24.08.23

Arbejdstilsynet giver påbud til omstridt kræftafdeling på AUH

Sygeplejerskernes arbejde på mave- tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital kan forringe sundhed.
Kræftafdelingen har været omstridt, siden det i marts kom frem, at cirka 300 kræftpatienter i 2022 og 2023 ventede for længe på en operation på mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH. (Arkivfoto).
Kræftafdelingen har været omstridt, siden det i marts kom frem, at cirka 300 kræftpatienter i 2022 og 2023 ventede for længe på en operation på mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH. (Arkivfoto).

Arbejdstilsynet giver påbud til mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH).

Det skriver DR efter at have fået indsigt i Arbejdstilsynets afgørelse.

- Der er risiko for, at problemer med stor arbejdsmængde og tidspres kan forringe ansattes fysiske eller psykiske sundhed på kort eller lang sigt, fremgår det i afgørelsen.

Arbejdstilsynet lægger vægt på, at sygeplejerskernes arbejde med patienterne ikke er "planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt", skriver mediet.

Afdelingen har tre afsnit, hvor sengeafsnit to er der, hvor kompliceret behandling af mave- og tarmkræft foretages. Det er sengeafsnit to, der er omfattet af påbuddet.

Sengeafsnittet har siden 2021 haft udfordringer med opsigelser og rekruttering af sygeplejersker. De ubesatte stillinger har resulteret i at de ansatte i gennemsnit påtager to til fire ekstravagter om måneden.

Det fremgik af en høring tidligere i sommer i forbindelse med Arbejdstilsynets tre besøg på afdelingen i juni.

DR skriver, at som følge af travlheden hos de ansatte på hospitalet, oplyser sygeplejerskerne om fejl i arbejdet og nævner eksempler på medicin, der ikke er givet til tiden eller givet forkert.

Det står i tilsynets høring, hvor der også beskrives, hvordan patienter bliver for hurtigt udskrevet og derfor bliver genindlagt.

Kræftafdelingen har været omstridt, siden det i marts kom frem, at cirka 300 kræftpatienter i 2022 og 2023 ventede for længe på en operation på mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH.

Siden er to direktører blevet fyret, læger, regionsdirektør og koncerndirektør har sagt op, og to afdelingschefer på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital er blevet fritaget fra tjeneste.

En undersøgelse fra Kammeradvokaten konkluderede i maj, at hospitalet bevidst har begået fejl, og at fejlene er begået over en længere periode.

Afdelingen har frem til 1. april til at få rettet op, skriver DR.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter