Gyldendal, Danmarks fineste forlag, har lanceret en ny børnebogsserie. Grunden til, at vi har hørt om den, er, at den er skrevet af Özlem Cekic, den såkaldte ”brobygger”.
Dette tidligere folketingsmedlem for SF med kurdisk baggrund har ganske fermt formået at placere sig der, hvor alle kloge og respektable mennesker, heriblandt Svend Brinkmann, Martin Krasnik, Lars Løkke Rasmussen og mange andre, gerne vil være: i midten af alting, indbegrebet af fornuft og dømmekraft.
Første bind hedder ”Tingbøllerne på besøg” og er blevet modtaget af den obligatoriske medvind i statsmedier og i skolelærernes fagblad Folkeskolen.
Bogen er imidlertid også blevet kritiseret af Joanne Bywater, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Liberal Alliance, og af den tidligere socialdemokrat Finn Rudaizky, som har anklaget forfatteren for at være en falsk brobygger.
Det sidste kan man godt forstå.
I ”Tingbøllerne på besøg” møder vi børnene fra Tingbølle Skole, hvor ca. halvdelen er etniske danskere og resten har muslimsk baggrund. I virkelighedens Tingbjerg Skole har næsten ni ud af ti elever indvandrerbaggrund.
Dette realitetstjek er sigende for "brobyggerens" politisk konstruerede univers. Det er et progressivt glansbillede, som utroligt nok stadig kan gå an som dækkende for den sociale virkelighed på beskyttede værksteder som Gyldendal, DR, Politiken, DI, Enhedslisten og i Det Radikale Venstre.
Det hele i læseletbogen er fiktion: Lille Omar er i stand til at aflægge sig sin antisemitisme på en eftermiddag. Den fjogede lærer Anne med Palæstinaflag og -tørklæde er i stand til at holde ro i klassen og lære børnene at være gode mennesker.
De andre børn er enten verdensborgere eller modige nok til at sige Omar imod. Omars palæstinensiske forældre er lige så søde som tandfeen, og efter at Omar og de andre Tingbøller har været på besøg på Kamilla-skolen, dvs. den jødiske Carolineskole, forventes elever derfra at komme på hyggebesøg i Tingbølle. Som om.
At skrive og udgive denne slags eventyr er ikke at bygge bro. Det er at opretholde en destruktiv løgn om multikulturalismens lyksalighed.
Özlem Cekics banale påstand er, at hvis vi alle bare opgiver vores "fordomme", bliver alt lige så smukt som et regnbueflag. Eller som bogens illustrator Tomas Björnsson er citeret for bagerst: "Jeg synes, der må være plads til alle, lige meget hvem vi er."
Det er ikke kun naivt. Det er faktisk arrogant, når man tænker på, hvad der foregår udenfor København K.
