Historiens største folkemord lider flere ofre end nogensinde før. Alt imens dømmer den overvejende venstreorienterede ungdom det ellers empatiske og logiske synspunkt i debatten som dæmoniserende. De kalder mig fanatisk, misogynistisk, ondskabsfuld og mange andre angribelige udtryk.
En ting har alle deres øgenavne til fælles – de er 100% uberettigede. Det er én utrolig udemokratisk tilgang at have til debatten, at kalde sin modstander for diverse grove onde navne, fremfor at lytte til modargumenterne og se debatten fra andres vinkel.
Det har den røde ungdom aldrig lært. De er vokset op i et samfund, hvor der kun er én stueren holdning til abortspørgsmålet, og hvis man vover at udfordre det standpunkt, bliver man stemplet som en ondskabsfuld rettighedsbenægter.
Prol-life holdninger mødes med forargelse og had
Det mener jeg er en usund tilgang til verden. Når jeg siger, at jeg er pro-Life til mine jævnaldrende, bliver jeg i sjældne tilfælde mødt med nysgerrighed, endnu sjældnere med forståelse og i de aller sjældneste tilfælde med enighed.
I langt de fleste tilfælde bliver jeg i stedet mødt af forargelse og rullende øjne efterfulgt af et skarpt blik fyldt med overfladisk had. Det kan tydeligt mærkes, hvor ubekvemt situationen bliver for dem. De kan slet ikke rumme min holdning, for den stemmer ikke overens med de danske unges fælles ultrahomogene tankegang, der ikke tåler modsigelse eller kritisk tænkning.
”Hvorfor hader du kvinder?” eller ”Du er en mand, så du må ingen holdning have i denne debat” siger de, hvis de da overhovedet vil snakke med sådan en som mig, der ikke ønsker, at kvinder skal have basale rettigheder – sådan tænker de i hvert fald.
Magen til en så uforskammet virkelighedsfjern mentalitet skal man lede længe efter. Jeg er vant til det, og har derfor lært, at rationel dialog ikke nytter noget. For uanset hvor mange modargumenter, jeg kommer med, er deres syn på både debatten og mig urokkelig.
Wokeismen kræver monopol på de rigtige holdninger
Denne snæversynede og arrogante tilgang til abortspørgsmålet, som store dele af ungdommen har, er et tydeligt resultat af den retning vores samfund har taget, hvor wokeismen har spredt sig, og alle holdninger, der modsiger den progressive livsorden, skal skammes væk.
Hvor man i stedet for at tage debatten med respekt for hinanden på en rask måde, træder direkte ud i uræsonnable konklusioner og beskyldninger, og på den måde censurerer alle synspunkter, der ikke passer ind i den woke papkasse.
Ved at gøre det, skaber Wokeismen et monopol på hvad, der er social acceptable holdninger, og kan tie dem ihjel, hvis bidrag til debatten ville få papkassen til at revne. For en generation, der går så meget op i at være inkluderende og tolerante, må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke ligefrem føler, at mit pro-life-standpunkt bliver imødekommet med specielt meget tolerance – tvært imod.
Venstreorienterede er intolerante
Rune Selsing skrev engang: ”Venstreorienterede mangler grundlæggende medfølelse, de tænker bemærkelsesværdigt ens, og er grundlæggende intolerante over for anderledes tænkende”.
Det er debatten om abort et glimrende eksempel på, hvor man har skabt sit eget billede af, at abort skulle være en fundamental rettighed, og hvis man tænker anderledes, støtter man ikke op om kvindekampen, hvilket åbenlyst er en absurd og forkert påstand.
Jeg anerkender, at hele abortspørgsmålet kan være brydsom og kynisk for mange at tage stilling til, og det kunne aldrig falde mig ind at udskamme nogle, der ikke deler mit syn på debatten. De fleste mennesker, især ungdommen, kender overhovedet ikke til omfanget af en abort og de ubarmhjertige konsekvenser, det medfører for moderen, og ej at glemme det myrdede barn.
Abort er mord
For abort er skam mord. Det siger både kristendommen, men også videnskaben, da der ved befrugtningen dannes et unikt sæt af 46 kromosomer, der udgør et nyt menneskeligt genom. Zygoten anses videnskabeligt som begyndelsen af et nyt menneskeliv, da den indeholder den fulde genetiske information, der er nødvendig for udviklingen af et funktionsdygtigt menneske.
Selvom min generation har en utrolig lille viden om abort, stopper det dem bestemt ikke i at fordømme min holdning til emnet. Det er, fordi wokekulturen har hjernevasket dem til at tro, at den eneste rigtige holdning er, at retten til at bestemme over egen krop også indebærer retten til at dræbe et forsvarsløst liv, og alle, der modsiger den tankegang, er ondskabsfulde og helt igennem dårlige mennesker.
Abort bør komme på skoleskemaet
For at forhindre denne ukonstruktive mentalitet fremover, burde Abort være en fast del af pensum i folkeskolen og gymnasiet. Elever bør altså både undervises i, hvornår livet videnskabeligt set starter, og hvordan aborter bliver fortaget i form af grafiske illustreringer.
Det ville give langt bedre fokus på området og mere viden, og jeg er sikker på, at mange unge også vil få et revolutionerende holdningsskift til abortspørgsmålet, da den fortælling, det Woke samfund har bildt dem ind gennem hele deres liv, vil blive afsløret.
Det er uacceptabelt, at vi ikke tillader en saglig debat, men vælger en udiplomatisk og udemokratisk vej i stedet, hvor den unge venstrefløj er blevet allergiske over for rationel argumentation i kontroversielle debatter og vælger forargelse og udskamning frem for dialog.