07.10.23

Abbas: Uretfærdighed mod palæstinensere har ført til eksplosion

Blinken beder Abbas om at fordømme Hamas' voldsomme angreb mod Israel og at skabe ro på Vestbredden.
I byen Nablus på Vestbredden var mange palæstinensere samlet for at fejre det store angreb, Hamas-bevægelsens militære gren har rettet mod Israel lørdag. I løbet af dagen er fem palæstinensere blevet dræbt og 120 såret i sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker på Vestbredden.
I byen Nablus på Vestbredden var mange palæstinensere samlet for at fejre det store angreb, Hamas-bevægelsens militære gren har rettet mod Israel lørdag. I løbet af dagen er fem palæstinensere blevet dræbt og 120 såret i sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker på Vestbredden.

Den uretfærdighed, palæstinenserne oplever, har lørdag ført til en "eksplosion" i forholdet til Israel.

Det siger lederen af den palæstinensiske selvstyremyndighed, Mahmoud Abbas, lørdag til USA's udenrigsminister, Antony Blinken, ifølge det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa.

Ordene faldt i en telefonsamtale mellem de to, samme dag som Hamas-bevægelsen havde indledt et storstilet angreb mod Israel.

Her sagde Abbas også, at den seneste tids optrapning i konflikten mellem israelere og palæstinensere skyldes "kolonialisternes og de israelske besættelsesstyrkers fremfærd", skriver Wafa.

Blinken har bedt Abbas om at fordømme Hamas' voldsomme angreb mod Israel samt at "fortsætte og styrke tiltag for at genoprette ro og stabilitet på Vestbredden".

Det meddeler USA's udenrigsministerium ifølge Reuters.

På Vestbredden og i det besatte Østjerusalem er fem dræbt og 120 såret i nye sammenstød mellem palæstinensere og israelske bosættere lørdag. Det skriver AFP.

I nogle byer på Vestbredden fejrede palæstinensere lørdag det angreb, Hamas-bevægelsen havde indledt mod Israel. Det har kostet over 200 israelere livet.

Mens Hamas kontrollerer Gazastriben, har Mahmoud Abbas og hans mere moderate Fatah-bevægelse kontrollen på Vestbredden.

Siden begyndelsen af 2022 har Vestbredden været præget af øget vold mellem palæstinensere og israelere.

En række angreb, som palæstinensere har rettet mod israelere, er blevet gengældt med israelske militæraktioner mod palæstinensiske byer.

Der har også været flere tilfælde af, at israelske bosættere har foretaget hævnangreb mod palæstinensiske landsbyer som reaktion på skyderierne.

Denne konflikt har siden årsskiftet kostet 247 palæstinensere og 32 israelere livet.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter