Den britiske forfatter og debattør Douglas Murray har i The Spectator skrevet en personlig artikel om sagen mod Tariq Ramadan – en sag, som ifølge Murray næsten fuldstændig er blevet ignoreret af medierne.
Tariq Ramadan er barnebarn af grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab og var i en årrække vel nok den mest berømte muslimske intellektuelle i Vesten.
En domstol i Paris fandt ham for nylig skyldig i voldtægt af tre kvinder og idømte ham 18 års fængsel. Ramadan brød en retskendelse og udeblev fra retssagen. Han opholder sig i Schweiz og hævder at være for syg til at møde op. Retten fandt ham imidlertid rask nok til at deltage.
Et tvivlsomt fundament
Murrays artikel handler ikke primært om faldet, men om opstigningen.
Ramadans akademiske baggrund var ifølge Murray tvivlsom. Hans ph.d. fra Universitetet i Genève handlede om hans islamistiske bedstefar Hassan al-Bannas politiske tænkning. Afhandlingen blev i første omgang afvist, men synes at være blevet presset igennem systemet på trods af betydelig modstand. Ramadan blev beskyldt for at have hvidvasket bedstefaderens fascistiske tankegods.
Den franske journalist Caroline Fourest dokumenterede i bogen Frère Tariq – som Murray hjalp med at udgive på engelsk – hvordan Ramadan talte med to tunger: én besked til muslimske tilhørere, en anden til vestlige.
I en fransk tv-debat i 2003 forsøgte Nicolas Sarkozy at få Ramadan til at fordømme islamisk stening af kvinder for utroskab. Det bedste, Ramadan kunne præstere, var at kalde på et "moratorium" mod stening.
Vestens behov
Murray, der debatterede med Ramadan i årevis og engang kaldte ham "min nærmeste fjende", beskriver ham som både svigefuld og beregnende.
Men Ramadans karriere handlede ifølge Murray ikke om hans egne fortjenester. Den handlede om Vestens behov. Efter terrorangrebene i London i 2005 blev han udnævnt til den britiske regerings taskforce mod ekstremisme.
Samme år blev han professor ved St Antony's College i Oxford. En af dem, der indstillede ham til stillingen, indrømmede ifølge Murray, at vedkommende hverken kendte til Ramadans akademiske baggrund eller hans islamistiske track record.
Vestens regeringer havde ifølge Murray et akut behov for at fremvise moderate muslimske stemmer. Udbuddet var lille, efterspørgslen stor. Ramadan passede til rollen – uanset om han faktisk var moderat eller ej. Murray skriver, at det var som om Ramadan vidste, at han altid ville slippe godt fra det.
Murray afslutter sin artikel med den prægnante observation, at Ramadans ofre og deres beretninger siger noget om ham – men at det udbud-og-efterspørgsels-problem, der skabte ham, siger noget om os.
