Hvordan skal man leve og agere politisk i en stat med flere folk? I sidste uge havde vært og redaktør Mikkel Andersson besøg af Birgithe Kosovic, hvis udlægning af dilemmaet ved en stat med flere folk er blevet Kontrasts foreløbig mest sete video. Denne uges gæst, forfatter og debattør Jens-Martin Eriksen, har også set den.
“Jeg prøver altid at lytte til forskellige sider, når der kommer sådan et udsagn. Er det et politisk udsagn, er det et udsagn, der måske snarere er udtryk for nogle nostalgiske drømme, der ikke nødvendigvis kan omsættes til politik, eller er det opfordringer? Der er en kerne af sandhed og ærlighed i det, hun siger med et samlet folk, men jeg kan ikke høre nogen politiske konsekvenser i det, hvordan man vil gå videre til det næste skridt.”
I den fortsatte diskussion trækker Jens-Martin Eriksen på sit eget forfatterskab, hvor et land som Malaysia har været et interessant eksempel på et underligt kompromis. Det er samtidig et parlamentarisk system med overvejende uafhængige domstole og et adskilt samfund, som muslimerne har gennemført:
“Jeg tog så op og besøgte nogle islamister og kom ind på et seminarium. Det var lige efter karikaturkrisen, så de var vældig interesserede i at vide, hvem der kom fra Danmark. (...) Og så sagde de her islamister: Nej, det var ikke sådan, at de havde tænkt sig multikulturalisme, for hvis folk blander sig, besmitter de hinandens religion. De mener, at religioner må holde sig rene og adskilte.”
Hvad er så vejen frem over for den tænkning? Medmindre vi vil kaste retsstaten overbord, hvad er der så tilbage ud over symptombehandling, spørger Kontrasts vært og chefredaktør, Mikkel Andersson. At slå en lærer ihjel, fordi han viser Muhammed-tegninger, er som bekendt ulovligt allerede.
“Vi kan jo kun gøre det, vi kan (inden for demokratiets rammer, red.). Men du nævner det eksempel fra Frankrig. Du må tænke på, at inden det kom så langt, var situationen blevet kultiveret via interne delinger af videoer og opfordringer. Det var ikke en idé, han fik ud af det blå. Det, der er nødvendigt, er selvfølgelig, at man knuser de her miljøer. Med et andet udtryk tørlægger sumpen af voldssympatisører. Det kan man gøre ved at udvise de mennesker, som man kan udvise, som har været aktive til at fremelske vold mod anderledes tænkende.”
I den forbindelse perspektiverer Jens-Martin Eriksen til Vesttyskland og anti-totalitære metoder derfra, hvor kansler Helmut Schmidt netop brugte metaforen med sumpen. Eriksen fortæller om muligheden for at reformere straffelovens § 266b, populært set kaldet racismeparagraffen. Og til slut i Interviewet finder vi ud af, hvorfor denne forfatter trods alt har større håb for fremtiden, end Birgithe Kosovic gav udtryk for.
