Det var en heftig tale Dansk Folkepartis leder Morten Messerschmidt holdt fra Folketingets talerstol i går til åbningsdebatten.
Det var et direkte og personligt angreb på Moderaternes formand, nuværende udenrigsminister og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens integritet og personlighed.
Sprogbrugen og heftigheden i den negative karakteristik af Lars Løkke Rasmussen faldt en del af politikerkollegaerne fra de andre partier for brystet, og alle i salen afholdt sig fra at kommentere på det. Morten Messerschmidt var bestemt ikke comme il faut i går.
Der var en stemning i folketingssalen lidt ala familiekomsammen, hvor den utidige onkel igen igen insisterer på at holde en pinlig tale. Gæsterne sidder og kigger ned, fumler med servietten og venter på, at det snart er overstået, så stegen kan gå rundt anden gang, og man kan løfte glassene og skåle den gode stemning frem igen.
Hvis du vil læse hele talen, så er der et link til den i bunden af artiklen her. Så kan du selv bedømme, om du synes, det var utilbørligt eller inden for skiven.
Men når man er færdig med at forarges, så står det vigtigste spørgsmål tilbage. Er karakteristikken sand eller falsk?
Min vurdering er, at den er sand.
Siger det som mange allerede ved
Da jeg havde Morten Messerschmidt med på telefonen i min og Andreas Karkers podcast tidligere på ugen, udtrykte han sig også direkte om Lars Løkke Rasmussens personlighed og habilitet.
Jeg spurgte ham, om hvorfor han for så voldsomt frem, og han svarede, at han i og for sig bare var ærlig og fortalte noget, som alle, der arbejdede i politik, godt vidste om Lars Løkke Rasmussen, men ikke talte så højt om.
Og det har han nok ret i. Det er ikke små skæverter, Lars Løkke Rasmussen har slået i årenes løb. Det er voldsomme skandaler, han har været igennem, og det er også rigtigt, at man ikke kan regne med ham. Han slingrer.
Den ene dag, står han til den ene side. Den anden dag til den anden, men altid lige dér, hvor det er bedst at stå for Lars Løkke. Og hvis man ikke når at flytte med, bliver man efterladt med sorteper.
Min erfaring og hukommelse giver Messerschmidt ret
Jeg har arbejdet i politik lige så længe, som Lars Løkke Rasmussen har været medlem af Folketinget. Han blev valgt første gang i 1994. Jeg dækkede som journalist Schlüters afgang året før.
I 2001 blev han minister første gang i Anders Fogh Rasmussens regering. Jeg arbejdede i den periode som journalistisk leder for de konservative, som var juniorpartner i regeringen. Senere blev jeg særlig rådgiver i VK-regeringen og kom som pressechef for Ny Alliance/Liberal Alliance også tæt på, da Løkke sammen med statsminister Fogh snoede resterne af Ny Alliance omkring sin lillefinger efter valget i 2007.
Selvom jeg aldrig har været på venskabelig fod med Løkke, så har jeg fulgt ham så tæt, at jeg uden blusel eller tvivl kan sige, at den karakteristik, som Morten Messerschmidt tegner, ikke er ret langt fra den virkelighed, jeg har oplevet.
Jeg ville også advare
Hvis jeg stadigvæk arbejdede som politisk rådgiver for et parti i den borgerlige lejr, ville jeg utvivlsomt advare imod at binde sig i et regeringssamarbejde med Lars Løkke Rasmussen.
For det første, fordi det ikke vil gavne det borgerlige Danmark. Løkkes politiske arbejdsform er baseret på konkurrencestatens principper og er løsrevet fra enhver tanke og vision for et borgerligt samfund.
For det andet, fordi hans personlige habitus er anløben i en grad, at man løber en stor risiko for at blive korrumperet så end ikke ens egne kære længere vil kendes ved én.
Magt og indflydelse er vigtigt i politik, men det er en rådgivers opgave at sætte prisskiltet på. Der er altid en pris at betale, og den kan også blive for høj.
Hvorfor tier så mange?
Men Morten Messerschmidt har også ret i, at rigtig mange, som har været med i politik i mange år, ville udtrykke nogenlunde det samme om Lars Løkke, hvis de havde lyst til at lukke op for posen. Det har så de færreste.
Og sikkert med god grund. For selvom Løkke nok er i særklasse, hvad angår skandaler, manipulation, undsigelser og pludselige sceneskift, så får de fleste politikere over tid lig i lasten og skeletter i skabet, som man ikke ønsker frem.
Hvis der bliver ’fri leg’ i dansk politik for den slags åbenhjertige karakteristikker, er der mange ledende politikere, der vil blive ramt.
For ledende politikere er som folk er flest, bare en kende mere egoistiske, mere magtbegærlige, mere selvovervurderende og mere kyniske. Det er ikke den del af deres personlighed, som de har lyst til at få på valgplakaterne.
Politisk darwinisme
At de politikere, der kravler til tops, deler mange af de mindre flatterende personlighedstræk, som jeg her ridser op, har sin rod i både den politiske darwinisme og den politiske Lamarckisme
Politisk darwinisme er den udvælgelsesproces af de bedst egnede til toppolitik, som foregår i magtspillet internt i de politiske partier.
Alle har i det mindste et snert af idealisme, men dem der rykker frem i bussen, er dem der er villige til at bruge andre for at fremme sig selv. Det er dem, der tror så meget på egne evner og betydning, at de mener det retfærdigt at spærre for andre. Og det er dem, der kan lægge deres empati ned i den nederste skuffe og koncentrere sig om magtspillet.
Besidder man ikke de personlige karakteristika kommer man ikke i førersædet.
Den politiske Lamarckisme består i at de ’dyder’, som lederne besidder, gives i arv til de nye unge, der kommer ind. Beskeden er ret explicit: Javel, du er idealist, og ’vil gøre en forskel’, men hvis du vil have noget igennem, skal du lære at spille spillet. Det gør de så, de unge.
Og de dygtige udvikler deres egoisme, selvovervurdering og kynisme, så de med tiden kan kvalificere sig til en toppost.
Er det demokratiets smukkeste side? Næh, men det er virkeligheden. Og den er jo ofte ilde hørt. Det kan Morten Messerschmidt skrive under på i dag.
