02.07.23

322 anholdt på halvanden time under uroligheder i Frankrig

Natten til søndags første 90 minutter bød på 322 anholdelser under demonstrationer og generel uro i Frankrig.
Demonstrationerne er fortsat natten til søndag, hvor 322 personer blev anholdt allerede i døgnets første halvanden time.
Demonstrationerne er fortsat natten til søndag, hvor 322 personer blev anholdt allerede i døgnets første halvanden time.

Da klokken slog 01.30 natten til søndag i Frankrig, havde politiet allerede anholdt 322 personer i forbindelse med de voldsomme demonstrationer, som i denne uge har plaget landet.

Det viser tal fra Frankrigs indenrigsministerium.

Søndag morgen er det steget til 719 anholdte.

Frankrig skruede op til weekenden op for sikkerheden og indsatte 45.000 politibetjente til at håndtere urolighederne.

Demonstranter raserer for tiden de franske gader, efter at en 17-årig dreng med nordafrikansk baggrund blev skudt og dræbt af politiet tirsdag.

Særligt i storbyerne Lyon og Marseille er sikkerheden øget, sagde indenrigsminister Gérald Darmanin lørdag til tv-stationen BFM.

Den 17-årige Nahel, som blev standset af færdselspolitiet og dræbt af et skud fra en politimand kort efter, blev begravet lørdag eftermiddag i Paris-forstaden Nanterre.

En politimand er suspenderet og sigtet i sagen.

Begravelsesceremonien i Ibn Badis-moskéen i Nanterre fandt sted i en anspændt stemning. En stor folkemængde var samlet på den lokale gravplads, hvor Nahel blev begravet klokken 14.30.

Nahel, som har algeriske og marokkanske rødder, blev beskrevet som en teenager, der "betød alt for sin mor".

Han var en stille dreng, som voksede op i en parisisk bydel, og som blev dræbt af en politimands skud, hvilket har forstærket beskyldninger om udbredt racisme i den franske politistyrke.

Det var på forhånd ventet, at demonstrationerne og urolighederne ville fortsætte lørdag aften og natten til søndag.

I foreløbige opgørelser forlyder det, at 1350 biler og 234 bygninger blev stukket i brand natten til lørdag. Der er registreret 2560 tilfælde af ildspåsættelser på offentlige steder. Mindst 79 betjente blev såret.

Søndag morgen skriver Vincent Jeanbrun, som er borgmester i L'Haÿ-les-Roses syd for Paris, på det sociale medie Twitter, at demonstranter har kørt ind i hans hus med en bil.

Ifølge borgmesteren kom hans kone og et af hans børn til skade.

AFP

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter