31.05.23

Bornholmslinjen forventer at hæve priser markant i 2024

Oliepriser og inflation presser Bornholmslinjen, og det får betydning for andel af billige og dyre billetter.
Molslinjen skal torsdag præsentere sejlplaner og priser for 2024 til et råd, der skal tage stilling til, om planerne for Bornholmslinjen, der hører under Molslinjen, kan anbefales til Transportministeriet. (Arkivfoto).
Molslinjen skal torsdag præsentere sejlplaner og priser for 2024 til et råd, der skal tage stilling til, om planerne for Bornholmslinjen, der hører under Molslinjen, kan anbefales til Transportministeriet. (Arkivfoto).

Bornholmslinjen forventer at hæve priserne med 27 procent næste år.

Det fremgår af dagsordenen for et møde torsdag i Kontaktrådet for Trafikbetjeningen af Bornholm.

- Alt er blevet dyrere på grund af forskellige kriser, og nu er det vores tur desværre, siger kommunikationschef og kontaktperson for Bornholmslinjen Jesper Maack.

Molslinjen skal torsdag præsentere sejlplaner og priser for 2024 til rådet, der skal tage stilling til, om planerne for Bornholmslinjen, der hører under Molslinjen, kan anbefales til Transportministeriet.

- Der er en høringsfase nu her. Så skal rådet kigge på det talmateriale, der ligger til grund for det her, siger Jesper Maack.

Han forklarer, at Bornholmslinjen til september skal udgive en sejlplan med priser for 2024. Derfor er det standardprocedure, at en ny plan allerede bliver behandlet i foråret året inden.

- Vi lægger sejlplanen ud i god tid, så Bornholm og bornholmerne ved, hvad de skal regne med det kommende år, siger han.

På grund af en "eksplosiv stigning i oliepriser" og høj inflation ser Bornholmslinjen sig nødsaget til at hæve priserne, siger Jesper Maack.

Men det vil ikke komme til udtryk på den enkelte billetpris. Men derimod på andelen af billige og dyre billetter, lyder det fra kommunikationschefen.

- Den billigste lavprisbillet koster 99 kroner. Den stiger ikke. Men der bliver færre af de billige billetter og flere af de dyre, siger han.

Han påpeger, at prisstigningerne næppe kommer som en overraskelse for rådet, da det er "flaget af flere omgange". Han forventer derfor ikke den store modstand.

- Vi kan hente noget af det tabte ind igen i 2024, siger han om stigningerne.

Bornholmslinjen har ruter mellem Rønne og Ystad, Rønne og Køge, Rønne og Sassnitz.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter