USA's præsident, Joe Biden, siger, at han har set forbryderfotoet af Donald Trump, og han kalder i den forbindelse ekspræsidenten for en "flot fyr".
Det skriver Reuters.
Billedet af Donald Trump blev taget natten til fredag dansk tid, da den tidligere præsident formelt meldte sig til myndighederne i et fængsel i Fulton County i den amerikanske delstat Georgia.
Han blev efterfølgende løsladt mod kaution.
Der forelå i forvejen en aftale om, at han ville blive løsladt mod en kaution på 200.000 dollar.
Donald Trump kom fredag dansk tid tilbage på Twitter, nu kaldet X, og her sendte han en besked fra sit private fly, da han fløj hjem fra Georgia til New Jersey.
I beskeden gengav han selv forbryderfotoet, der blev taget af ham i fængslet.
Det blev ledsaget med ordene "valgindblanding" og "aldrig overgivelse". Alt skrevet med store bogstaver, som han også tidligere havde for vane.
Trump er anklaget for forsøg på at omstøde valgresultatet fra præsidentvalget i 2020.
Det er den fjerde retssag, der er rejst mod Donald Trump.
Der er dog ikke tidligere blevet taget forbryderfoto af den forhenværende amerikanske præsident.
Donald Trump er ikke den eneste, der er tiltalt i sagen om valgindblanding i Georgia, der tæller i alt 19 tiltalte.
Ifølge Reuters var det dog kun 18 - inklusiv Trump - der fredag kunne forlade fængslet mod kaution.
Det gælder nemlig ikke Harrison Floyd, der er en af de tiltalte, og som har været leder af organisationen Black Voices for Trump.
Han opholder sig fredag fortsat i fængslet i Fulton County. Ifølge nyhedsbureauet er det uklart, hvorfor han ikke er blevet løsladt mod kaution.
Kilde: /ritzau/