UDSYN

21.01.26

Konservative stemmer i USA kritiserer Trump

Ikke alle konservative i USA er enige med Donald Trump i kursen over for Grønland og Danmark. Kasper Støvring læser The Free Press. Det konservative tidsskrifts lederkollegium siger nu fra over for den aggressive kurs.

Grønlandskrisen fylder alt i danske medier, men ikke særlig meget i amerikanske. The Free Press, et af Amerikas mest respekterede medier, er dog en undtagelse. Det er et fremragende medie, vi på dansk ville kalde borgerligt. Den forener konservative med klassisk liberale stemmer.

I en leder advarer mediet mod præsident Donald Trumps forsøg på at overtage Grønland. Bag budskabet står en gruppe kommentatorer, der ellers hylder Trumps udenrigspolitiske resultater, men nu ser en farlig udvikling.

Advarslen kommer fra stemmer, der ellers roser præsidentens resultater. Netop derfor fortjener den at blive taget alvorligt. Du kan læse et resumé af lederen nedenfor.

Succes vendt til krise
Lederskribenternes udgangspunkt er anerkendende. De skriver i lederen, at Donald Trump i løbet af det seneste år har opnået betydelige sejre.

Bombningen af Irans atomprogram, presset på Hamas der fik de israelske gidsler fri, og operationen der bragte Venezuelas diktator Nicolás Maduro for en amerikansk domstol. Disse resultater viser styrken ved målrettet unilateralisme, mener skribenterne.

Men netop denne tilgang skaber nu problemer. Trumps krav om Grønland har forvandlet en række sejre til en diplomatisk krise. Hvor tidligere tiders præsidenter byggede koalitioner, truer Trump nu med told og militære midler mod NATO-allierede. Det er en fundamental fejlvurdering af amerikansk magt, ifølge kommentatorerne.

Grønland og det strategiske spørgsmål
Lederskribenterne anerkender Grønlands strategiske betydning. Stigende temperaturer åbner nye sejlruter i Arktis. Øen rummer de sjældne mineraler, der er afgørende i en AI-drevet økonomi. Amerikansk tilstedeværelse giver mening i et geopolitisk perspektiv præget af stormagtsrivalisering.

Problemet er metoden. "Det Hvide Hus behandler Danmark, en trofast NATO-allieret, som en lille dreng i frikvarteret, der har for mange lommepenge," skriver de. Lørdagens annoncering af ti procent told mod europæiske lande, der modsætter sig de amerikanske planer for Grønland, karakteriseres som "et geopolitisk raserianfald".

Truslerne om militære muligheder vækker forundring selv blandt Trumps egne. Den republikanske senator John Kennedy har formuleret det klarest med et udtryk, der er vanskelig at oversætte til dansk: at angribe Grønland er ”weapons-grade stupid”. Altså i særklasse dumt.

Alliancernes værdi
Konsekvenserne viser sig allerede. De otte lande, der er ramt af Trumps nye told, udsendte søndag en sjælden advarsel til USA om, at NATO risikerer en "farlig nedadgående spiral." Det er, som redaktørerne bemærker, formuleringer, europæerne normalt forbeholder fjender som Rusland eller Kina.

Værre endnu peger lederen på Canadas premierminister Mark Carney, der har indgået aftaler med Kinas Xi Jinping. Canada fjerner sin told på kinesiske elbiler, mens Kina sænker tolden på canadiske landbrugsvarer. Selv om aftalen ikke udgør et strategisk partnerskab, repræsenterer den en sejr for Beijing, altså netop den rival, Amerika burde samle en koalition imod.

Lederskribenternes historiske reference er Trumps første præsidentperiode, hvor diskret diplomati overtalte allierede til at undgå Huaweis 5G-udstyr. Kina kontrollerer data gennem Huawei-netværk, og europæisk afhængighed ville give Beijing en massiv krigsfordel. Resultatet kom gennem "respektfuldt, normalt diplomati" – ikke gennem trusler og told.

NATO mellem trussel og nødvendighed
The Free Press giver Trump ret i kritikken af NATO. Europa har længe forsømt eget forsvar og nydt godt af amerikansk militær. Men at lade NATO gå i opløsning "giver en gave til Amerikas største modstander, Rusland, der længe har søgt at svække NATO."

Redaktørerne fortsætter: "En af vores største fordele mod Kina og Rusland er, at vi ikke dominerer vores allierede, som de gør." Efter Anden Verdenskrig skabte præsidenter som Harry Truman og Dwight Eisenhower ikke vasalstater i Vesteuropa. De genopbyggede lande ødelagt af nazismens krigsmaskine, Tyskland inkluderet.

Med tiden sikrede Amerika markeder for sine produkter, mens de allierede blomstrede. Imens Vesteuropa trivedes, stagnerede landene bag Jerntæppet. Denne kontrast fik modige tjekkere, polakker og østtyskere til at vælge Amerika frem for Moskva. "Denne tilgang hjalp med at vinde Den Kolde Krig."

Det afgørende øjeblik
Redaktørerne konkluderer: "Hvis [Trump] kan omdanne Iran, Venezuela og måske endda Cuba, så de får en demokratisk fremtid, vil han yde et uudsletteligt bidrag til verdensfreden. Men han vil ikke kunne gennemføre det uden allierede, der vil følge Amerikas lederskab.”

Grønlandskrisen risikerer at ”sabotere det ekstraordinære øjeblik, Trump har skabt." Og det er Grønland ikke værd, skrive redaktørerne på The Free Press. 

 

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter