Danmark, Sverige, Finland og Norge har underskrevet en aftale, der skal styrke samarbejdet mellem landenes luftvåben.
Det oplyser Forsvaret fredag på sin hjemmeside.
Formålet er blandt andet at etablere fælles overvågning af luftrummet samt fælles uddannelse, træning og øvelser.
- Det ultimative mål er at kunne operere problemfrit sammen som én styrke ved at udvikle et nordisk koncept for fælles luftoperationer baseret på allerede kendt Nato metodologi, lyder det.
Det var cheferne for de fire landes luftvåben, der i sidste uge underskrev en aftale om at styrke det nordiske samarbejde.
Det skete på Ramstein-luftbasen i Tyskland.
Jan Dam, der er generalmajor og chef for det danske flyvevåben, siger til TV 2, at der fra dansk side er stor appetit på et nordisk samarbejde.
- Og den aktuelle sikkerhedspolitiske situation taler for, at vi rykker tæt sammen. Vi har haft et tæt samarbejde i flere år, og nu sætter vi det mere i system, siger han til mediet.
De fire luftvåben vil sammenlagt råde over 250 kampfly, skriver TV 2 videre.
Den danske generalmajor fortæller, at man også kigger på at stable fælles operationer på benene samt at dele informationer og i det hele taget rykke tættere sammen.
I Danmark er det politisk aftalt, at der skal købes i alt 27 F-35-fly, som skal erstatte blandt andet F-16-flyene.
De ventes først at blive leveret til efteråret.
Senest er det en ulykke med et F-35-fly i USA, som har forsinket leverancen af flyene til Danmark.
Udfasningen af F-16 skulle egentlig være sket i 2024, men den udfasning er udskudt.
Indtil videre har det været planen, at F-35-flyene fra 2025 skulle deltage i internationale missioner og i 2027 være fuldt indfaset.
Det er uvist, om det fortsat er en plan, der kan lade sig gøre.
Kilde: /ritzau/