Lidt baggrund om gældsoptagelse i EU

Optagelsen af fælles gæld under coronakrisen, gennem Next Generation EU-programmet (NGEU), var et historisk skridt for EU og vakte debat om traktatgrundlaget. Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) indeholder ingen eksplicit bestemmelse, der tillader EU at optage fælles gæld. Beslutningen blev derfor begrundet på følgende måde:

Traktatgrundlaget

1. Artikel 122 TEUF:
   Denne artikel blev brugt som juridisk grundlag for nødfinansieringen. Artikel 122 giver Rådet mulighed for at træffe foranstaltninger i tilfælde af alvorlige økonomiske vanskeligheder eller naturkatastrofer. Den lyder blandt andet: "Unionen kan yde finansiel støtte til en medlemsstat, der er i vanskeligheder [...] under exceptionelle omstændigheder."

Artikel 122 er bredt formuleret og giver fleksibilitet til at reagere på nødsituationer. Det var denne bestemmelse, der blev brugt til at retfærdiggøre mekanismen bag oprettelsen af genopretningsfonden.

1. Artikel 310 og 311 TEUF:
   Disse artikler vedrører EU’s budget og Unionens egne indtægter. Artikel 311 fastslår, at EU skal have midler til at opfylde sine mål, mens artikel 310 fastsætter, at alle udgifter og indtægter skal fremgå af budgettet. Disse artikler blev brugt til at muliggøre finansiering via de fælles lån og integrere dem i EU's flerårige finansielle ramme.

2. Beslutning fra Det Europæiske Råd:
   Optagelsen af fælles gæld blev vedtaget af Det Europæiske Råd i juli 2020, med en politisk aftale blandt medlemsstaterne. Gældsoptagelsen blev knyttet til NGEU-programmet og fremhævet som en midlertidig og exceptionel foranstaltning.

Udfordringer ved traktatgrundlaget

• Artikel 125 TEUF – "No Bailout"-klausulen:
  Denne artikel forbyder EU og medlemsstaterne at påtage sig ansvar for hinandens gæld. Kritikerne af NGEU har hævdet, at fælles gæld i praksis underminerer denne bestemmelse, selvom den blev omgået ved at lade EU-Kommissionen optage lån på kapitalmarkederne på vegne af hele Unionen.

• Manglende præcedens:
  Det er første gang, EU har optaget gæld i denne skala. Tidligere mekanismer, som fx EFSM under eurokrisen, blev anset som engangsforanstaltninger. Dette har rejst spørgsmål om, hvorvidt fælles gældsoptagelse nu kan blive permanent.

Begrænsningerne vedrørende militære udgifter i EU er primært forankret i EU-traktaterne og har historisk været en del af Unionens fokus på økonomisk integration og fredsbevarelse. De relevante bestemmelser og principper omfatter følgende:

EU-traktatens begrænsninger

1. Artikel 41(2) i TEU (Traktaten om Den Europæiske Union):

   • Denne artikel fastslår, at driftsudgifter i forbindelse med militære eller forsvarsrelaterede operationer ikke kan finansieres via EU's budget.

   • Dette betyder, at EU-budgettet ikke kan bruges direkte til aktiviteter, der indebærer militære operationer eller støtte til medlemsstaternes forsvarsinvesteringer.

   • Artiklen blev indført for at opretholde skellet mellem EU's økonomiske og politiske samarbejde og militære aktiviteter.

2. Primær fokus på civilt samarbejde:

   • EU’s oprindelige traktater, især Rom-traktaten, blev designet med fokus på økonomisk integration og undgåelse af militære konfrontationer mellem medlemslandene.

   • Forsvar og sikkerhed forblev i høj grad nationale ansvarsområder eller hørte under mellemstatslige samarbejdsorganer som NATO.