18.04.23

Bekymrede G7-lande beder Kina værne om fred i Taiwan

Kina reagerer med vrede på G7-udtalelse om blandt andet Taiwan og kalder den et udtryk for "arrogance".
Udenrigsministrene fra G7-landene har netop afholdt et tre dage langt møde i Japan.
Udenrigsministrene fra G7-landene har netop afholdt et tre dage langt møde i Japan.

Frygten for et kinesisk indgreb i Taiwan var blandt de vigtigste dagsordener på et udenrigsministermøde blandt G7-landene.

Tirsdag er et kommuniké fra det tre dage lange møde i Japan blevet offentliggjort, og her henvender G7-landene sig direkte til Kina.

- Vi bekræfter på ny vigtigheden af fred og stabilitet på tværs af Taiwanstrædet som et uvurderligt element i sikkerhed og velstand i det internationale samfund og opfordrer til en fredelig løsning på problemer på tværs af strædet, står der i dokumentet.

Kina anser Taiwan for at være kinesisk territorie.

Spændingerne mellem Kina og Taiwan er høje, efter at Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, for nylig besøgte nært allierede USA.

Mere generelt udtrykker G7-landene "bekymring for situationen i Det Øst- og Sydkinesiske Hav".

- Vi minder Kina om behovet for at opretholde formålet og principperne i FN-pagten og afstå fra trusler, tvang og intimidering samt brugen af magt, står der i kommunikéet.

G7-gruppen består af USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada.

Kina anser G7-udtalelsen for at være "fuld af arrogance og fordomme om Kina". Det siger talsmand for det kinesiske udenrigsministerium Wang Wenbin.

Han mener, at der er tale om "ondskabsfuld tilsværtning" af Kina.

Udenrigsministrene fra G7-landene hævder i øvrigt at stå mere sammen end nogensinde før efter mødet, hvor også Ruslands invasion af Ukraine var et vigtigt emne.

- Styrken af solidariteten mellem G7-udenrigsministrene er på et niveau, som ikke er set før, siger Japans udenrigsminister, Yoshimasa Hayashi.

Taiwan ligger øst for Kina og betragter sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.

Kina anser omvendt Taiwan som en del af sit territorie, selv om parterne har haft hver deres styre, siden borgerkrigen i Kina sluttede i 1949.

Danmark anerkender i henhold til den såkaldte "et-Kina-politik" ikke Taiwan som selvstændigt.

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter