Identitetspolitik er blevet en ny måde at være venstreorienteret på - ikke mindst blandt folk på universiteter. Det mener Marianne Stidsen, lektor i nordiske studier og sprogvidenskab ved Københavns Universitet. Og det er ikke uproblematisk. Identitetspolitikken, som Stidsen kalder “marxisme i ny forklædning” startede som politisk korrekthed på de amerikanske universiteter i 1980’erne og 1990’erne, men har nu også bevæget sig til Europa. Nu handler det ikke længere om arbejdere mod kapitalister, men om kvinder mod mænd, sorte mod hvide osv. 

Identitetspolitikken handler om, at få anerkendt sin egen særlige identitet som kvinde, farvet, homoseksuel eller andet, og den har skabt en kultur, hvor folk ikke længere kan få lov at ytre sig kritisk over for andre gruppers holdninger eller forestillinger om verden, mener Marianne Stidsen. 

“Den har sat sig massivt på de danske universiteter - også min egen arbejdsplads, Københavns Universitet, og der er hele tiden krav om, at man skal undersøge, om ikke nogle bestemte grupper er blevet krænket eller udsat for fornærmende ting osv.” forklarer Marianne Stidsen og uddyber, at det har medført en kultur, hvor der findes rigtige og forkerte holdninger - og hvis man har de forkerte, risikerer man at blive udsat for social eksklusion. Derfor mener hun ikke, at identitetspolitikken er forenelig med et frit samfund.

“Det er vigtigt, vi opdrages til at være borgere i et demokratisk samfund, og det handler altså i høj grad om at kunne tåle at komme ud i en verden, hvor der er folk, der er forskellige fra dig selv, og nogen, du synes, der er idioter, men de skal stadig have lov at være der,” pointerer Marianne Stidsen, der selv prøver at opdrage sine studerende på den måde. 

Stidsen mener, at netop universiteterne har til opgave at facilitere en miniudgave af den demokratiske offentlighed, hvor meninger kan brydes på kryds og tværs.

“Det eneste, som ikke må ske på et universitet, er, at alle skal mene det samme om noget bestemt. Som fx feminisme, der bliver fremsat som noget, der slet ikke må diskuteres.”

Psykisk vold som middel

Netop feminisme har Marianne Stidsen klare holdninger til. Holdninger, hun de seneste år ikke har været bange for at lufte i offentligheden, selvom de ikke er populære i bred forstand. Særligt #metoo-bølgen, som hun ikke er bleg for at kalde en terrorbevægelse, er et demokratisk problem, fordi alvorlige anklager om sexisme får lov at blive offentliggjort som anonyme vidnesbyrd uden egentlig dokumentation.

“Der er nogle hardcore aktivister i de her identitetspolitiske bevægelser, som har en agenda om at lave samfundet om fra bunden af, og de bruger nogle metoder, som jeg vil kalde psykisk vold og pression. Selvom der ikke er fysisk vold indblandet i de identitetspolitiske kampe, bliver man nødt til at se på, at psykisk vold bliver brugt som et terroristisk våben til en illegitim erobring af nogle privilegier og noget magt. Det er ikke foreneligt med et demokratisk samfund.”

Se hele interviewet med Marianne Stidsen i Cilles Sorte Skole øverst i artiklen.