, tror jeg enhver kvinde kender til – jeg selv gør i hvert fald. Og lysten må være endnu stærkere, tænker jeg, når manden tilhører eliten og bare lever livet på fuldt skrald og i en kometregn af beundrende blitzlys. Mens man selv står tilbage som konen i muddergrøften.
Man nåede at smage lidt af berømmelsens og luksussens sødme. For bagefter at skulle ned og skrabe bunden med et måske almindeligt rengøringsjob à la Pierrette Le Pens. Og i det hele taget med et helt almindeligt leverpostejsfarvet liv, hvor det mestendels handler om at forsøge at klare hverdagens udfordringer med at krejle sammen til husleje og den almindelige overlevelse. Ikke om at stille op til glamourfotografering i diverse kulørte blade og på diverse røde løbere.
Men hvad sker der egentlig, når man i den situation skyder med det sidste, man har på kistebunden – nemlig offentliggørelse af det intime liv sammen med den kendte mand? Rammer man da i virkeligheden ikke mest sig selv? Ved de fleste mennesker derude ikke, at det så er sidste udkald, når man tyr til den slags? At det er udtryk for den absolutte panik før lukketid?
Bundlinjen
Sagt anderledes: Der findes muligvis noget, der er værre end at være blevet dumpet af en mand, som synes at køre utåleligt videre i overhalingsbanen, mens man selv holder stille ude i nødsporet – ja, sågar begynder at køre baglæns. Nemlig, at sælge ud af det sidste, man har: sin integritet og sin værdighed som menneske.
Det kan måske, forestiller jeg mig, føles godt her og nu – og forlaget vil i hvert fald synes det føles godt på bundlinjen (både metaforisk og bogstaveligt talt). Men hvad egentlig med i morgen og i overmorgen og om et år? Så tænker jeg, det nok ikke føles så godt længere. For nej, det fjerner ikke sorgen. Det gør kun tiden og din egen kamp for at komme videre.
Morale: Lad være med at skyde med det sidste, du har. For så har du vitterlig ingenting tilbage. Og den, det i sidste ende går mest ud over – er faktisk dig selv.
Og forlaget? Tja, det skulle ærlig talt skamme sig noget så gevaldigt for kynisk at udnytte et menneske, som tydeligvis er meget langt ude i tovene. For Price inc. klarer sig jo nok.
Men gør hun?
