De gamle borgerlige partier betaler nu prisen for globaliseringens uindfriede løfter og en politisk strategi, der ikke har tilpasset sig en ny virkelighed. Münchau beskriver, hvordan de gamle centrum-højrepartier — Tysklands CDU/CSU, Storbritanniens konservative, Frankrigs gaullister og Italiens Forza Italia — engang var "partiet for små virksomheder og landmænd, for små byer og velhavende forstæder".
De stod for globalisering, fri bevægelighed og europæisk integration. Men i dag er det politiske og økonomiske grundlag for denne identitet brudt sammen.
"Deres klassiske forretningsmodel virker ikke længere, fordi elementerne i den er kommet i konflikt med hinanden," skriver Münchau. Den pro-europæiske linje medfører regulering, som rammer netop de grupper, partiet oprindeligt repræsenterede. Og fri bevægelighed førte til en indvandring, som har skabt folkelig modstand.
Et højreskred med nationale farver og fælles mål
Over hele Vesten vinder nye højrebevægelser frem — med nationale særtræk, men en fælles modstand mod globalismens orden. I Tyskland har AfD overhalet CDU/CSU i meningsmålinger. I Storbritannien led De Konservative et "elektoralt blodbad", som Münchau formulerer det, ved lokalvalget, mens Nigel Farages Reform-parti gik frem. Og i Frankrig og Italien har centrum-højre mistet fodfæstet til fordel for nye, stærkere højrefløje.
Selvom forskellene er store — Münchau kalder den tyske højrefløj for protektionistisk, den franske for socialistisk og den amerikanske for libertariansk — er der ét bånd, som forbinder dem: ønsket om at nedbryde den liberale, multilaterale verdensorden. "I det spørgsmål forventer jeg, at de vil få succes," skriver han.
En elite i fornægtelse
Den gamle liberale orden nægter ifølge Münchau at erkende sin egen krise. Han kritiserer de vestlige medier, universiteter og tænketanke for at leve i en boble af optimisme. "Optimisme-bias er den liberale elites definerende træk," skriver han og tilføjer, at de nægter at acceptere, at højrefløjen vinder kampen.
Samtidig ser han en uheldig sammenblanding mellem stat og civilsamfund, hvor NGO’er og medieinstitutioner ofte er finansieret af staten og derfor fungerer som forlængede arme for den etablerede politik. Den globale elite, som førte Vesten ind i EU, satsede på russisk gas og fortalte, at Ukraine ville vinde krigen, har mistet kontakt med virkeligheden, mener Münchau.
Globaliseringens forfald og centrum-højres ansvar
Ifølge Münchau begyndte globaliseringens nedbrud med finanskrisen. Det var ikke selve krisen, men måden den blev håndteret på, der skabte problemer: banksektoren blev reddet, obligationsmarkeder beskyttet og inflationen tøjlet gennem nedskæringer. Samtidig blev vestlige virksomheder ved med at investere i Kina.
Münchau peger især på centrum-højres manglende evne til at reagere. "Det måske største fejltrin fra centrum-højre var ikke at tage globaliseringens bagsider alvorligt, da vælgerne holdt op med at tro på eventyret om win-win," skriver han.
I hans analyse fungerer den nuværende orden for dem, der arbejder i storbyernes servicesektor eller i techindustrien, men ikke for arbejderklassen i Ohio, Yorkshire eller Sachsen-Anhalt. Brexit var et forsøg på at bryde med systemet, men De Konservative skabte aldrig en alternativ model. Og Labour gør det heller ikke.
Retssystemer og forfatningsværn hjælper ikke midten
Münchau er kritisk over for, hvordan det politiske og juridiske establishment forsøger at bremse højrefløjen med forbud og udelukkelser. Han nævner blandt andet, at Marine Le Pen er blevet forhindret i at stille op til præsidentvalget i Frankrig, at Georgien og Ungarn har indført love mod udenlandsk finansiering af NGO’er, og at Tysklands forfatningsbeskyttelse har erklæret AfD for ekstremistisk.
Men disse tiltag ændrer ikke det grundlæggende problem, mener han: at centrum-højre og centrum-venstre ikke længere kan sikre økonomisk tryghed og social stabilitet for borgerne. Forfatningsmæssige værn og valgbarrierer, skriver han, kan "højest udsætte det uundgåelige".
Nedgangen spejler døende økonomiske modeller
For Münchau handler den politiske krise om økonomiens forvitring. Han fremhæver, at stabile indkomstkilder er blevet ustabile. "Den tyske bilindustri, som engang var økonomiens pengetank, kæmper nu for at konkurrere," konstaterer han.
De gamle midterpartier spejler de økonomiske modeller, de voksede ud af — og de modeller er nu ved at dø. Deres tilbagegang begyndte ikke med Trump eller Brexit, men blev blot afsløret af dem. "Den sikre indikator på politisk forfald er en besættelse af, hvem der bærer skylden, snarere end hvad der skal gøres," konkluderer han.
Et system i afvikling
Wolfgang Münchaus analyse er gennemsyret af en opfattelse af, at vi står midt i et paradigmeskifte. Centrum-højrepartierne, der engang var "den naturlige regeringsbærer", er i dag reduceret til "undskyldningernes parti". Nye politiske kræfter fylder det tomrum, de efterlader. Uanset om det sker gennem nye partier eller infiltration af gamle, som Trump gjorde med Republikanerne, så er den gamle orden på vej ud.
Vil du have tilføjet visuelle elementer eller en kort faktaboks med partieksempler?
