Essay

22.10.26

Fjendskabets realitet

Tidens store spørgsmål er, om vi har den politiske alvor til at se fjendskabet i øjnene og bruge staternes beføjelser til deres egentlige formål, nemlig at værne om vores eksistens. Vor Modløber giver et signalement af et Europa under belejring af importeret dominanskultur, islamisk terror og ghettoernes horder.

Det videomateriale, som har været kendt i årtier, men som nu er tilflydt de sidste af os gennem Berlingskes serie om dominansvold i danske skoler, præsenterer os ikke bare for ord og tal, som kan fejes til side af andre ord og andre tal.

Materialet præsenterer os for levende billeder og lyd, som klæber sig til sanserne, og som bureaukratiets håndlængere, de såkaldte videnskabelige eksperter, ikke kan hjælpe os af med. Fjendskabet stirrer os dødt ind i øjnene hver eneste dag.

Det er velkendt, at personer med lav empati, lav impulskontrol, kort tidshorisont og mangel på samvittighed kan eksplodere i vold. Personer med lav kognitiv funktionsevne bliver også hurtigt pressede på selvregulering og mentalisering, altså evnen til at se sig selv udefra og andre indefra.

Men den gruppebaserede hverdagsvold, vi ser, kan ikke udelukkende være drevet af sådanne medfødte, individuelle faktorer.

Ikke mit land
Fra barnsben begås volden ud fra fjendtlige distinktioner mellem rettroende og vantro. Det er utænkeligt, at skolebørns identifikationer og normer ikke er forankret i familiernes og lokalsamfundenes identifikationer og normer. Den enkelte voldsmand ved, at han ikke angriber sit eget samfund, men andres samfund, når han angriber europæiske pædagoger, lærere, brandfolk, politifolk og andre, der opsøger kvarteret i statens tjeneste.

Når tilfældige forbipasserende spyttes på og slås ned uden fjerneste anledning er det vold rettet mod den insignifikante anden. Når hvide drenge gruppeoverfaldes, ydmyges og filmes, så er motivet ikke bare at gøre ondt, men at gøre godt. At begå en heltedåd, der signalerer entusiasme, offervilje og loyalitet over for gruppen og derved vækker dens anerkendelse.

Territorialkamp
Indtagelse af byens fornemmeste pladser under eid-fejringen er magtdemonstrationer, hvis rationale ikke er så forskelligt fra en suverænitetshævdelse. En symbolsk markering af, at territoriet tilhører dem. Men igen og igen forsøger vi danskere at sparke den kollektive fjendskab tilbage i den individuelle kriminalitets rammer. Dominansadfærd er ikke kriminalitet, men fjendskab. Den er ikke utilpasset, den er tilpasset.

Når vi er langt mere bekymrede for vold end for arbejdsløshed og ringe skolefærdigheder, er det fordi vi lodder fjendskabets dybder gennem denne voldsparathed, som vælder organisk frem af sig selv og som så skræmmende let lader sig organisere.

Terrorens triumfer
Ligesom man ikke kan udelukke diagnostiske forklaringer på hverdagsvolden, kan man ikke udelukke, at den mørke triade leverer psykologiske motiver til terroren: sadistisk afstumpethed, magtbegær og grandiose egoer. Sammenlignet med hverdagsvolden er terroren mere højstemt, mere idealiseret og mere blodig. Den organiseres i mere eksklusive netværk og kræver mere planlægning. Men også den er indbegrebet af fjendskab.

Spektakulær vold, dramatiske hovedafskæringer på åben gade, ritualiserede afbrændinger af mennesker for rullende kamera, prosessioner med torturerede og udsultede gidsler. Glade menneskemængder, der mejes ned med køretøjer, maskingeværer, økser, macheter, bomber eller bare en kniv fra køkkenskuffen.

Terror handler ikke kun om mørke psykologiske træk, der udleves i blodkult. Ligesom i Che Guevarras guerillakrig er terrorens strategi, altid at bestemme krigens tid og sted og kun tage de kampe, man kan vinde. Angrebene skal overraske, overmande og chokere. Fjenden skal filmes bange, hjælpeløs og ydmyget, mens hans trygge dagligdag med ét forvandles til Helvede.

Kampen om hjerterne
Formålet med guerillakrigen er ikke at sejre over fjenden. Formålet er at vinde folkets hjerter. Ligesom hverdagsvolden er utænkelig uden solid forankring i familier og lokalsamfund, er terroren utænkelig uden solid forankring i religiøse dogmer og magtfulde internationale netværk.

Den kan høste jubelscener og anerkendelse i Organisation of Islamic Countries (OIC), som vi så det både efter 7. oktober og 11. september. Som vi så efter angrebet på synagogen i Krystalgade i København i 2015, kan terrorister regne med at blive opfattet som hellige krigere og martyrer, hvis begravelser er store tilløbsstykker.

Hordernes hærgen
En tredje type af fjendtlig voldsudøvelse foregår hverken i lokale grupperinger eller i lyssky, globale netværk, men i egentlige horder, der frygtløst hærger majoritetssamfundets centre. Alle vesteuropæiske lande har disse zoner, som med socialistisk begrebstrylleri omdefineres til permanente politiske designprojekter, som staten har styr på.

Først hedder de optimistisk Gebiete mit besonderem Entwicklungsbedarf og Comprehensive Development Areas. Når områderne er fortabt i lovløshed, omdøbes de til Säkerhetszoner og Zones de Sécurité Prioritaire.

De kan hver for sig være fortrinsvis tyrkiske, pakistanske eller arabiske, men i opposition mod os deler de en fælles religiøs og etnisk identitet. De bliver ikke mindre og færre, men større og flere. Med stadig jævnere mellemrum angriber horderne de omkringliggende områder for at bekrige og udplyndre dem. For hver voldelig kampagne bliver den destruktive energi mere dristig. De unge mænd danser stadig mere frydefuldt omkring, mens de vandaliserer europæernes hjem og angriber deres politistyrker.

Dræb hende!
En ung mand fra Marseilles sorteste ghetto tømmer med rolig hånd en improviseret flammekaster ind i en kvindes ansigt. Horderne råber wallah, tuez-la, mens de jager en kvindelig betjent på flugt. Unge mænd placerer flotte cirkelspark i hovedet på hvide lærere og rektorer, som horden har fanget.

Butikker plyndres, institutioner står i brand, byer forvandles til krigszoner. Når banderne forlader deres territorier og forenes til horder, der angriber offentlige retsbygninger, politistationer, skoler, museer og rådhuse, er det et angreb på det, de opfatter som en illegitim, fremmed stat. Ikke fordi staten har gjort noget galt. Men fordi det ikke er deres stat.

En eksistentiel trussel
Elon Musk beskriver en jævnt stigende kurve med vold og aggressioner mod den hvide europæiske befolkning. En saglighed, der fanger rumraketter og får biler til at slå saltomortaler, gør sig gældende i denne nøgterne iagttagelse:

“You’re clearly seeing a massive increase in the number of attacks in Italy and broadly in Europe. And the media, the legacy media, downplays these attacks, but the attacks, the terrorism, the killing of innocent people is rising. Eventually, I think we’re going to see widespread slaughter in Europe. That is the trend. If you simply extrapolate the trend of the rate at which terrorist attacks are occurring in Europe — deadly attacks versus time on a graph — and extrapolate that graph… it leads to slaughter in Europe. Your friends, your family, your children, your parents. That’s where it leads. The numbers are clear” (YouTube).

Både dominansadfærden, terrorismen og hordernes opstande bekriger os. Stadig oftere, stadig voldsommere og stadig mere hensynsløst. Det bliver stadig sværere at overse den eksistentielle trussel, vi har åbnet portene for.

Ikke blot kriminelle individer
Den unge mand med flammekasteren skulle ifølge Le Figaro være af god familie og i færd med at uddanne sig i omsorgssektoren.

Ifølge Carl Schmitt er vi nødt til at lære den vanskelige lektie om fjendskab, at den unge mand med flammekasteren ikke er vores private fjende (inimicus), men at hele den hord, der konfronterer os, repræsenterer en offentlige fjende (hostis) (Schmitt, s. 27). Sådan en, man potentielt kan komme i krig med. Sådan en, som staten har sin ”ungeheure Befugnis” ("uhyre beføjelser", red. Schmitt, s. 43) for at værge os imod.

Europa står over for en eksistentiel overlevelseskamp, der ikke kan udkæmpes gennem en sirlig og saglig sortering af enkeltindivider efter sikkerhedsmæssige, økonomiske og moralske kriterier. Fjenden er i eksistentiel forstand ”den anden" med egne normer, kriterier og mål.

Fjendskabets realitet
Fjendskabet er en realitet, når modsætningerne er af en karakter, der skærer et politisk skel mellem to samfundsambitioner, to eksistensformer, to loyaliteter, der udelukker hinanden. Skellet kan være motiveret af hvad som helst. Både religiøse, moralske, økonomiske og etniske modsætninger kan udvikle sig til politiske modsætninger, hvis de er stærke nok til at forklare en ven-fjende distinktion.

Et religiøst fællesskab, der fører krig, er ikke længere blot et religiøst fællesskab, men også en politisk enhed (Schmitt, s. 35). Fjendskab viser sig som et historisk faktum om, at to folk, to politiske enheder, er i vejen for hinanden, således at den enes eksistens folder sig ud på bekostning af den andens. Kampen er eksistentiel og drejer sig om det i egentlig forstand politiske: at overleve som et frit folk.

Den politiske alvor
Tendensen er, at Europa er i færd med at lade sig løbe over ende. Vi har retten, vi har magten, men har vi også viljen til at forhindre det?

Vi kommer ikke uden om at kassere alt, hvad det selvmorderiske marxistiske paradigme har lært os om statsmagt, nationalitet, suverænitet, retsorden og grænser.

Det ene store spørgsmål er, om vi stadig ved, hvem vi er, eller om det politiske, nationale og kulturelle kaos allerede er så udbredt, at de politiske enheder er knust. Det andet store spørgsmål er, om vi har den politiske alvor til at se fjendskabet i øjnene og bruge staternes uhyre beføjelser til deres egentlige formål, nemlig at værne om vores eksistens.

Litteratur:
Che Guevara, Ernesto (1968, opr. 1960): Gerilja. Pax Forlag, Oslo.
Schmitt, Carl (2015, opr. 1932): Der Begriff des Politischen. Duncker & Humblot, Berlin.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast.